Indadvendthed og udadvendthed i indisk religiøs kunst og teologi

Introduktion

I indisk religiøs tradition træder vi ofte ind i et landskab præget af to grundlæggende åndelige orienteringer:
den indadvendte, asketiske og meditativt tilbagetrukne tilstand, og den udadvendte, legende og sanseligt engagerede.
Disse to poler kommer tydeligt til udtryk i religiøs kunst, ikonografi og litteratur.

Hvor Buddha og Shiva ofte fremstilles i dyb meditation, med lukkede øjne vendt mod det indre uendelige,
fremstår Krishna i kontrast som den udadvendte, spillende og dansende Gud, der kalder mennesker og natur til glæde, hengivelse og ekstase.
Dette skaber en spændende problematik: Er den højeste åndelige tilstand den indre fordybelse fri af sansning, eller er den tværtimod en kosmisk fest,
hvor alt sanseligt helliggøres gennem kærlighed og leg?

Sri. Krishna  lyden fra hans fløjte vækker hele naturen til leg

Śrīmad Bhāgavatam 10.21.5

Sanskrit:
वृन्दावनं साक्षादुपनन्ददोपपन्नं
गोविन्द वेणुमनुचुञ्चति गोपकन्याः ।
चूतप्रवीणमधुपानुगृहीतकर्णाः
तं प्रेक्ष्य सस्मितमुदीरणमक्षिपन्ति ॥

Oversættelse:
I Vrindavan, mens Govinda spiller på sin fløjte,
kaster hyrdepigerne deres blikke på ham med et smil,
deres ører fanget af summen af bier i mangotoppene,
og de kan ikke holde øjnene fra ham.

Śrīmad Bhāgavatam 10.33.7

Sanskrit:
भगवान् अपि ता रात्रिः
शरद्-उद्दाम-श्रीनिभः ।
व्रज-स्त्रीणां च वल्लभः
संगोपा गोपयः क्रियाः ॥

Oversættelse:
Den Højeste Herre tilbragte også denne nat, strålende som efterårsfuldmånen,
i selskab med Vrajas kvinder, glædens hyrdinder,
og deltog i deres lege og kærlige spil.

Sri Krishna mangfoldiggør sig, så han kan danse med alle hyrdinderne /gopierne på én gang.

Vishnu Purana 5.13.55

Sanskrit:
वमन् मधुरया वाणीं वीणया वज्रपाणिना ।
राधां रमयते गोपीं गीतमाधुर्यशालिनीम् ॥

Oversættelse:
Med sød stemme og sit instrument (fløjte) betager han Radha og gopierne,
fyldt af sangens sødme.

Tamil bhakti (Tirumangai Alvar)

"Jeg har set Gud danse med sin fløjte på markerne, og mit hjerte må følge ham

 – jeg kan ikke længere sidde stille og meditere."

Hindi bhakti (Surdas)

"Jeg hørte tonen fra hans fløjte og mit hjerte sprang af sted,
nu kan ingen askese eller praksis længere behage mig."

Konklusion

I modsætning til Buddha og Shiva, der symboliserer indre transcendens og stilhed,
fremstår Krishna i puranaer og bhakti-litteratur som det levende centrum for en hellig ekstase,
der omslutter og helliggør verden gennem musik, dans og kærlighed.
Det er ikke en tilbagetrækning fra sansning, men en guddommeliggørelse af selve sanseligheden.

Teologisk analyse og modkulturelle perspektiver

I indisk religion ser vi ofte to fundamentale spirituelle orienteringer: den indadvendte, asketiske, monastiske vej
og den udadvendte, sanselige og hengivne vej. Disse to retninger afspejles tydeligt i teologi, kunst og litteratur.

I den indadvendte tradition (som ved Buddha og Shiva som yogi) søges befrielse gennem meditation, askese og
overvindelse af sansningens verden. I bhakti-traditionen med Krishna som centrum vendes dette på hovedet: her helliggøres
verden og dens glæder gennem hengivelse, musik, dans og kærlighed.

Krishna betegnes i purāṇaerne og bhakti-litteraturen som līlā-puruṣottama – den højeste legende Gud.
Hans spil og raslila med gopīerne symboliserer, at Gud ikke blot tåler verden, men danser ind i den og gør
selve sansningen til et middel for åndelig erkendelse.

