En hellig vodka og en kærlig latter

Midt i de frommes verden, hvor askese og bod kan få selv et mildt smil til at virke verdsligt, dukker hun op som en uventet åbenbaring: nonne Frosia – en ældre russisk kvinde, hvis navn og gerninger næppe nogensinde vil ende i en helgenkalender. Og dog: i Everyday Saints, Archimandrit Tikhons berømte og elskede bog, står hun som et lysende eksempel på netop det, titlen lover – en hverdagens helgen.

Frosia i sit lille hus på Lesnaya Street 16 i Diveyevo

Scenen er både enkel og chokerende. Da Tikhon besøger hende, tager hun et stort krus med vodka, tømmer det i én mundfuld og ser ham lige i øjnene. ”Jeg ved, du ikke vil dømme mig,” siger hun. ”Vi gamle behøver alkohol for vores blods skyld.”

Det er ikke helligt i klassisk forstand. Det er ikke dyd eller fromhed. Det er menneskelighed, ærlig og uindpakket, og netop derfor så dybt bevægende. I stedet for at skjule sin vane, sin skrøbelighed eller sin længsel efter lindring, lægger hun det frem som det er – med varme og tillid. Ikke til Gud alene, men til den mand foran hende, som hun ved vil møde hende uden dom.

Der er en særlig nåde i dette øjeblik. For i en verden hvor religion så ofte fremstår fjern, ren og uopnåelig, bliver Frosia en påmindelse om, at det hellige nogle gange findes dér, hvor vi mindst venter det: i latteren, i kruset, i blikket mellem to mennesker, der tør være ærlige.

🔹 Hvad vil det sige at være схимонахиня?

Nonne Frosia, som Archimandrit Tikhon omtaler i Everyday Saints, var ikke blot en almindelig klosterkvinde. Hun tilhørte den højeste og strengeste orden i den ortodokse tradition – hun var схимонахиня (schimonakhinja), dvs. nonne i den store schima.

Dette indebærer:

At hun havde aflagt det tredje og sidste monastiske løfte: en livslang afsked med verden og fuld hengivelse til bøn, tavshed og askese.

At hun levede som en levende "død" for verden – ofte isoleret, i uophørlig bøn, og iført en sort dragt med kors og symbolske broderier.

At hun ikke længere havde noget privat – ejendom, vilje eller ambition – kun Gud.

At en sådan kvinde, i en sjælden gestus af menneskelighed, løfter et krus vodka og drikker det med ordene “vi gamle behøver alkohol for vores blods skyld”, gør hendes handling både rørende og rystende. Ikke fordi den bryder med fromheden, men fordi den forener hellighed og skrøbelighed i ét billede. Det er her, Everyday Saints finder sin dybeste klang.

Schima nonne Frosias grav