Mimicry, habitus og global magt: Om square dance, salsa og glemte folkedanse

Resumé

Indlægget undersøger, hvordan Bhabha, Homi K s begreb om mimicry og Pierre Bourdieus begreb om habitus kan belyse forholdet mellem global magtfordeling, sociale klasser og hverdagslige praksisser som dans i Danmark og Norden. Gennem eksempler på square dance, salsa og traditionelle nordiske folkedanse vises, hvordan kulturelle hierarkier former både underklassens og middelklassens orientering – og hvordan lokale traditioner marginaliseres. Analysen peger på, at vores valg af danse ikke er tilfældige, men afspejler en bredere politisk og social struktur, hvor USA fungerer som globalt kulturcentrum, og hvor tab af egen kultur bliver et resultat.

Bhabha, Homi K

Indledning

Dans kan ved første øjekast synes at høre til i fritidens og festens uskyldige sfære. Men set gennem et sociologisk og postkolonialt blik afslører dansens former meget om globale magtforhold og sociale klassers habitus. Hvorfor vælger danskere og nordboere at danse square dance, en amerikansk bonde-dans, fremfor de mange traditionelle nordiske folkedanse? Hvorfor vælger middelklassen salsa fremfor polska? Spørgsmålene åbner for en analyse, hvor Homi Bhabhas begreb om mimicry og Pierre Bourdieus teori om habitus kan kaste lys over både klassernes selvfremstilling og Europas kulturelle forhold til USA.

Mimicry, habitus og global magt

Homi Bhabha har med sit begreb ”mimicry” beskrevet, hvordan koloniserede folk tilegner sig koloniherrens former, men altid på en måde der er “almost the same, but not quite”. Denne ufuldstændige lighed skaber en tvetydig position: den koloniserede bliver aldrig helt identisk med koloniherren, men forbliver bundet til sit eget udgangspunkt. Mimicry er dermed både en strategi til at overleve og en latent kilde til forstyrrelse af selve kolonimagten.

I kolonihistorien finder vi mange eksempler. Indiske embedsmænd tilegnede sig sproget og klædedragten, men blev aldrig betragtet som briter. I Afrika lærte lokale eliter at skrive og administrere efter europæiske manualer, men forblev i periferien. Mimicry er altid fanget i spændingen mellem tilpasning og forskel. Den, der mimer, opnår en vis prestige, men bliver samtidig et synligt bevis på, at forskellen består.

Overfører vi dette til forholdet mellem USA og de europæiske lydstater, ser vi samme mønster. USA er i dag verdens kulturelle centrum, og europæere indoptager amerikanske former uden nogensinde at kunne blive amerikanere. I Danmark og Norden viser dette sig i square dance, en dans som især har slået rod i underklassen. Når nordboere danser square dance, mimer de amerikanere, men forbliver danskere, svenskere, nordmænd. Det er netop i denne dobbelte bevægelse – imitation uden identitet, tilpasning uden assimilation – at mimicry viser sin styrke som analytisk kategori.

Square dance

Pierre Bourdieus begreb ”habitus” viser, hvordan denne mimiske adfærd er forankret i klassers smag og livsform. For underklassen kan square dance være et signal om kulturel orientering: man viser, at man deler beundringen for det amerikanske. Denne praksis er ikke blot frit valg, men indlejret i habitus – et kropsligt mønster, der giver mening og status inden for klassens horisont. Mimicry bliver dermed en kropslig strategi til at skabe mening i en verden, hvor det symbolske centrum altid ligger uden for én selv.

Middelklassen udviser en anden form for appropriation. Her vælger man ikke square dance, men salsa. Salsa er eksotisk, bevidst anderledes, og danses vel vidende at man ”ikke” er latinamerikaner. Pointen er at markere distancen: at man kan lege med det fremmede uden at blive opslugt. Middelklassen har i Bourdieus terminologi en ”distinktionsstrategi”: den kan eksperimentere med fremmede former, fordi dens habitus er båret af selvsikkerhed. Hvor underklassen bruger mimicry til at komme tættere på centrum (USA), bruger middelklassen eksotiske former til at markere forskel og kulturel overlegenhed.

