Syfilis-visen, Sorgenfri og Vika

Syfilis-visen

Den anonyme skillingsvise 'Syfilis' cirkulerer i nyere sangbøger. Visen omtaler 'Sorgenfri' som et sted, hvorfra man kan se de prostituerede på gaden. Den spiller på samtidens angst for kønssygdomme og henviser til det regulerede prostitutionssystem i Kristiania, hvor kvinder blev visiteret og sendt til behandling, hvis de var smittede.

Sorgenfri på Hammersborg

Det rigtige Sorgenfri var en lystgård på Hammersborg, som kommunen købte i 1849. Bygningen blev i en årrække brugt som sygehus og lasaret. I 1910–1922 fungerede Sorgenfri som hospital for mænd med kønssygdomme. Det er dette sted, som visen sandsynligvis hentyder til.

Pipervika og Vika

Ved fjorden lå Pipervika, senere kaldet Vika, et fattigt havne- og boligkvarter. Her fandtes tætpakket bebyggelse, billige logihuse og et udbredt prostitutionsmiljø. Da Oslo Rådhus skulle bygges, blev området saneret fra 1930’erne og frem. Rådhuset står i dag præcis dér, hvor kvarteret lå.

Det gamle slum der forsvant

Skulpturen på Rådhuset

På østsiden af Oslo Rådhus findes Alfred Selands relieff 'Vika 1880 – Albertine'. Det viser en kvinde mellem to mænd, fortolket som prostitueret, kunde og alfons. Motivet er inspireret af Christian Krohgs roman 'Albertine' (1886), som beskrev prostitutionen i Kristiania og bidrog til afskaffelsen af den regulerede prostitution. Relieffet markerer, at rådhuset blev bygget oven på et kvarter præget af fattigdom og prostitutionshistorie.

Albertine på vej ind til politilægen maleri af Christian Krohg 1852-1925

Oversigtskort

Syfilis visen var en såkaldt skillingsvise som man kunne købe teksten til på markedspladser for en skilling!

I Sandvig ved Bergen dér kom jeg til verden,

ej lykken var med mig på hele min færden,

løgn og bekymring den fulgte med mig,

endskønt jeg befandt mig på retfaren vej.

Kun ni år jeg var, da jeg ud måtte drage,

for føden at bjerge og husly at have,

ja, ondt har vi haft det, fra vi vare små,

der nede på gaden dér måtte vi gå.

Et år har jeg prøvet på søen at være,

dér fandt jeg de venner, som blev mig så kære,

nej, aldrig jeg glemmer de timer ombord,

ej førend min kiste bli´r sænket i jord.

Dernede i "Sorgenfri´s" velkendte sale,

til pennen jeg griber for til jer at tale,

jeg taler til dem, som på søen har lagt,

til dem vil jeg sige med manende magt.

Et ord til den yngling jeg har det at sige,

oh, vogt dig nu vel for den sminkede pige,

for har i jer syf´lissen plantet sin rod,

nej, aldrig den mere forlader dit blod.

På fjerde afdeling en yngling sig vrider,

mens syf´lissen raser i ryg og i sider,'

den farligste sygdom, som alle kan få.

har svækket hans livsmod, hans mod og hans håb.

Hans hals er så såret, knapt maden han synker,

hans ansigt er fuldt af sorgfulde rynker,

han be´r til sin fader, den himmelske Gud,

hvornår mon mit jordiske liv slukkes ud?

En gråhåret læge og hans assistenter,

til dem står hans lid, og tålmodig han venter,

han venter, at sygdommen hjertet skal nå,

han venter, at døds-timens klokke skal slå.

Fra "Sorgenfri" ser vi så mange på gaden,

de véd, vi er smittet og mærket af plagen,

vi skuer en dame så fin og så flot,

hun smiler og nikker og ler op til os.

Og hør, kammerater, hvad jeg jer vil sige,

vogt eder nu vel for den sminkede pige[i],

hun smiler og lokker dig hen på sin vej,

bag sminken er faren, der lurer på dig!

[i] Man sminkede syfilis såret for at skjule det!