✠ "Jeg har noget at sige jer" – En kristen antikrigsfortælling

                                  Kristus-ikon med velsignelsesgestus – måske en appel: 'Jeg har noget at sige jer

To fingre hæves mod himlen. I et ikonmalet øjeblik i den ortodokse tradition løfter Kristus sin højre hånd i en velsignelse – eller er det en tiltale? De to fingre, som i dag symboliserer de to naturer i én og samme Kristus, menneske og Gud, har en ældre betydning: fra det romerske senat, hvor man løftede to fingre, når man havde noget at sige. I dette ikon kunne Kristus lige så vel sige: "Hør nu godt efter. Jeg har noget vigtigt at sige jer."

I den anden hånd holder han Skriften, Ordet, Livets Bog. Den nye pagt. En pagt med mennesket, ikke i krig, men i kærlighed. Ikke i hævn, men i tilgivelse. Ikke i vold, men i barmhjertighed. Han siger: Du må ikke slå ihjel. Ikke som bud, men som forpligtelse – som en sandhed om menneskets inderste væsen, skabt i Guds billede.

                                    Käthe Kollwitz: 'Nie wieder Krieg' – En ny ed, ikke til våbnene, men til livet.

Næsten 1900 år senere, på en anden baggrund, råber en anden stemme. På en plakat tegnet med vrede og håb, i skyggen af Verdenskrigenes mareridt, rejser en ung mand sig. Han løfter hånden, de to fingre strakt op, munden åben i et skrig: "Nie wieder Krieg!" Aldrig mere krig. Også han siger: Jeg har noget at sige jer. Hans venstre hånd ligger over hjertet – et løfte, en ed, men ikke længere til krigens gud, ikke til fanen, men til menneskeligheden. Han bryder eden og skaber en ny: en ed til livet.

Käthe Kollwitz forvandlede militær edsaflæggelse til en kristen profeti. Den unge mand sværger ikke troskab til nationen, men til medmennesket. Ikke til våben, men til fred. I hans blik anes Kristi blik. I hans løftede hånd genkender vi den ortodokse velsignelsesgestus – men nu vendt mod verden som råb, som modstand, som tro.

For Jesus sagde: "Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn."

Han sagde aldrig: Salige er de, som sejrer i kamp. Han red ikke på en stridshest, men på et æsel. Han tog ikke sværdet, men lod sig korsfæste. Da Peter ville forsvare ham med vold, sagde han: Stik sværdet i skeden, for alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.

Kristendommen er ikke neutral overfor krigen. Den er et vedvarende vidnesbyrd om, at det ikke er nødvendigt at slå ihjel for at leve – tværtimod. I centrum står en korsfæstet og opstanden Gud, som led voldens fulde konsekvens, uden selv at gengælde den. Kristus velsigner ikke hævn, men bærer den: han tager verdens had og vold på sig og svarer med overgiven kærlighed – en kærlighed stærkere end døden.

I lyset af det bliver de to billeder én fortælling: En fortælling om det ord, som skal lyde igen og igen – du må ikke slå ihjel. En fortælling om den håbfulde, forpinte, råbende menneskehed, der rejser sig, ikke for at gå i krig, men for at gøre op med den. Med løftede hænder, med ordets magt, med fredens ed.

Kristus siger: Jeg har noget at sige jer. 
Den unge mand råber: Aldrig mere krig!