Crowley, Huxley og hippiebevægelsen: Okkultisme, erkendelse og narkotika

I 1960’erne og 70’erne søgte hippiebevægelsen og rockmusikken nye erkendelser gennem spiritualitet, okkultisme og psykedelika. En række forfattere og mystikere inspirerede bevægelsen til at afprøve både LSD og hårdere stoffer – og til at søge dybere ind i sindet og kosmos.

Aleister Crowleys indflydelse

Aleister Crowley (1875–1947) var en engelsk okkultist og forfatter, som gjorde ritualmagi, seksualitet og viljens frigørelse til et opgør med kristne og borgerlige normer. Hans motto 'Do what thou wilt shall be the whole of the Law' blev et symbol på frigørelse i hippietiden og dukkede op i sange, plakater og på vægge i kollektivhuse. Crowley blev hyldet af rockmusikere som Beatles (der satte ham på forsiden af Sgt. Pepper’s), Led Zeppelins Jimmy Page (som købte hans hus ved Loch Ness) og David Bowie, der i sangen 'Quicksand' synger: 'I'm closer to the Golden Dawn / immersed in Crowley's uniform.'

Aleister Crowley (1875–1947)

Aldous Huxley: Erkendelsens døre og Den evige filosofi

Aldous Huxley (1894–1963) blev en af de vigtigste inspirationskilder for hippiebevægelsen. I 'The Doors of Perception' (1954) beskrev han sine oplevelser med meskalin og konkluderede: 'The man who comes back through the Door in the Wall will never be quite the same as the man who went out.' Hans idé var, at sanserne kunne renses så verden blev åbenbaret i sit sande lys, fri for egoets og kulturens filtre. I 'The Perennial Philosophy' (1945) samlede han mystik fra alle religioner og hævdede at der findes en fælles kerne af sandhed i al spirituel erfaring. Disse bøger blev bibler for hippier, beatpoeter og rockmusikere.

"I en annonce i Ekstra Bladet

Reklamerer et firma med lune, store dyner

Man kan næsten snuse, at mister Huxley har vadet

Omkring på redaktionen og set en masse syner"

(Eik Skaløe - Steppeulvene sangen "Jensen")

Baudelaire og tidligere påvirkninger

Charles Baudelaire (1821–1867) var en af de første moderne digtere, der skrev om rus og narkotika som erkendelsesmiddel. I 'Les Paradis Artificiels' (De kunstige paradis, 1860) skrev han: 'Haschisch og opium udvider selve livet og giver de mest almindelige ting en skræmmende eller himmelsk glans.' Hans idéer spredte sig til symbolisterne og videre til 1900-tallets bohemer og beatgenerationen.

Beatforfattere som Jack Kerouac og William S. Burroughs, som skrev om benzedrin og heroin, gjorde stofeksperimenter til en bevidst metode for at bryde igennem til nye former for erkendelse. Dette lagde grunden for hippiernes kombination af østlig mystik, LSD og vestlig litterær dekadence.

Charles Baudelaire

Konklusion

Hippiebevægelsen blev således påvirket fra mange sider: Crowley med sin okkultisme og idéen om den frigjorte vilje, Huxley med sin vision om mystisk erfaring og sansernes åbning, og Baudelaire med sin romantisering af hash og opium. Sammen skabte disse strømninger en kultur hvor LSD, meskalin og også hårdere stoffer blev set som midler til at sprænge grænser – både personligt, spirituelt og kunstnerisk.

Litteratur og kilder

- Aleister Crowley: 'The Diary of a Drug Fiend' (1922), 'Magick in Theory and Practice' (1929)
- Aldous Huxley: 'The Doors of Perception' (1954), 'The Perennial Philosophy' (1945)
- Charles Baudelaire: 'Les Paradis Artificiels' (1860)
- The Beatles: 'Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band' albumcover (1967)
- David Bowie: 'Quicksand', fra albummet 'Hunky Dory' (1971)
- Jim Morrison og The Doors: bandnavnet taget fra Huxleys 'The Doors of Perception'

Eftertanke og skepsis: Manson, Altamont og narkoens mørke

I slutningen af 1960’erne begyndte flere af de fremtrædende musikere og digtere, som havde flirtet med narkotika som veje til erkendelse, at blive mere skeptiske. Mordene begået af Charles Manson-familien i 1969 og tragedien ved Altamont Free Concert samme år, hvor en ung mand blev dræbt foran scenen under en koncert med Rolling Stones, blev symboler på hvordan den psykedeliske drøm kunne ende i vold og kaos.

George Harrison fra Beatles udtrykte senere, at LSD havde været som en dør der åbnede sig, men man skulle ikke blive ved med at gå igennem den. Allen Ginsberg talte i 1970’erne om at stoffer ikke længere kunne give de dybe erkendelser, man havde håbet, og fokuserede i stedet på meditation og aktivisme. Jerry Garcia og andre fra Grateful Dead reflekterede over hvordan hele miljøet havde set for mange blive ødelagt.

Altamont blev i medier og hos samtiden set som det dystre punktum for 1960’ernes utopiske forestillinger. Rolling Stone Magazine konkluderede: 'Altamont ended the Sixties. It was a grim, violent punctuation mark.' Hippiebevægelsen begyndte dermed at se de hårde stoffer med en ny, mere desillusioneret distance.

Altamont ended the Sixties