Salsa

At square dance får status, mens danske bondedanse – og selv den rappe svenske polska – henligger i glemsel, fortæller noget vigtigt om symbolsk kapital. Der findes mange danse i den lokale tradition, men de forbindes med lav status. Square dance derimod er amerikansk og opleves som vital og moderne. Det lokale taber sin tiltrækningskraft, netop fordi det forbindes med fortid, provins og lavstatus.

Historisk var folkedansen en levende del af fællesskabet. Kædedansene og polskaen blev danset i forsamlingshuse og på torve. De skabte tilhør, rytme og samhørighed på tværs af sociale skel. Mange af disse danse havde rødder i århundreders kulturudveksling i Norden, men de blev alligevel oplevet som egne og som et udtryk for national identitet. I dag står de tilbage som museumsgenstande, indkapslet i folkedanserforeninger. At vende ryggen til egne danse er ikke blot et spørgsmål om smag, men om at tilpasse sig et globalt hierarki, hvor USA står som centrum og hvor det nationale nedtones.

Dermed får vi et billede af, hvordan globale magtforhold oversættes til praksis i bestemte klasser:
- Underklassen: mimicry af USA → aspirerende lighed, men altid “almost the same, but not quite”.
- Middelklassen: eksotisering af Latinamerika → distinktion og kulturel selvsikkerhed.
- De lokale traditioner: ignoreret → lavstatus, provinsialitet.

En politisk pointe

Vores kulturelle hierarkier er ikke neutrale. De er præget af global magt og klasse. Når vi hellere vil danse amerikansk end dansk, er det ikke fordi de danske danse er mindre livlige – men fordi de ikke bærer symbolsk gevinst. De repræsenterer det, vi som samfund helst vil glemme: vores egen bondekultur, vores perifere fortid. Denne fortrængning har en pris. For uden respekt for det lokale mister vi også en vigtig del af vores kulturelle selvtillid.

At underklassen vælger square dance er et udtryk for kulturel underkastelse under et globalt centrum. At middelklassen vælger salsa er et udtryk for kulturel kapital: man kan flirte med det eksotiske, netop fordi man ikke behøver det for at definere sig selv. Men begge strategier fastholder en afhængighed af andres former. Vi må spørge os selv, om et samfund kan være frit, hvis det ikke tør danse sin egen dans.

Tilbage står de lokale folkedanse – danske, svenske, nordiske – uden status og publikum. De fortæller historien om en kulturel selvfornægtelse: vi foretrækker at mime andre, frem for at stå ved det, vi selv kommer af. For hver gang vi danser square dance fremfor polska eller salsa fremfor kædedans, mister vi en smule af vores kulturelle hukommelse. Når vi vælger det importerede fremfor det egne, giver vi samtidig afkald på den styrke, der ligger i kontinuitet og rødder.

Det er ikke i sig selv forkert at danse square dance eller salsa. Men det er værd at spørge, hvorfor vi ikke danser polska eller dansk kædedans med samme stolthed. Hvad siger det om os – og om den måde global magt, klasse og kultur væves ind i vores kroppe og fester? Hvis vi altid mimer andre, risikerer vi at miste respekten for vores egne rødder. Og et folk, der mister sin egen kultur, mister også en del af sin styrke. Netop her ligger den politiske pointe: kultur er ikke pynt, men en del af fundamentet for selvstændighed og frihed.

Litteratur

·       Bhabha, Homi K. (1994). ”The Location of Culture”. London: Routledge.

·       Bourdieu, Pierre (1979/1995). ”Distinktionen: En sociologisk kritik af dømmekraften”. København: Hans Reitzels Forlag.

·       Bourdieu, Pierre (1997). ”Practical Reason: On the Theory of Action”. Stanford: Stanford University Press.

·       Wilken, Lisanne (2002). ”Bourdieu for begyndere”. København: Hans Reitzels Forlag.