Når en dukke begynder at tale

En dukke fra Lolland åbner et mørkt kapitel i Danmarks historie.

Dukken på Lolland

For nylig kunne man læse, at en sort dukke fra kolonitiden i Caribien er dukket op på Lolland. Ikke en hvilken som helst dukke, men et stykke legetøj, der på sin stille måde bærer vidnesbyrd om Danmarks fortid som kolonimagt. Den står nu bag glas på et museum – og alligevel er det, som om den taler.

Dukken  på Reventlow-Museet. Foto: Louise Sebro / Museum Lolland-Falster

Den tavse stemme

Gayatri Chakravorty Spivak skrev i sit berømte essay Can the Subaltern Speak?, at de mest marginaliserede – dem, der stod uden for både kolonimagten og den lokale elite – ikke havde nogen stemme. De blev reduceret til tavshed.

Men gennem dukken bliver noget brudt op. Hvem skabte den? Hvem legede med den? Bag de spørgsmål træder et væld af liv frem: slaver, tjenere, børn og voksne, hvis historier er forblevet skjult. Dukken insisterer på, at de ikke længere kan glemmes.

Når fortidens børn udstilles

Da jeg først så overskriften om dukken, tænkte jeg straks på Alberta og Victor – to børn fra Caribien, der i 1905 blev udstillet i Tivoli i København. I løbet af få uger blev de set af 12.000 besøgende, mange af dem nysgerrige efter at røre ved børnene. Det er en grum historie, som afslører, hvor tæt den koloniale udstillingskultur ligger på vores egen tid.

Dukken på Lolland er ikke Albertas. Men den vækker mindet om hende og Victor – og viser, hvordan materielle genstande kan kalde fortrængte historier frem i lyset.

Uorden i fortællingen

Dukken bringer uorden. Den rokker ved vores billede af en harmonisk nationalhistorie. Den står dér, midt iblandt os, og taler – ikke med én stemme, men med mange. Og i al sin enkelhed er den en provokation: et vidnesbyrd, ingen magtinstans længere kan udviske.

Fra fortrængning til forsoning

Dukken minder os om, at fortiden ikke er afsluttet. Den forbinder de koloniserede slaver med de koloniserende danskere, dengang og nu. Vi kan ikke forsones med fortiden selv – den er ubodelig – men vi kan forsones med fortidens efterkommere.

Her peger forskere som antropologen Karen Fog Olwig på nødvendigheden af at forstå både kolonitidens grusomheder og de nutidige konsekvenser. Hun har i bøger som "Vestinderne – fra dansk slaveri til amerikansk masseturisme" og "Cultural Adaptation & Resistance on St. John" vist, hvordan kolonihistorien fortsat præger mennesker og samfund i dag.

Kunstens vidnesbyrd

Kunstnere har allerede taget skridtet mod at lade de tavse stemmer komme til orde. La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers’ statue I Am Queen Mary er et oplagt eksempel. Den bør stå permanent foran Vestindisk Pakhus i København – netop dér hvor sukkeret, det hvide guld, blev losset fra skibe, mens slaver bar prisen.

En dukke på Lolland har vist os, at selv de mindste genstande kan åbne de største spørgsmål. Spørgsmålet er nu, om vi tør lytte. Om vi tør lade dukken tale – og om vi selv tør svare.