Aleksandr Afanasyev og Slavernes poetiske opfattelse af naturen

Afanasyev som forsker og teoretiker

Aleksandr Afanasyev (1826–1871) regnes for russisk folkloristik og mytologis grundlægger.
Han var både indsamler, redaktør og teoretiker. Han udgav den største samling af russiske folkeeventyr nogensinde,
og hans værk 'Поэтические воззрения славян на природу' (Slavernes poetiske opfattelse af naturen) er en systematisk
rekonstruktion af slavernes mytologiske verdensbillede ud fra sange, eventyr og ritualer.

Hovedtemaer i værket

Afanasyev viser, hvordan naturen blev personificeret: solen, månen, tordenen, jorden og vandet forstås som levende væsener.
Han analyserer en grundlæggende dualisme mellem lys og mørke, liv og død, og dokumenterer årstidsfester og ritualer
samt synkretisme, hvor kristne helgener overtager gamle naturguders roller.

Betydning

Afanasyev lagde grunden for russisk mytologi-forskning og for strukturalistiske eventyranalyser som hos Vladimir Propp.
Han dokumenterede en kosmologi hvor lys, varme og frugtbarhed blev opfattet som hellige kræfter, senere overlejret af kristendom.

Moder Jord og årstidernes kosmiske orden

Afanasyev viser hvordan jorden blev set som en levende moder: “Jorden som kærlig moder ernærer alle levende væsener,
modtager deres døde i sit skød og våger over deres genfødsel.”
Året var en rituel cyklus: forår og sommer med de lyse kræfter, efterår og vinter med mørket, kulden og dødens magt.
St. Georgs dag markerede forårets komme og beskyttelse af husdyrene.

St. Nikolaus og St. Paraskeva

Nikolaus overtog  den før kristne gud Peruns rolle som beskytter af husdyr og rejsende, og blev anråbt for at holde ulve borte fra folden.
Paraskeva blev kvindernes og vævens skytshelgen, en kristen videreførelse af jord- og skæbnegudinder.

Små folkloristiske fortællinger

- Når ulven tog en kalv, sagde man: “Det var Nikolaus, der gav ulven lov.” Han kontrollerer både beskyttelse og straf.
- Paraskeva kunne straffe kvinder der vævede på fredagen ved at sammenfiltre trådene. Kvinder bragte små stykker vævet stof
til hendes ikon for lykke og sundhed.

Solens bryllup og Elias som tordengud

I sange holdt solen bryllup med jorden: “Solen drog i bryllup med jordens datter, og hele skoven klang.”
Elias overtog den hedenske gud Peruns rolle som tordengud: “Der kører Elias i sin ildvogn hen over himlen og jager dæmonerne væk.”

Elias i sin ildvogn

Afrunding

Alt dette viser Afanasyevs store bidrag: at naturens kræfter, kristne helgener og gamle ritualer hang uløseligt sammen
i bondens univers, hvor alt blev set som del af en kosmisk og årlig balance.

Trolddom, overnaturlig helbredelse og kosmisk balance i slavisk folkeliv

Denne tekst samler eksempler og analyser baseret på Aleksandr Afanasyevs store værk
'Поэтические воззрения славян на природу' (Slavernes poetiske opfattelse af naturen).
Her fremgår, hvordan trolddom, overnaturlig helbredelse og magiske handlinger var vævet ind i bondens kosmologi,
sammen med kristne og førkristne elementer.

Helbredelse med urter og ord

Helbredelse foregik ofte med en kombination af urter og formularer. Planterne havde kraft, men kun hvis de blev
akkompagneret af de rette ord. Fx kunne man sige:

“Så som solen er ren og klar, lad også [navn]’s blod blive klart og hans marv blive stærk.”

Sådan blev patientens helbredelse direkte knyttet til solens og lysets magt.

Omledning af sygdom

En metode var at lede sygdommen bort til et dyr eller et sted. Patienten kunne få en skive brød, som derefter blev
kastet ud på vejen eller givet til en hund, så sygdommen fulgte med brødet væk fra huset.

