Romain Rolland og Rousseaus arv: Samvittighed, frihed og modstand

Jean-Jacques Rousseau (1712–1778) blev for Romain Rolland (1866–1944) en intellektuel og moralsk ledestjerne. Rolland så i Rousseau ikke blot en filosof, men en samvittighedsfigur, der viste, hvordan individet kunne bevare sin frihed over for magt, konvention og offentlig opinion. Rousseaus Bekendelser og Samfundspagten prægede Rollands forståelse af forholdet mellem individ og fællesskab, kunst og samfund.

Hyldest til Roman Rolland litografi af Frans Masereel

Rousseau og samvittighedens suverænitet

Kernen i Rousseaus tænkning – at mennesket i sin natur er godt, men korrumperes af samfundet – blev for Rolland en grundantagelse. Rolland fastholdt idéen om en indre, ukrænkelig samvittighed, der står over for staten og kollektivet. Dette blev afgørende for hans pacifisme under Første Verdenskrig, hvor han i pamfletten Au-dessus de la mêlée (1914) hævdede, at intellektuelle måtte hæve sig over nationalistisk had. Han blev herefter udsat for omfattende hetz i Frankrig, men fastholdt – i Rousseaus ånd – at sandhed og moral ikke kan underlægges fædrelandets krav.

Rolland skrev i sit Journal den 15. august 1914: “Som Rousseau må jeg hellere blive hadet i min samtid end svigte sandheden i mit hjerte.”

Jean-Jacques Rousseau (1712–1778)

Den korrumperende civilisation og modernitetens kriser

Rousseaus kritik af civilisationens korrumperende kræfter blev af Rolland overført til det 20. århundredes masseideologier. Han kritiserede både fascismen i Italien og Tyskland. I begge tilfælde så han, hvordan institutioner og ideologier, der hævdede at tjene mennesket, i virkeligheden knuste det frie individ.

I et brev fra 1935 skrev Rolland: “Rousseau lærte os, at ingen institution må kvæle den menneskelige samvittighed. 

Folkets værdighed og kampen mod undertrykkelse

Rolland lod sig inspirere af Rousseaus tro på folkets værdighed og umistelige rettigheder. Det førte ham til støtte for koloniserede folk og undertrykte grupper. Han beundrede Gandhi, hvis ikke-voldelige modstand han så som en moderne udfoldelse af Rousseaus tese om moralens overlegenhed frem for magtens brutalitet.

I forordet til sin bog om Gandhi (1924) skrev Rolland: “Jeg finder hos Gandhi den samme inderlige tro som hos Rousseau: at folket bærer sandhedens frø i sig, og at ingen stormagt kan kvæle det for evigt.”

Romain Rolland og  Mohandas Karamchand Gandhi

Litteraturen som moralsk modstand

I romanen Jean-Christophe (1904–1912) fremstillede Rolland en kunstner, der nægter at underkaste sig samfundets konventioner og i stedet insisterer på sandhed og indre frihed. Romanen er tydeligt inspireret af Rousseaus ideal om menneskets ægthed og oprigtighed. Også Rollands heltebiografier – om Beethoven, Tolstoj, Gandhi – kan læses som forsøg på at identificere og fremhæve moderne ‘Rousseau-figurer’: individer, der på trods af isolation og modstand fastholder en urokkelig moral.

Relevans i dag

Rousseaus betydning for Rolland peger videre end til det 20. århundrede. I en tid præget af globalisering, økologiske kriser og voksende mistillid til institutioner er Rousseaus og Rollands fælles arv på ny aktuel:
- Samvittighedens og individets frihed står igen under pres.
- Rollands pacifisme minder os om nødvendigheden af at hæve os ‘over kampen’.
- Deres insisteren på folkets værdighed er relevant i en verden, hvor minoriteter og koloniale efterkommere stadig kæmper for anerkendelse.

Konklusion

Romain Rolland måtte kæmpe hårdt – ofte i isolation – for at bevare Rousseaus arv i en tid præget af krige, ideologiske massebevægelser og konformitetspres. Hans liv og værk viser, at Rousseaus tanker ikke kun var en del af oplysningstidens filosofi, men en levende, moralsk tradition, der kunne omsættes i det 20. århundrede. At fastholde sandhed, samvittighed og menneskelig værdighed – også når det er upopulært – er et Rousseau’sk ideal, som Rolland gjorde til sit eget. Denne kamp er fortsat aktuel i dag, hvor lignende kræfter udfordrer individets frihed og den fælles menneskelighed.

Link: mere om Romain Rolland