Den glemte Luther: Om De servo arbitrio og folkekirkens tavshed

Lucas Cranach d.Y. :   Martin Luther

Når man i dag taler om Martin Luther i den danske folkekirke, sker det ofte med varme henvisninger til hans frisættende forståelse af evangeliet, hans kamp mod afladshandlen og hans billedstærke forkyndelse af nåden. Mange kender sætningen fra 1520-skriftet Et kristenmenneskes frihed: »En kristen er den frieste herre over alle ting og ingen undergivet. En kristen er den villigste tjener for alle og enhver undergivet.« Men få kender, og endnu færre taler om, hans værk De servo arbitrio (Om den trælbundne vilje) fra 1525 – et skrift Luther selv betragtede som sit vigtigste.

Dette skrift, skrevet som svar til Erasmus af Rotterdams forsvar for den frie vilje, har levet et mærkeligt liv i dansk teologihistorie. Det er ikke glemt af tilfældighed, men fortrængt af et kirkeligt og kulturelt landskab, der i stigende grad har søgt at understrege menneskets værdighed og ansvar, snarere end dets afmagt og afhængighed. Tavsheden om De servo arbitrio siger derfor noget centralt – ikke blot om Luther, men om folkekirkens udvikling, selvforståelse og teologiske grænser.

De servo arbitrio er Luthers mest teologisk systematiske værk. Det er et direkte svar på Erasmus’ De libero arbitrio (1524), hvori den store humanist argumenterer for menneskets medvirken i frelsen – om end beskedent. Erasmus ønsker at beskytte Guds retfærdighed og menneskets ansvar, og han skriver med akademisk tilbageholdenhed. Luther svarer med skarphed: Viljen er ikke blot svag, den er trælbunden. Mennesket er uundgåeligt underlagt syndens magt og kan intet selv gøre for sin frelse. Troen er en gave udefra – og det eneste håb ligger i Guds egen suveræne vilje.

Det er ikke en metaforisk trældom, men en reel og absolut afhængighed. Intet menneskeligt initiativ, intet samarbejde, intet lille skridt imod Gud kan tælle. Dette er evangeliets egentlige frisættelse for Luther: At alt afhænger af Gud, ikke af mennesket.

At netop dette skrift er forsvundet fra folkekirkens horisont er ikke uden betydning. Tavsheden omkring De servo arbitrio er ikke blot teologisk glemsel – den afspejler en mere dybtgående forskydning i dansk luthersk kristendomsforståelse.

For det første passer skriftet dårligt til den grundtvigske arv, som præger store dele af folkekirken. Her betones dåbens nåde, menneskets kald i verden, og evangeliets livsoplysende kraft – ikke dets ekskluderende, udvælgende mørke. Grundtvigs poetiske kosmologi har svært ved at rumme Luthers tale om mennesket som passivt ler i pottemagerens hånd.

For det andet er skriftet eksistentielt ubrugeligt for mange moderne prædikanter og teologer. Hvordan taler man om Gud, hvis alt i sidste ende er bestemt på forhånd? Hvordan formidler man trøst, håb og ansvar, hvis viljen er trælbunden? Man kunne måske finde eksistentielle indgange – som Søren Kierkegaard eller Karl Barth forsøger – men i praksis er skriftet fraværende i prædikestolens og katekesens virkelighed.

For det tredje ligger der en dybere modvilje mod Luthers ubarmhjertighed i dette skrift. Det har ikke den samme varme som Et kristenmenneskes frihed, ikke den samme forkyndelse af trøst og nærhed. I stedet møder vi en Gud, der er absolut – og som netop i sin absoluthed virker fremmed og farlig for den moderne læser.

Erasmus svarede aldrig direkte på De servo arbitrio. Det kan tolkes som resignation, foragt eller strategisk stilhed. I hans breve fremgår det, at han var rystet over skriftets radikalitet – og måske også over dets polemiske tone. Erasmus ville forsvare en vis menneskelig værdighed; Luther nægtede ham retten til det.

Denne tavshed har sin pendant i folkekirken i dag. Man prædiker dåb, kærlighed, ansvar og frihed – men man taler sjældent om trældom, udvælgelse og viljens afmagt. Det er, som om vi – ligesom Erasmus – vælger ikke at tage kampen op. Ikke at svare Luther. I stedet glider dette hovedværk ud af synsfeltet, gemt bag andre, mere behagelige skrifter.

Når vi glemmer De servo arbitrio, mister vi samtidig Luthers mest radikale opgør med det religiøse menneskes illusioner om egen formåen. Vi mister skarpheden i hans Gudsforståelse. Vi mister spændingen mellem synd og nåde, mellem afmagt og tro. Og vi mister måske også noget af det, der gør evangeliet til en virkelig sprængning af menneskets egne systemer.

Luthers pointe er ikke, at mennesket intet er værd – men at Guds nåde alene er værd noget. Det er ikke en kynisk determinisme, men en teologisk protest mod alle former for from selvtillid. Og i en tid hvor religion ofte gøres til identitet, strategi eller selvudvikling, kunne det måske være sundt at lade Luther tale igen – også når det skurrer.

Albrecht Dürer:  Erasmus af  Rotterdam

Link: Fordømt til frihed - eller frelse

Litteratur

·       Martin Luther: ”Om den trælbundne vilje” (De servo arbitrio), dansk oversættelse ved Henrik S. Kristensen, Forlaget Alfa, 2017.

·       Desiderius Erasmus: ”Om den frie vilje” (De libero arbitrio), dansk oversættelse ved Henrik S. Kristensen, Forlaget Alfa, 2018.

·       Regin Prenter: ”Troens verden”, Gyldendal, 1975.

·       P.G. Lindhardt: ”Luthers teologi”, Munksgaard, 1958.

·       Gerhard Ebeling: ”Luthers forståelse af menneskets frihed”, i ”Luthers teologi”, (DAFO), 1965.

·       Oswald Bayer: ”Martin Luther’s Theology: A Contemporary Interpretation”, Eerdmans, 2008.

·       Johannes Sløk: ”Kampen med tilværelsen”, Gyldendal, 1964.