Kvinder som vogtere af hemmelig viden

Gamle koner og enker blev ofte betragtet som vogtere af skjult viden. De kendte formularerne mod sygdom, mod misundelse
og mod de mørke kræfter, som kunne tage børn eller kvæg. Deres status var både ærefrygt og latent mistro.

Frygten for skadevoldende magi

Samtidig med, at magi kunne bruges til helbredelse, frygtede man også ondsindet trolddom fra naboer.
Man lagde jern under dørtærsklen, spyttede tre gange eller bandt knuder på snor for at afværge forbandelser.

Trolddom som del af kosmisk balance

Afanasyev viser, at trolddom og overnaturlig helbredelse ikke var løsrevet fra bondens verdensforståelse,
men en integreret del af det store cykliske system. Her blev sygdom og uheld set som led i naturens eller
den kosmiske ordens spilleregler, der kunne forhandles med gennem ritualer.

Typiske ritualer og deres formål

- For børn: Stryge med hellig vand og recitere små bønner mod “onde øjne”.
- For kvæg: Brede salt i stalden og binde røde tråde for at beskytte mod ulve og sygdom.
- For kvinder efter fødsel: Placerede knive under hovedpuden for at holde ånder borte.
- Ved sygdom: Lade patienten gå rundt om huset tre gange med en urtebuket og sige en solbesværgelse.

Saunaen (баня) i Afanasyevs og folkets kosmologi

Vilkovir Irina Efimovna. Badehus. Solnedgang

I Aleksandr Afanasyevs store værk 'Поэтические воззрения славян на природу' fremstår saunaen, den russiske баня,
som et af de mest spændende steder i bondens kosmos. Det er ikke blot et praktisk sted til vask og damp,
men et helligt og samtidig farefuldt rum, fyldt med gamle forestillinger om liv og død.

Grænsen mellem verdener

Afanasyev viser, hvordan saunaen blev opfattet som en slags overgangszone mellem denne verden og den usynlige,
mellem menneske og ånd. Det er her kvinder føder deres børn, og hvor man vasker lig før begravelsen.
Derfor samles livets og dødens store mysterier netop i banyaen.
Denne dobbelthed gør stedet både potent og farligt. I folketroen kunne man risikere at tiltrække eller vække kræfter,
som ikke altid var venlige.

Badstuens egen ånd

Saunaen havde sin egen hersker, банник (bannik), en ånd eller et lille husligt væsen, som styrede dampen og vandets kræfter.
Hvis man gik i sauna på upassende tidspunkter — fx sent om natten eller uden at vise respekt — kunne банник gøre alvorlig skade:
rive huden af én i dampen eller kvæle én i røg og varme. Derfor efterlod man ofte små ofre til ham: en skål vand, lidt sæbe,
eller en stump brød, for at mildne hans lune.

Magi, sygdom og fødsel

Afanasyev beskriver også saunaen som et sted for overgangsritualer og magi.
Kvinder brugte særlige formularer der forbandt saunaens damp med solens og ildens kræfter, for at lette fødsler.
Man “svedte sygdommen ud”, fordi sygdom i bondens forestilling var en levende kraft, som kunne jages bort med varme og urter.
I kærlighedsritualer kunne unge piger i smug gå i banya med magiske urter for at sikre sig en bejler.

Fortsat gammel naturhelligdom

Afanasyev så i alt dette en tydelig forbindelse tilbage til førkristne naturhelligdomme, hvor mennesket trådte ind
i særlige rum for at møde og forhandle med naturens ånder. Banyaen blev simpelthen en ny form for det gamle hellige sted,
nu i bondens baggård.

Afrunding

Så i Afanasyevs øjne er den russiske sauna et billede på hele den slaviske kosmologi: et tærskelsted,
hvor grænserne mellem liv og død, mellem krop og ånd, mellem den menneskelige og den dæmoniske verden blev overskredet.
Et sted der krævede respekt, ritual og offer, for at de usynlige kræfter ikke skulle vende sig imod mennesket.

