Vasilij  Veresjtjagin: Krigens samvittighed i russisk malerkunst

 

Den russiske maler Vasilij Veresjtjagin (1842–1904) regnes i dag som en af de mest markante billedkunstnere, der har tematiseret krig, vold og imperialismens brutalitet. Hans værker befinder sig i dag i adskillige russiske museer, med en stor samling i Tretjakovgalleriet i Moskva. Veresjtjagin var ikke pacifist i streng forstand, men hans kunst vidner om en dyb rystelse over krigens konsekvenser og en konsekvent afvisning af krigsforherligelse. Han stod i et åndeligt og kunstnerisk slægtskab med Lev Tolstoj, men hvor Tolstoj blev radikal pacifist og religiøs anarkist, bevarede Veresjtjagin sin tilknytning til militæret og deltog i flere felttog.

Den deltagende iagttager

Veresjtjagin blev uddannet ved det kejserlige kunstakademi i Sankt Petersborg, men forlod det i protest over dets konservative smag. I stedet deltog han i ekspeditioner i Centralasien som kunstner og officer. Hans erfaringer fra felten gav ham adgang til krigens hverdag, og hans billeder gengiver ofte scener, som øjenvidner ellers sjældent fastholder.

Et af hans mest berømte og kontroversielle billeder er "Krigens apoteose" (1871), der viser en pyramidisk bunke af menneskekranier i ørkenen. Billedet er dedikeret "til alle sejrherrer, i fortid, nutid og fremtid" og virker som en isnende kommentar til imperiers blodige pris. Det blev forbudt i flere lande, herunder Tyskland og Rusland, og udstillet med advarsler om dets stødende indhold. I dag hænger det i Tretjakovgalleriet.
Krigens apoteose

Krig uden heltemod

I modsætning til mange samtidige historiske malere, valgte Veresjtjagin at vise krigens bagside: ikke sejren, men tabet. I "Efter angrebet. Kontrol af de faldne" (1878-79) ser man russiske soldater, der går blandt de faldne, ikke som helte, men som udmattede og pligtopfyldende. Døden vises uden romantik, ligene på jorden er individuelle og realistiske.

Efter angrebet. Kontrol af de faldne

Et andet eksempel er "Den undertrykte. Henrettelse i Centralasien" (1869-70), som skildrer en offentlig halshugning. Billedet viser ikke blot volden, men de passivt iagttagende øjenvidner, hvilket bringer beskueren i en ubehagelig moralsk position: man ser med.

Kritik og censur

Veresjtjagins udstillinger vakte opsigt i hele Europa. Han blev rost for sin tekniske kunnen og for sin ærlighed, men også angrebet af militære og konservative kredse for at underminere den patriotiske ånd. I Rusland blev flere af hans billeder forbudt eller tilbageholdt fra officielle udstillinger. Han blev dog også anerkendt og dekoreret, bl.a. for sin tjeneste under den russisk-tyrkiske krig.

Han døde i 1904 under den russisk-japanske krig, da slagskibet Petropavlovsk sank efter at have ramt en japansk mine. Han havde på det tidspunkt planlagt at dokumentere endnu en krig – denne gang som aldrende observatør.

Kunst som samvittighed

Veresjtjagins betydning ligger ikke blot i hans æstetik, men i hans vilje til at gøre maleriet til et etisk og politisk redskab. Han malede ikke propaganda, men samvittighed. Hans billeder viser ikke krig som drama eller myte, men som menneskelig katastrofe. I en verden, hvor billedkunst ofte blev brugt til at glorificere imperiet og nationalstaten, blev Veresjtjagin en visuel dissident.

I dag står han som en af de få i det 19. århundrede, der insisterede på, at sandheden om krigen ikke findes i sejrsparaderne, men i sneen, blodet og de tavse ansigter blandt de faldne. Hans kunst, mange af dem udstillet i Tretjakovgalleriet i Moskva, minder os om, at selv midt i krigens retorik kan en pensel være et moralsk vidnesbyrd.
Vasilij Veresjtjagin 1902

Litteratur

·       Gustafson, R. F. (1990). ” Veresjtjagin and the Russian Critical Realists”. Slavic Review.

·       Curtis, J. (2011). ”Russian Orientalism in Art and Literature”. Edinburgh University Press.

·       Bowlt, J. E. (2000). ”Russian Art of the Avant-Garde: Theory and Criticism, 1902–1934”. Thames & Hudson.

·       Veresjtjagin, V. (1895). ”My Portfolio”. Moscow (original udgave med kunstnerens egne kommentarer).

·       Procopius, M. (2015). ”Tolstoy and  Veresjtjagin: A Dialogue in Art and Morality”. University Press.