Joe Hill og Jacob A. Riis – To veje til social retfærdighed

Den svenske Joe Hill og den danske Jacob A. Riis – to europæiske immigranter, to vidt forskellige livsbaner, men ét fælles mål: kampen for retfærdighed.

Begge forlod de deres hjemlande i håbet om et nyt liv i Amerika. Og begge blev vidner til de brutale vilkår, som fattige arbejdere og immigranter levede under i det industrialiserede USA.
Men de valgte forskellige veje – og mødte skæbnen på hver sin måde.

Jacob A. Riis 1849-1914

Jacob A. Riis brugte pennen og kameraet som sine våben. Han dokumenterede livet i New Yorks slumkvarterer, hvor børn sov i kulkældre og familier boede klemt sammen i mørke baggårde. Gennem sin journalistik og sine foredrag formidlede han de fattiges vilkår til en bredere offentlighed – ikke som en revolutionær, men som en moralsk opvakt reformator. Hans indsats vakte genklang i magtens korridorer. Ikke mindst hos præsident Theodore Roosevelt, som blev hans nære ven og beundrer. Riis blev således en insider i den progressive bevægelse, som forsøgte at forandre USA gennem oplysning og sociale reformer.

joe Hill 1879-1915

Joe Hill, derimod, trådte ind i arbejderbevægelsens mest militante fløj. Som medlem af Industrial Workers of the World (IWW) skrev han sange, der kunne synges på gadehjørner og i fængsler – satiriske, håbefulde og bidske viser, der samlede arbejderne og spredte budskabet om fælles kamp.
Hill havde en særlig evne til at omskrive velkendte kristne salmemelodier, så folk straks kunne synge med – men nu med et helt andet indhold. Hvor salmerne før havde lovprist det hinsidige, pegede Joe Hill i stedet på det jordiske livs uretfærdighed og nødvendigheden af kollektiv handling.
Sangen "The Preacher and the Slave" er et godt eksempel – en parodi på salmen "In the Sweet By and By", der nu hånligt omdøbtes til "Pie in the Sky".

Joe Hill blev et ikon for solidaritet – og et offer for systemets vilje til at knuse modstand. I 1915 blev han henrettet i Utah, anklaget for et mord, mange mente han ikke havde begået. Hans sidste ord blev: "Don’t mourn, organize!" – en sætning, der har levet videre i generationer af aktivister.

Riis og Hill mødtes aldrig – hverken fysisk eller ideologisk. Den ene troede på reform, den anden på revolution. Den ene blev belønnet med anerkendelse, den anden med døden.
Og dog: De havde begge blik for dem, samfundet helst ville glemme. Begge gav stemme til de udstødte. Og begge lod deres liv – på hver sin måde – være et vidnesbyrd om nødvendigheden af forandring.

Tre gadebørn kryber sammen for at få varmen på Mulberry Street i New York. Foto: Jacob A.Riis