Ritualer og små remser fra banyaen (saunaen)

For at bløde bannik op (badstuens ånd)

Man stillede en skål vand, et lille brød eller lidt sæbe på bænken og sagde:
“Ban’ka-batjushka, tag dette, og lad mig gå herfra i fred.”

For en let fødsel

Jordemoderen kunne i banyaen sige over den fødende:
“Så som dampen letter og flyver, så flyv du barn ud i verden.”
Eller dryppe varmt vand og mumle:
“Som dette vand finder vej, sådan find også du vej.”

En kvinde føder i banyaen . Gravering fra det 19. århundrede.

For at jage sygdom bort

Man svedte syge i saunaen og viskede:
“Damp, damp, tag alt ondt med dig ud under tærsklen.”
Eller slog let med birkeris og sagde:
“Ikke dig jeg slår, men sygdommen jeg jagter.”

For kærlighed og ægteskab

Unge kvinder tog særlige urter med i saunaen og sagde:
“Som dampen fylder rummet, lad min kærlighed fylde hans hjerte.”

Afrunding

Sådanne ritualer og remser gjorde saunaen til et sted for aktiv magi og samtale med de kræfter, der boede tæt på menneskelivet.
Det knyttede renselse, fødsel, sygdom og kærlighed sammen i et intimt rum midt i bondens gård, men åbent mod den usynlige verden.

Banyaens symbolske rolle og dens plads i russisk litteratur

Banyaens symbolske rolle

I russisk bondekultur var banyaen meget mere end et sted at vaske sig.
Den var et grænserum, hvor liv blev bragt til verden (kvinder fødte ofte i banyaen),
sygdom og dæmoniske kræfter kunne svedes eller jages bort, og hvor lig blev vasket,
så sjælen kunne begynde rejsen mod den anden verden.

Derfor blev banyaen et mikrokosmos af hele kosmologien: en indhegnet, opvarmet og fugtig hule,
hvor mennesket stod på tærsklen mellem det sociale og det naturnære og kunne møde både fare og forvandling.
Det er grunden til, at banyaen fik sin egen ånd (bannik), og hvorfor man bragte små ofre og hviskede magiske ord i dampen.

Eksempler fra litteraturen

Fjodor Dostojevskij

I 'Brødrene Karamazov' bliver banyaen et symbol på både fysisk og moralsk renselse.
Når Grushenka og Dmitrij taler om at “vaskes rene”, er det også en hentydning til saunaen
som et sted, hvor man kan forlade sin synd — men samtidig er det tvetydigt erotisk ladet.

Nikolaj Leskov

I noveller som 'Den forgyldte fisk' optræder banyaen som et sted, hvor gamle koner kender særlige ritualer,
og hvor sygdomme “dampes ud”. Leskov bruger her banyaen som både medicinsk og magisk kulisse.

Maksim Gorkij

I sine erindringer beskriver Gorkij barndommens banya som et mørkt, halvuhyggeligt sted fyldt med kvindernes hvisken
og hemmeligheder. Det bliver et sted, hvor barndommens angst for mørke kræfter og fascination af det skjulte mødes.

Andrej Platonov

I flere af Platonovs fortællinger fra landsbyen er banyaen stadig knyttet til forestillingen om at “skylle verden af sig”,
og den bruges som symbol på overgang fra et stadie af livet til et andet — ofte i forbindelse med sygdom eller død.

Afrunding

Så i både folkeliv og litteratur er banyaen ikke blot et badested. Det er en rituel overgangszone,
et sted for transformation og møde med kræfter uden for hverdagslivet. Derfor fyldes den i fortællinger
med både dæmonisk og helbredende betydning.

