Lev Gillet – En munk fra Østkirken: Mellem tro, grænser og appropriation

Lev Gillet (1893–1980), kendt under pseudonymet 'En munk fra Østkirken' (fransk: Un moine de l’Église d’Orient), var en fransk munk og teolog, der spillede en særlig rolle i det 20. århundredes åndelige dialog mellem Øst og Vest. Han blev født som Louis Gillet og indledte sit religiøse liv som benediktiner i den romersk-katolske kirke. Gillet forlod dog den katolske institution i 1928 og blev en del af den ortodokse tradition – dog uden formelt at konvertere. Han levede og virkede som ortodoks munk og præst, og hans liv og skrifter er præget af dyb respekt for ortodoks spiritualitet. Men hans mellemposition har også affødt kritik og ført til spørgsmål om grænser, tilhørsforhold og åndelig appropriation.

Lev Gillet 1931

Konverterede Lev Gillet til ortodoksien?

Lev Gillet blev aldrig formelt optaget i den ortodokse kirke gennem dåb eller krismation. Alligevel blev han modtaget i praksis af metropolit Evlogij (Georgijevskij) i den russisk-ortodokse eksilkirke i Paris og virkede som ortodoks munk og præst. Han tog navnet 'Lev' og skrev under pseudonymet 'en munk fra Østkirken'. Hans daglige liv og virke fandt sted fuldt integreret i den ortodokse praksis og teologi.

Ortodoks kritik og skepsis

Blandt mere konservative ortodokse fandtes en vis skepsis over for Gillets status. Han blev anset for at være uformelt og kanonisk tvivlsomt integreret i kirken, især fordi han aldrig offentligt afsvor sin katolske baggrund. Mange ortodokse teologer, særligt fra den neopatristiske bevægelse, så hans tilgang som en relativisering af ortodoksien og en potentielt farlig individualisering af kristen tro.

Åndelig appropriation eller inkarnation?

Lev Gillets dybe tilegnelse af ortodoks spiritualitet uden formel overgang rejser spørgsmålet om åndelig appropriation. Nogle mente, at han 'brugte' den ortodokse tradition uden at underkaste sig dens autoritet – en slags åndelig kolonialisme, hvor man tager det smukke og mystiske uden at acceptere dogmerne. Andre, som Kallistos Ware og Olivier Clément, så derimod i Gillet en åndelig brobygger, der med stor ydmyghed søgte enhed i Kristus uden at slette forskelle. Han blev både en inspirationskilde og en kontroversiel skikkelse i kirkens grænseland.

Arv og betydning

Lev Gillets skrifter om bøn, stilhed, liturgi og Jesu navn har haft stor indflydelse både blandt ortodokse og i økumeniske kredse. Han arbejdede i mange år i London, hvor han var tilknyttet Den ortodokse kirke under Patriarkatet i Konstantinopel. Hans arv er fortsat genstand for både beundring og debat – en påmindelse om, at sand brobygning aldrig er uden omkostninger.

Litteratur og henvisninger

Lev Gillet: ”The Jesus Prayer”, London: Fellowship of Saint Alban and Saint Sergius, 1949.

En munk fra østkirken: ”Jesus enkle betragtninger over Frelserens skikkelse”. Sankt Ansgars Forlag.

Olivier Clément: ”The Roots of Christian Mysticism”, New City Press, 1995.

Kallistos Ware: 'Lev Gillet – A Monk of the Eastern Church' i ”The Orthodox Way”, St. Vladimir's Seminary Press.

Nicolas Zernov: ”The Russian Religious Renaissance”, Darton Longman & Todd, 1963.

Paul Evdokimov: ”L’Orthodoxie”, Paris: Éditions du Seuil, 1965.