I middelalderens bhakti-bevægelse fungerede dette også ofte som en modkultur mod brahminske ritualer og social hierarki.
Bhakti-digtere fremhævede personlig hengivelse og kærlighed over kastesystem og tempelritualer.
I de tamilsk Alvar-hymner synges fx, at Gud bryder reglerne og viser sig hvor og når han vil – ikke kun for præster og ritualister.

Noter

1) Govinda betyder "hyrde" eller "beskytter af køerne" og er et af Krishnas mange navne, især i forbindelse med hans barndom i Vrindavan.
2) Gopīer (hyrdepiger) ses ofte som billede på sjælene, der i ubetinget kærlighed søger Gud, selv imod sociale og moralske normer.
3) Līlā betyder "leg" eller "kosmisk spil" og beskriver Guds frie, glædesfyldte udfoldelse i verden.

Udvidet konklusion

Krishna-traditionen tilbyder således et alternativ til den verdensforsagende spiritualitet:
en teologi hvor kærlighed, leg og sanselig glæde bliver vejen til det guddommelige.
Denne udadvendte spiritualitet har i perioder virket som modkultur – mod både ritualistisk ortodoksi og social eksklusion –
og har skabt en stærk religiøs poesi og kunst, der fejrer livet som helligt.

NB - 🌿 Afrunding: Mangfoldige Krishna-traditioner

Det er værd at understrege, at Hare Krishna-bevægelsen, også kendt som ISKCON (The International Society for Krishna Consciousness), som mange i Vesten forbinder med Krishna-dyrkelse, kun er én blandt utallige former for hengivelse til Krishna i den store mangfoldighed af indisk religiøsitet.

Den bhakti, der retter sig mod Krishna, findes i mange sekter, traditioner og poetiske arvstrømme over hele Indien, og varierer både teologisk og rituelt:

Fra de gamle Alvar-digteres Vishnu/Krishna-bhakti i Sydindien,

til radha-centreret hengivelse i Vrindavan,

til Nimbarka- og Vallabha-skolerne,

og videre til folkelig Krishna-kultur i landsbyfestivaler og sangtraditioner.

ISKCON udspringer af Gaudiya Vaishnavismen fra Bengal (Chaitanya Mahaprabhu, 1500-tallet), og dens grundlægger A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada bragte bevægelsen til Vesten i 1960’erne. ISKCON er kendt for sin stærke missionsvirksomhed og sin lære om Krishna som den højeste og eneste fuldstændige Gud.

Noter:

Mange hinduer, også andre Krishna-tilhængere, ser ISKCON’s eksklusive krav (at Krishna alene er Gud i modsætning til Shiva, Devi eller andre former) som fremmed for den brede, pluralistiske og ofte synkretistiske hinduisme, hvor man typisk ser forskellige guder som aspekter af en større enhed.

🧭 En tolerant tradition

Faktisk er den generelle hinduisme præget af en bemærkelsesværdig tolerance og rummelighed, hvor man ofte anerkender mange veje og mange former for guddommelighed. Det gør ISKCONs stærke understregning af, at kun deres vej og deres forståelse af Krishna er den endegyldige sandhed, til noget, der i mange hinduers øjne kan virke sekterisk eller usædvanligt absolut.

🌸 “Krishna – den uendelige, i mangfoldighedens pragt” 🌸I dette strålende billede åbenbarer Sri Krishna sig i utallige former og skikkelser. Som hyrde, som guddom, som den elskede af Radha og som verdens opretholder – alt sammen på én gang. Han spiller på sin fløjte, hvis toner ikke blot vækker naturen og hyrdernes hjerter, men også tilkalder hele universet i hengiven ekstase.

Rundt om ham ses forskellige manifestationer af Krishna selv, hver en refleksion af hans uendelige væsen og kærlighed, som tilpasser sig ethvert sind og ethvert hjerte. Dette motiv spejler hinduismens dybe pluralisme, hvor Gud tager lige så mange former, som hengivne sjæle har behov for.

✨ “Som månen spejles tusinde gange i havets bølger, sådan spejler Krishna sig i alle"