Baba Yaga hos Afanasyev: Myte og eventyr

Direkte uddrag fra Afanasyev

“Baba Yaga står i den gamle slaviske fantasi som en kvinde, der ikke kun er skrækindjagende i sit udseende og i sin bolig,
men også bærer i sig rester af forestillingerne om naturens mørke og underjordiske kræfter, som både nærer og opsluger alt levende.”

“Hun bor på tærsklen til andre verdener, vogter indgangen til det rige, hvor solen dør, og hvorfra den genopstår.
Således er hun ikke blot en ond heks, men en vogter af hemmeligheder og prøvelser.”

“Som jordens mørke ånd kan Baba Yaga både skænke liv (ved at hjælpe helten til magiske genstande eller vise vejen)
og tage det tilbage, som allerede hører til under mulden.”

Et af Afanasyevs eventyr om Baba Yaga

Baba Yaga

En fattig dreng drog ud for at finde lykken. På sin vej gennem skoven kom han til Baba Yagas hus på hønseben,
som drejede rundt og knirkede i vinden.
Han hilste pænt og sagde: “Bedste Baba Yaga, lad mig hvile i dit hus, giv mig brød og vis mig vej.”
Baba Yaga fnyste og svarede: “Ikke før du har tjent mig i tre dage. Eller også koger jeg dig i min gryde og spiser dig med birkesaft.”

Drengen måtte hugge brænde, bringe vand fra skovkilden og feje hytten. Hver aften listede han hen og bad træerne
hviske ham gode råd. Den sidste nat tog Baba Yaga en tandstikker og plantede den i jorden, og sagde:
“I morgen skal du finde denne pæl blevet til en høj gran. Hug den ned og bring den til mig.”

Med træernes hjælp lykkedes det drengen. Til sidst sagde Baba Yaga:
“Du har vist dig snu og tapper. Her, tag denne klud — drejer du den i hånden, bliver den til en flod,
folder du den ud, bliver den til en eng med blomster.”
Således slap drengen fri med en gave, som siden hjalp ham til både rigdom og et kongerige.

Pokrov: en fest for mark, sne og brudevielse i russisk folketro

Pokrov (14. oktober) er i den russiske ortodokse kalender festen for Guds Moders beskyttende slør.
Men i den folkelige tradition er Pokrov langt mere end en kirkelig højtid:
det er dagen hvor marken dækkes af den første sne, og hvor ugifte piger beder om at blive “dækket” —
dvs. at finde en mand og blive gift.

Marken og sneens hvide slør

På Pokrov siger man i Rusland: “На Покров — первый покров земли” (På Pokrov får jorden sin første kappe).
Sneen bliver set som Guds Moders hvide slør, der lægges over marker og byer, så jorden kan hvile
og samle kraft til næste forår.

Pigerne og bønnen om at blive dækket

For ugifte piger var Pokrov også en vigtig dag. De bad til Guds Moder om ikke blot at dække dem
med sit hellige slør, men at sende dem en mand, så de kunne blive “dækket” af en husbond,
som en naturlig del af familiens og landsbyens cyklus.

Små folkelige bønner og remser

“Allerhelligste Guds Moder, dæk os med dit hvide slør, giv os glæde i huset og sundhed i stalden.”

“Moder Guds Moder, dæk mig ikke kun med et hvidt tørklæde, men med en mands stærke arm,
så jeg ikke bliver gammel alene.”

Pokrov (14. oktober) - På den dag havde de unge bondepiger en hel del at hviske og tiske om


“Pokrov, Pokrovushka, dæk jorden med sne, dæk mit hoved med en krans.”

Afrunding

Således blev Pokrov i russisk folketro en fest hvor naturens og menneskenes rytmer smeltede sammen:
sneen som Guds Moders slør over markerne, og pigernes bøn om at blive dækket og ført ind i ægteskabets tryghed.

Folkelige ritualer og små bønner ved ikonet i russisk tradition

Husets hjørne

I det traditionelle russiske hjem var der altid et “røde hjørne” eller “guds hjørne”, hvor ikonerne stod.
Her tændte man lys og røgelse, og begyndte og sluttede dagen med korsets tegn og en kort bøn.

