Essay: Hierarki, barmhjertighed og Luther

 

Gennem historien har mange religioner taget form i samfund, der var stærkt hierarkiske. Alt — fra samfundets klasser og kaster til naturens og de åndelige sfærer — blev inddelt og underinddelt i rangordnede lag. Dette verdensbillede smittede naturligvis af på, hvordan man opfattede dyder og følelser. Barmhjertighed, kærlighed, glæde, sorg, ja endda vrede og had blev ofte gradbøjet og ordnet fra det ophøjede og ædle til det lave og gemene.

I middelalderens kristendom kunne man således skelne mellem åndelige former for barmhjertighed — som at bede for andre, undervise de uvidende eller advare syndere — og legemlige former for barmhjertighed, såsom at mætte en sulten, klæde en nøgen eller pleje en syg. Ikke sjældent blev det fremhævet, at de åndelige gerninger stod højere end de praktiske, fordi de tog sig af sjælen snarere end kroppen. Denne opdeling var tæt forbundet med klostervæsenets og kirkens selvforståelse: det var finere at vie sig til bøn og askese end til det jordnære familieliv eller håndens arbejde.

Sociologer og idéhistorikere som Émile Durkheim, Max Weber og Louis Dumont har vist, hvordan religion ofte afspejler og samtidig forstærker samfundets hierarkier. Det hierarkiske verdenssyn blev dermed både en social og en åndelig orden. I denne orden var det næsten naturligt at tænke, at også barmhjertighed og kærlighed kunne graderes i “højere” og “lavere” former.

Men her trådte Martin Luther frem med et radikalt opgør. For ham var det netop en stor fejl ved middelalderens kristendom, at man satte åndelige handlinger over legemlige. Luther så dette som en fordrejning af evangeliets sande budskab. Han mente, at alt i menneskets liv kan blive til hellig tjeneste for Gud, hvis blot det sker i tro og kærlighed — hvad enten man beder, underviser eller skænker et glas vand til en tørstig.

Martin Luther af  Lucas Cranach den ældre

I sit skrift Om de gode gerninger fra 1520 skrev han:

“Gud vil ikke have nogen gerninger uden kærlighed. Kærligheden må begynde hos én selv og derfra strømme ud til næsten. (…) Det er bedre at feje gulvet, hjælpe et fattigt barn eller give en sulten et stykke brød, end at læse 100 messer uden kærlighed.”

Dermed ophævede han det hierarki, der i århundreder havde hævet åndelige handlinger op over konkrete, jordnære gerninger.

Et af de klareste billeder på dette opgør finder vi i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I fortællingen møder samaritaneren en mand, der er blevet overfaldet og ligger halvdød ved vejen. Han forbinder mandens sår, hælder olie og vin på og sørger for ham. Luther brugte netop denne lignelse til at understrege, at kærlighed viser sig i handling — i de hænder, der løfter og heler. Ikke i fromme ord alene.

Man kunne spørge: hvad hvis samaritaneren i stedet havde lagt en bønnebog på den sårede mands bryst og derefter var gået videre, overbevist om at han havde givet ham noget endnu bedre? Luther ville utvivlsomt have kaldt det hykleri. For som han sagde:

“Vor næste er ikke tjent med vores bønnebog, men med vores hænder og vores pung og hvad vi ellers kan gøre.”

Her ligger et dybt brud med det gamle hierarkiske mønster. Luther flyttede vægten fra en gradbøjning af barmhjertighed — hvor det åndelige rangerer højere end det legemlige — til en forståelse af kærligheden som ligeværdig i alle sine former, så længe den er båret af tro. Hos ham blev det ikke finere at redde en sjæl end at redde et legeme. Alt, hvad der gøres i sand kærlighed, har lige værdi.

I dag er vi måske så vant til denne tanke, at vi næsten glemmer, hvor omvæltende den var i sin tid. Men når vi diskuterer, om der findes højere og lavere former for barmhjertighed, og om man i det hele taget kan gradbøje kærlighed, glæde eller sorg, rører vi stadig ved sporene af et ældgammelt hierarkisk verdensbillede — og ved et af Luthers mest befriende opgør med det.

Luther og bruddet med middelalderens hierarki

Dette dokument samler nogle centrale citater af Martin Luther, som tydeligt viser hans opgør med middelalderens hierarkiske opfattelse af barmhjertighed, hellighed og dyder.
Ikke for at fremhæve Luther som ufejlbarlig eller for at hævde, at den protestantiske tro står højere, men for at belyse det markante brud med tidens tanke om, at åndelige handlinger nødvendigvis var finere end konkrete, jordnære gerninger.

1. Om gerninger og tro (1520)

“Alt hvad vi gør, skal udspringe af tro og kærlighed. Gud vil ikke have nogen gerninger uden kærlighed. Det er ikke gerningens udseende eller navn, men kærligheden bagved, der behager Gud.”
(Kilde: Om de gode gerninger, 1520)

2. Om dagligt arbejde

“En husmoder, der passer sit hus og opdrager sine børn i Guds frygt, gør mere og er mere værd for Gud end mange munke og nonner med deres unyttige bønner og faste.”
(Kilde: Om de gode gerninger)

3. Om næstekærlighedens praktiske udtryk

“Kristus siger: ‘Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.’ Der står ikke: hvad I har bedt eller sunget for dem, men hvad I har gjort.”
(Kilde: Prædiken over Matthæus 25)

4. Om klostervæsenet og “højere” kald

“Klosterløfter og munkeliv gør ingen hellig. Kun troen gør et menneske retfærdigt og helligt, og i troen tjener vi vores næste, ikke med bønnekranse, men med hænder og fødder og alt hvad vi har.”
(Kilde: Von den Klöstern, 1521)

5. Om den barmhjertige samaritaner

“Den barmhjertige samaritaner gav ikke manden en prædiken eller et salmehæfte, men vin og olie til hans sår og bragte ham til herberg. Sådan skal også vi handle: ikke blot med ord, men med gerninger.”
(Kilde: Prædiken over Lukas 10)

Den barmhjertige samaritaner (efter Delacroix) af  Vincent van Gogh

'