Bob Dylans sang “Rainy Day Women #12 & 35” har ofte været genstand for misforståelser og forfladigelser. Mange har hæftet sig ved det gentagne omkvæd – “Everybody must get stoned” – og læst det som en fjollet eller festlig henvisning til hashrus. Men sangen er i virkeligheden en skarp, ironisk allegori over et samfund, hvor individet straffes uanset, hvad det gør – og heri ligger et slægtskab med både Shakespeares King Lear og Franz Kafkas roman Processen.

Fra første tone gør musikken det klart, at vi befinder os i en forvrænget verden. Et hornorkester – støjende, dissonant, næsten kaotisk – blæser åbningsfanfaren af sted som en parodi på noget officielt og højtideligt. Det lyder som en hærenhed, der har mistet retningen, eller som et ekko af en landsbyfestival, hvor alle spiller i hver sin toneart. Det satiriske er ikke til at tage fejl af: Denne procession fører os ikke til forløsning, men til en skueplads, hvor folk bliver “stenede” – offentligt udskammet, udgrænset eller fordømt.

Stroferne gennemgår en række situationer – “They’ll stone you when you’re trying to be so good”, “They’ll stone you when you’re walking on the floor”, “They’ll stone you when you’re sitting all alone” – og pointerer, at uanset handling, opførsel eller fravær af handling, så fører det altid til den samme dom. Det er her, Dylan berører en grundlæggende eksistentiel absurditet: Dommen falder ikke på baggrund af skyld, men på baggrund af eksistens.

Den samme erkendelse finder vi i Shakespeare. I King Lear siger narren i første akt:
“They’ll have me whipped for speaking true, thou’lt have me whipped for lying, and sometimes I am whipped for holding my peace.”

Narren ved, at han ikke kan vinde. I et samfund, hvor magten er vilkårlig og ikke længere guidet af retfærdighed, er enhver ytring – sandhed, løgn eller tavshed – potentielt farlig. Som hos Dylan er det ikke handlingens indhold, men det blotte forhold, at man handler (eller ikke handler), der fører til straf. Narren fungerer som en slags budbringer for sandheden, men kan kun sige den i skæve vers og ironi – og han ved, at selv det vil koste ham piskeslag.

Denne fatale logik kulminerer hos Kafka. I Processen vågner hovedpersonen Josef K. en morgen og får at vide, at han er anklaget – men ingen vil fortælle ham, for hvad. Hele romanen er et mareridtsagtigt forløb gennem en retsmaskine uden klart formål, uden rettergang, uden domsafsigelse. Josef K. er fanget i et system, hvor skyld er forudbestemt, og hvor meningsløsheden selv bliver systemets drivkraft.

Kafka, Dylan og Shakespeare peger hver på deres måde på en verden, hvor individet står magtesløst over for autoritetens vilkårlighed. Dylan gør det gennem en tilsyneladende munter gospel-sang, men musikkens kakofoni og tekstens opremsning af absurditeter afslører et dybere lag af urovækkende erkendelse. Kafka bruger en tør, nøgtern stil, men netop det nøgterne gør Processen så rystende: Josef K. forsøger hele tiden at finde logik, men mødes kun af labyrinter. Shakespeares nar er den eneste i King Lear, der ser klart – men fordi han er nar, lytter ingen. Det er et greb, Shakespeare ofte bruger: den, der siger sandheden, må skjule den som spøg, for ellers bliver den dødelig.

Dylans refræn – “Everybody must get stoned” – er i denne læsning ikke en opfordring til eufori, men en sørgmodig sætning forklædt som humor. Alle vil blive stenet. Alle vil blive fordømt. Ikke fordi de er onde eller skyldige – men fordi samfundet altid finder en grund. I så fald er Dylans stemme i tradition med både narrekunsten og den moderne absurdisme: en stemme, der griner gennem gråd, og som spørger, hvor meget frihed der egentlig findes i et system, der belønner konformitet og straffer alt andet.

At overleve det absurde – tre filosofiske veje

Men findes der en vej videre? Kan man overleve det absurde? Her tilbyder tre store tænkere forskellige svar: Albert Camus, Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard.

Albert Camus – at leve i trods
Camus definerer det absurde som konflikten mellem menneskets trang til mening og verdens tavshed. Han afviser både selvmord og religiøs flugt. I Myten om Sisyfos skriver han:
“Man må forestille sig Sisyfos som lykkelig.”
Ved at acceptere det absurde og nægte at underkaste sig det, vinder mennesket en slags værdighed. Modgiften er bevidsthed, trods og frihed i erkendelsen.

Jean-Paul Sartre – at vælge sig fri
Sartre ser det absurde som vilkår for den menneskelige frihed. Mennesket er “dømt til frihed”, og må derfor tage ansvar for sit liv uden garanti for mening. For Sartre er det afgørende, at vi selv vælger og skaber mening gennem handling – ikke på trods af absurditeten, men midt i den.

Jean-Paul Sartre på Café de Flore, Foto: Brassaï

Søren Kierkegaard – troens spring
Kierkegaard anerkender det absurde som det sted, hvor tro bliver mulig. Det er først i fortvivlelsens og angstens rum, at mennesket kan kaste sig ud i troens spring. I modsætning til Camus og Sartre mener Kierkegaard, at mennesket har brug for noget udenfor sig selv – en Gud, som trodser fornuften.

Tre forskellige svar, én fælles kamp

René Magritte billede "Golconda", 1953

En hel regn af identiske mænd i bowlerhatte falder (eller svæver) foran en række huse.
🔍 Relevans:
Det gentagne, næsten byråkratiske mønster af anonyme skikkelser skaber en følelse af eksistentiel udskiftelighed og ensomhed i mængden.
➡ Det minder om Dylan-refrænets “Everybody must get stoned” – alle rammes, ingen skånes, og individet forsvinder i mønstret.

René Magritte og absurditeten

René Magritte (1898–1967) var billedkunstens store absurdist. Hans værker tager udgangspunkt i det genkendelige – piben, manden i bowlerhat, landskabet – men forstyrrer det med en diskret men destabiliserende forskydning. Som Kafka, Dylan og Camus viser Magritte os, at verden, som vi tror, vi kender den, er bygget på illusioner. Bag ordene, billederne og vanerne gemmer sig et grundvilkår: det absurde. Vi søger mening, men møder tavshed. Magritte giver dette møde en form, som ikke skriger – men forstyrrer os blidt, og måske netop derfor rammer dybere.