Korn og mad foran ikonet

Ved særlige lejligheder lagde man lidt brød eller korn under ikonet som en slags tak eller offer.
Bonden kunne sige:

“Velsign dette hus, hellige Nikolaus, giv os høsten i lade og sundhed i stalden.”

Før man gik ud

Mange steder var det skik at stoppe op foran ikonet, gøre korsets tegn og sige:

“Guds mor og alle helgener, vær med mig på vejen.”

Børn og sygdom

Når et barn var sygt, tog man det i armene og bar det hen foran ikonet, hvor man strøg det over panden og sagde:

“Som du Kristus rørte ved de syge, så rør dette barn og gør ham stærk.”

Dette kunne følges af en lille remse:

“Flyv sygdom, flyv fra barn til skov,
til dybe mose, til mørke jord.”

Afrunding

Sådan var ikonet ikke kun et billede, men et kraftfelt i hjemmet, hvor man kunne placere bønner, håb og tak.

Når samme helgen bliver mange: Ikoner i russisk folketro

I den russiske landsbykultur finder vi et fascinerende mønster: De samme hellige personer – f.eks. Jomfru Maria eller
Sankt Nikolaus – optræder i mange forskellige ikon-typer, som alle har eget navn, egne fester og egne “specialer”.
Det rejser spørgsmålet: Så bønderne disse forskellige ikoner som billeder af den samme helgen – eller som helt forskellige hellige personer?

Afanasyev og den folkelige opfattelse

Aleksandr Afanasyev berører i sit værk 'Поэтические воззрения славян на природу' ikke direkte spørgsmålet om ikonernes interne differentiering.
Men hans analyser af bondens religiøse mentalitet viser tydeligt, at ikoner blev oplevet som levende væsener, ikke blot som symboler.
Hvert ikon havde sit unikke billede, sin historie og sin plads i landsbyen – og det gjorde det naturligt, at Jomfru Maria i
hendes forskellige ikonformer blev opfattet næsten som forskellige personer, hver med egne kræfter og et bestemt område at virke på.

Folklorens mange “Guds Mødre”

I folkelige bønner og små fortællinger møder vi dette tydeligt. Man sagde fx:
“Guds Moder af Kazan vogter os mod fjenden og ilden.”
“Guds Moder af Vladimir holder sygdommene væk.”
“Guds Moder af Tikhvin giver regn og god høst.”
Sådan bad man netop til den Guds Moder, der passede til ens behov – og opfattede dem i praksis som særskilte hellige skikkelser.

Guds moder af Kazan med de hellige Timotheus og Maria Magdalene i margenen. Rusland, slutningen af det 18. århundrede

Senere folklorister og religionsforskere

Folklorister som Vladimir Dahl og etnografer i 1900-tallet beskrev, hvordan landsbyboere tændte vokslys foran
forskellige ikoner alt efter sygdom eller ulykke, og bar ofre som brød eller blomster til én bestemt ikon, mens
en anden ikon i samme hus kunne stå uberørt. Leo Tolstoj bemærkede endda, at bønderne talte om ikonerne som
“bøgi” (guder) og bad til dem som selvstændige kræfter.

Et levende system af relationer

For bonden var det ikke polyteisme i teologisk forstand, men et praktisk og konkret forhold til det hellige.
Hver ikon var en åndelig nabo med sin egen personlighed, og ikonerne blev levende dele af landsbyens sociale og
kosmiske netværk, på linje med forfædres ånder og husets domovoj.

Konstantin Savitskyj: Møde med ikonet . 1878. En gejstlig ankommer med et undergørende ikon og mødes af landsbybefolkningen, der knæler for det hellige billede

Afrunding

Så svaret er: ja, i praksis opfattede bønderne ofte Guds Moder af Kazan og Guds Moder af Vladimir som forskellige
handlende kræfter, hver med sit ansvarsområde. Det passer nøje med Afanasyevs beskrivelse af, hvordan bondens univers
er befolket af konkrete, levende magter – aldrig blot idéer eller symboler.

