Birkene, trolddommen og de hellige kvinder

Dette korte essay udforsker forbindelsen mellem Melnikov-Petcherskijs store romaner om det gammelrussiske liv
og Nesterovs symbolistiske maleri «Великий постриг», med særligt fokus på folklore, klosterliv og kvindelige fællesskaber.

Beskrivelse af maleriet

Maler: Михаил Нестеров (Mikhail Nesterov)

Titel: «Великий постриг» (Den store tonsur)

Datering: ca. 1897–1898

Motiv

Billedet viser en procession af kvinder, der bevæger sig ad en skovsti flankeret af slanke hvide birketræer. Kvinderne er klædt i mørke klosterdragter, nogle med hvide tørklæder (slør) broderet med traditionelle mønstre. Flere af dem bærer lange stager, som enten kan være symboler på processionens højtid eller bogstaveligt lysbærere.

I baggrunden ses små træbygninger og kirker med løgkupler — tydeligt en klosterbebyggelse. Det hele er indrammet af den dybe skov, der rejser sig bag klostret, og i himlen aner man en måne i en blålig skumring.

Personerne

Forrest går en ung kvinde med nedslået blik og en grøn stav. Hendes kropsholdning udtrykker både værdighed og tung alvor.

Ved siden af hende og bagved følger kvinder i mørke kapper og sorte hovedbeklædninger med røde kanter — sandsynligvis novicer og ældre nonner.

Der er også en lille pige med tørklæde, som ser ud til at være med i processionen.

Disse kvinder er på vej til eller fra den store tonsur — dvs. indtrædelsen i det fulde nonneliv. Her klippes håret af som tegn på afsked med verden, og kvinden bliver viet udelukkende til Gud.

Farver og lys

Farvepaletten er afdæmpet, med jordfarver og skovens grønne og brune toner, brudt af de hvide birkestammer og nonnernes hvide slør. Det giver en dæmpet, næsten drømmende stemning. Lyset er koldt og blødt, hvilket fremhæver situationens højtid og et strejf af vemod.

Symbolik og tolkning

Birkene er i russisk kultur både forbundet med kvindelighed, renhed og naturens cyklus. At processionen går netop blandt birkene kan tolkes som et møde mellem naturens liv og klosterets afkald.

Den nedadrettede blikretning og stille gang viser ydmyghed og indadvendthed.

Månen i baggrunden kan antyde overgang, nat, tavshed — en verden, hvor disse kvinder træder ind i en anden livsfase, adskilt fra samfundet.

Hele billedet emmer af søsterfællesskab, idet kvinderne går sammen, holder samme rytme, klædt næsten ens, men stadig med individuelle træk.

Sammenfatning

Nesterov har her skabt et stærkt og stilfærdigt billede af kvinders åndelige overgang — en gruppe, som træder bort fra den verdslige, patriarkalske orden og ind i et søsterligt, klosterligt fællesskab under Guds øjne.

Det er både et billede af fromhed og af en vis uafhængighed: disse kvinder vælger selv at afskære sig fra verden og skabe et liv i religiøst sammenhold, med birken og skoven som vidne.

Trolddom og varselstro

I Melnikovs romaner vrimler det med folkekulturens mørkere sider — trolddom, varsler og dæmonfrygt.
I «В лесах» advarer gamle koner de unge mod mørke steder i skoven:

«Там, где три берёзы сошлись корнями, ведьмы шабаш водят...»
(“Der, hvor tre birketræer har flettet rødderne sammen, holder heksene sabbat ...”)
I skoven af  Melnikov-Petcherskij

Sagn og folkeoverlevering

Melnikov-Petcherskij gengiver ofte hele landsbyhistorier i romanernes dialoger.
I «На горах» fortæller en gammel mand ved ovnen om en lokal helgen, der reddede området fra en sultkatastrofe:

«А наш батюшка-то Филарет вышел на крыльцо, крест осенил, и тучи разошлись, а дождик так и пошёл, и хлеб уродился.»
(“Og vores fader Filaret trådte ud på trappen, slog korsets tegn, og skyerne spredtes, regnen faldt, og kornet voksede frodigt.”)

Helgenbilleder og kvinders klosterliv

Ikoner spiller en enorm rolle. I romanerne bøjer selv de mest hårde mænd hovedet for Guds Moder eller lokale helgener,
mens kvinderne samles foran husets ikonvæg før de store højtider.

Melnikov lader ofte kvinder være bærere af denne fromhed. Og i klosterscenerne ser vi, hvordan klosterlivet gav kvinder et andet rum end det patriarkalske hushold:

«И ушла она в монастырь, словно нашла свою правду, своё место меж сестрами, где никто над ней не властвует, кроме Господа.»
(“Og hun gik i kloster, som havde hun fundet sin sandhed, sit sted blandt søstrene, hvor ingen hersker over hende undtagen Herren.”)

Hvorfor Nesterov greb dette motiv

Når Nesterov maler de unge kvinder under birkene, på vej mod deres store tonsur,
er det også billedet af et russisk fællesskab — bundet sammen af sange, ikoner og skovens stille vidner.
Det er et åndeligt landskab, som både Melnikov-Petcherskijs ord og Nesterovs pensel gør levende:
et sted mellem tro og overtro, mellem underkastelse og selvvalgt hellighed, mellem jorden og det hinsides.