Fordømt til frihed – eller til frelse? En eksistentiel spejling mellem Luther og Sartre

Der findes tanker, som på overfladen synes uforenelige, men som ved nærmere eftersyn kaster overraskende lys på hinanden. En sådan forbindelse opstod for mig, da jeg læste Martin Luthers Om den trælbundne vilje (1525) i lyset af den franske filosof Jean-Paul Sartres berømte vending: "Mennesket er fordømt til frihed." Hvad nu hvis Luthers opgør med menneskets frie vilje over for Gud på sin egen måde er en spejling af Sartres radikale frihed? Hvad hvis Luther – ubevidst – kunne siges at mene, at mennesket er fordømt til frelse?

Det lyder som en kættersk tanke. Luther, den store reformator, var jo ikke eksistentialist. Og Sartre, ateisten, havde ingen sympati for teologiske dogmer. Alligevel er der noget eksistentielt fælles i deres erkendelse af, at mennesket står i en uafrystelig position: for Sartre som radikalt frit, for Luther som radikalt bundet. Begge ser mennesket som stillet i en skæbne, det ikke selv vælger – og begge afviser illusionen om neutralitet eller midtposition.

Den trælbundne vilje

Luthers begreb den trælbundne vilje – servum arbitrium – blev formuleret i et opgør med humanisten Erasmus af Rotterdam, som i sin skrift De libero arbitrio havde forsvaret, at mennesket selv kunne tage det første skridt mod Gud. Det afviste Luther kategorisk. Mennesket er ikke frit i forhold til Gud; det er fanget i synden og ude af stand til at frelse sig selv. Selv viljen er syg, ja død, og kan ikke vælge det gode. Kun Gud kan rejse mennesket op, og troen er ikke en præstation, men en gave.

Men her ligger også en paradoksal tanke: Når Gud griber ind, kan mennesket ikke modsætte sig. Nåden er ikke en mulighed, men en virkelighed. Den virker – og netop derfor kan man med en vis ironi sige, at mennesket, når Gud vil det, er fordømt til frelse. Ikke i betydningen automatisk eller universel frelse, men som et udtryk for nådens overvældende karakter. I Guds virke er der ingen vej uden om.

Sartres byrde

Jean-Paul Sartre står i modsætning til alt dette. I hans hovedværk Væren og Intet (1943) fremfører han, at fordi der ikke findes nogen Gud, findes der heller ikke nogen forudgiven menneskelig essens. Derfor er mennesket dømt til selv at skabe sig – det er fordømt til frihed. Denne frihed er absolut, uafrystelig og ubarmhjertig. Vi er, som han skriver, "uden undskyldning" – der er ingen anden at skyde skylden på.

Hos Sartre er mennesket frit i enhver forstand – men denne frihed er ikke befriende. Tværtimod: Den er en byrde, et ansvar uden garantier. Den, der forsøger at gemme sig bag sociale roller eller biologiske drifter, lever i ond tro. Vi er nødt til at vælge, også når vi ikke vælger.

To former for skæbne

Der tegner sig et spejlbillede. Hos Sartre: Mennesket kan ikke undslippe sin frihed. Hos Luther: Mennesket kan ikke undslippe sin ufrihed. I begge tilfælde stilles mennesket ansigt til ansigt med en skæbne, der ikke er til forhandling. Sartres frihed er total og rystende. Luthers nåde er total og altgennemtrængende. Begge udlægger mennesket som radikalt bestemt af noget, der ligger uden for dets fulde kontrol: enten friheden eller Gud.

Begge nægter os den trøst, som Erasmus forsøger at indføre: at vi skulle kunne samarbejde lidt med det gode, tage et halvt skridt, vælge mellem to muligheder. For Sartre er det selvbedrag. For Luther er det blasfemi.

Teologiske brødre og fjender

For at forstå Luther bedre, må han ses i konteksten af de teologer, han både byggede på og brød med.

Augustin havde allerede i det 4.-5. århundrede forsvaret, at Guds nåde er en forudsætning for menneskets frelse, og at viljen er svækket af syndefaldet. Men Augustin rummer en vis dobbelthed: mennesket har en vilje, men den er syg. Luther radikaliserer dette – viljen er ikke blot syg, men død over for Gud.

Erasmus, derimod, står for en mere optimistisk antropologi. Han mener, at selvom mennesket er faldet, er det stadig i stand til at samarbejde med Guds nåde. Det kan vælge frelsen, selv om det har brug for hjælp. For Luther er dette en illusion og i virkeligheden et forræderi mod evangeliets radikalitet.

Calvin, Luthers reformatoriske kollega, er på mange måder enig med Luther – især i læren om nådens suverænitet. Men Calvin går skridtet videre og taler om dobbelte prædestination: Gud har forudbestemt nogle til frelse, andre til fortabelse. Her ville Luther tøve – han insisterer på, at vi kun kan tale om Gud, sådan som han har åbenbaret sig i Kristus, og ikke spekulere i Guds skjulte vilje.

Eksistensens ubønhørlighed

Hvad betyder dette for os i dag? Måske, at både Luther og Sartre afklæder os vores illusioner. Sartre nægter os trygheden ved at gemme os bag Gud – for ham er der kun mennesket og dets valg. Luther nægter os illusionen om at redde os selv – for ham er der kun Guds nåde. Begge stiller mennesket alene – det ene i friheden, det andet i afmagten. Begge gør det alvorligt at være menneske.