Ikoner, gudsbilleder og kultisk brug hos Afanasyev og Tolstoj

Denne tekst samler eksempler og analyser af Aleksandr Afanasyev og Leo Tolstoj om bøndernes opfattelse af ikoner i Rusland.
Her fremgår, hvordan ikoner i folketroen ikke kun blev set som billeder, men som steder hvor helligheden boede og virkede,
ofte med rødder i ældre animistiske forestillinger.

Den syge ægtemand af V. Maksimov, 1881. Sygesengen er rykkede hen under de undergørende ikoner

Afanasyev om ikoner i bondens univers

Afanasyev bemærker i 'Поэтические воззрения славян на природу', at bonden ikke så ikonet som et rent symbol.
Han skriver fx (oversat):

“For landsbybeboeren bliver ikonet ikke et billede af det guddommelige, men bærer i sig gudens nærvær selv.
Som før troede man ikke blot på billedernes magt, men at kraften boede i billedet.”

Han viser også, hvordan bønder brænder vokslys foran ikonerne på samme måde som foran gamle hedenske sten eller
lægger korn frem ved ikonhjørnet, som i gamle dage blev lagt frem til husets ånd.

Tolstoj om ikoner som “guder”

Tolstoj fortæller i breve og essays, at bønder i hans omegn kaldte ikoner for “guder”. Det afslører ifølge ham
en gammel tankegang, hvor man ikke skelner mellem tegn og virkelighed, men forstår billedet som selve gudens
fysiske tilstedeværelse — som i hedensk billedkult.

Samlet perspektiv: animisme og billedkult

Både Afanasyev og Tolstoj viser, at i bondens univers er der ikke en streng grænse mellem kristendom og gamle
animistiske mønstre. Ikonet er et helligt objekt, et hjem for guddommelig kraft, som man kan bede til, tænde lys for,
eller give ofre til, præcis som man tidligere henvendte sig til naturens ånder og sten.

Afrunding

Således viser både folklore-forskeren Afanasyev og forfatteren Tolstoj, at bondens forhold til ikoner
i høj grad er præget af en ældre kosmologi, hvor det hellige altid er fysisk nærværende.
Ikonet er derfor ikke bare et billede, men en virkelig kraftkilde i hjemmet.

Afanasyev og hans betydning for billedkunst, teater, ballet og opera

Billedkunst

Kunstnere som Viktor Vasnetsov og Ivan Bilibin skabte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet
en billedverden til russiske eventyr, direkte inspireret af Afanasyevs samlinger og analyser.
Vasnetsovs malerier af Baba Yaga, Alenushka og eventyrprinsesser visualiserer de typer og symbolske naturkræfter,
Afanasyev systematiserede i sit arbejde. Bilibins karakteristiske illustrationer med mørke skove og lysende eventyrskikkelser
er næsten visuelle kommentarer til Afanasyevs kosmologi.
Ivan Bilibin. Historien om søster Alyonushka og broder Ivanushka. 1901.

Teater og ballet

I teater og ballet blev Afanasyevs indflydelse formidlet gennem en voksende interesse for russisk nationalromantik.
Ostrovskijs eventyrstykker, som fx “Snegurochka”, blev sat op med dekorationer og figurer, der trak på de arketyper
Afanasyev beskrev. Balletter som Rimskij-Korsakovs “Snegurochka” og Glazunovs “The Seasons” er fulde af hans billedsprog.

Opera

Rimskij-Korsakov læste Afanasyev og kaldte hans store mytologiske værk “en pantheistisk bibel”. Operaer som “Snegurochka”, “Sadko” og “Koschey den udødelige” bygger direkte på eventyr og figurer fra de samlinger og analyser Afanasyev havde skabt. Her optræder Koschey, Baba Yaga og solen som brudgom — alt sammen udtryk for den
folkloristiske verden Afanasyev systematiserede.

