Dostojevskij og Tolstoj – to veje til (og fra) starets Ambrosius

Dette dokument undersøger, hvordan Dostojevskij og Tolstoj hver især forholdt sig til starets Ambrosius af Optina, og hvordan deres psykologiske og åndelige bevægelser afspejler sig i deres liv og værk.

Dostojevskij og længslen efter anerkendelse

Dostojevskij kom til Optina Pustyn i 1878 for at møde starets Ambrosius. Som en mand mærket af ydmygelsen efter sin arrestation og deportation til Sibirien søgte han i Ambrosius både en faderfigur og en åndelig legitimering. Han længtes efter at blive anerkendt og velsignet, efter at kunne genindtræde i et respektabelt fællesskab – både socialt og åndeligt.

Mødet med Ambrosius blev nærmest en bekræftelse af hans religiøse vending og banede vejen for figuren starets Zosima i *Brødrene Karamazov*, hvor Dostojevskij lader denne stå som idealet for kristen næstekærlighed og forsoning.

Tolstoj og frihedens paradoks

Også Tolstoj opsøgte Ambrosius i Optina. Første gang blev han venligt modtaget, men anden gang gik det skævt. Tolstoj, som var på vej ind i sin store religiøse krise og udformningen af sin egen lære, kunne ikke underlægge sig starets’ vejledning. Ambrosius skulle efter sigende have sagt: «Han er stolt. Han vil skabe sin egen tro, og for det vil han blive straffet.»

Hvor Dostojevskij hungrede efter at høre til og blive bekræftet, søgte Tolstoj at frigøre sig fra alle ydre autoriter og ville formulere sin etik uden kirkens dogmer eller sakramenter.

Sammenstilling

Kort sagt

Dostojevskij søgte i Ambrosius en nådig dom og velsignelse, som kunne forsone hans indre splittelse og fortid. Tolstoj søgte i første omgang det samme, men kunne ikke leve med nogen autoritet over sig og vendte tilbage til sin egen individualistiske og ofte radikalt antikirkelige vej.