Afrunding

Således blev Afanasyevs arbejde ikke kun grundlag for eventyrbøger, men for hele den nationale billed- og lydverden:
i billedkunsten, scenografien, balletten og operaens librettoer fandt kunstnere og komponister en rigdom af motiver,
der gav liv til en russisk mytologi på tværs af kunstarter.

Afanasyev og hans betydning for skønlitteraturen

Aleksandr Afanasyev skrev ikke selv skønlitteratur, men hans eventyrsamlinger og analyser af slavisk folklore
blev en uvurderlig kilde til billeder, strukturer og figurer i russisk og europæisk litteratur.
Hans indflydelse kan spores både direkte og indirekte i symbolisme, modernisme og senere magisk realisme.

Aleksandr Blok

Blok brugte mange motiver fra russisk folklore og eventyr. I digte som “Snezhinka” og “Rus'” er naturen levende,
dobbelt og fyldt med mystik, præcis som i Afanasyevs verden af lys og mørke kræfter.

Andrej Belyj

I romaner som “Petersborg” og “Sølvduen” arbejder Belyj med mytiske strukturer, naturånder og symbolske prøvelser,
som afspejler det folkloristiske univers Afanasyev beskrev. Eventyrets cykliske tid og arketyper er tydelige spor.

Kuprin og Gorkij

Kuprins “Olesja” og Gorkijs barndomserindringer er fyldt med folkelige sagn, trolddom og landsbyens mørke fortællinger.
Disse træk svarer nøje til de temaer Afanasyev dokumenterede i sin analyse af bondens kosmos.

Baba Yaga som litterært motiv

Baba Yaga blev efter Afanasyevs analyser en af de mest elskede og frygtede figurer i russisk kultur, og hun går igen i både symbolistiske værker og moderne genfortællinger. Hun er underverdenens vogter, en prøver af helten og et billede på naturens dobbelthed: livgivende og dødelig.

Uden for Rusland

Afanasyevs eventyr blev oversat i slutningen af 1800-tallet og påvirkede europæisk eventyrtradition, især i Tyskland og Frankrig,
hvor fascinationen af russisk mystik og folklore voksede.

Afrunding

Afanasyev gav forfattere et reservoir af billeder, strukturer og symbolske figurer,
fra solens bryllup til Baba Yagas hus på hønseben. Hans arbejde gjorde den slaviske folketro tilgængelig som en levende mytologi, klar til litterær genfortolkning.

Eksempler på billedkunst inspireret af Afanasyev

Viktor Vasnetsov

- “Baba Yaga” (1917): Baba Yaga flyver i sin mørtel gennem skoven, et billede på overgang og prøvelse.
- “Alenushka” (1881): Ensom pige ved skovsøen, omgivet af mystik og folkelig eventyrstemning.
- “Tre helte” (1898): De tre bogatyrs står som grænsevogtere mellem civilisation og vilde kræfter.

Ivan Bilibin

- Illustrationer til “Vasilisa den Skønne”: Baba Yaga i sit hus på hønseben.
- Illustrationer til “Tsarevitch Ivan, den grå ulv og ilden”: Skove og dyr som levende kræfter.

Andre kunstnere

- Apollinari Vasnetsov skabte landskaber med forhistoriske og mytiske motiver.
- Mikhail Vrubel fremstillede dæmoner og mørke ånder, i samme ånd som Afanasyevs analyser af folketroen.

Apollinari Vasnetsov: Sø

Afrunding

Disse værker konkretiserer præcis den eventyr- og myteverden Afanasyev dokumenterede og analyserede.
De blev grundlag for russisk nationalromantik i billedkunst og et reservoir af visuelle motiver.
Mikhail Vrubel:  Den faldne dæmon  inspireret af Lermontovs Demon og helt I pagt med den folkloristiske stemning beskrevet i Afanasyevs værker