sideindhold

Slavernes poetiske opfattelse af naturen og lys/hellighed i slavisk tradition


1. Titel på russisk og dansk

Russisk: Поэтические воззрения славян на природу
Dansk: Slavernes poetiske opfattelse af naturen



2. Lys og hellighed i slavisk tradition


I de gamle slaviske folkelige forestillinger var lyset (свет) selve tegnet på liv, glæde og verdens gode orden.
Afanasyev viser i 'Поэтические воззрения славян на природу' hvordan solens klare stråler blev fejret som brudgommens komme,
foråret som hellig fest, og lys og frugtbarhed som uløseligt forbundne.

Folkesange taler om solen som “den klare”, der går hen over “den hellige jord”. Ritualer og sagn bruger lys som beskyttelse og renselse —
man tænder lys i hjemmet for at holde mørkets ånder væk, bærer fakler ved højtider, og knytter alt lys til livets og årets kredsløb.

Afanasyev analyserer i sine kapitler om “de hvide og de mørke guder” hvordan bondens kosmos bygges over modsætningen mellem
lyse kræfter (светлые боги) og mørke kræfter (тёмные духи). Det hellige må derfor næsten altid være lysende, og helgener
fremstår naturligt “hvide, strålende, klare”.

Afanasyev forfatteren til  Slavernes poetiske opfattelse af naturen

3. St. Serafim af Sarov og det uskabte lys


Denne symbolske sammenfletning af lys og hellighed kulminerer i ortodoks spiritualitet. St. Serafim af Sarov beskrives af Motovilov
som lysere end solen, omstrålet af det uskabte lys. Dette er både et ortodokst mystisk motiv og et ekko af gamle folklorebilleder,
hvor solen og lys er livets og guddommens tegn.

4. Kort afrundet


Sådan er lyset i den slaviske verden både en gammel mytologisk kraft, et tegn på årets frugtbarhed og fest, og i kristen tradition
et billede på hellighed og Guds uskabte nærvær. I sproget er свет og свят to forskellige ord, men i folklore og tro
er de to sider af samme lysende virkelighed.

St. Serafim af Sarov
Russisk ortodoks ikon.
Serafim (1759–1833) regnes som en af den ortodokse kirkes store mystikere og asketer. Her ses han i monastisk dragt med bedekrans og velsignende håndbevægelse, omgivet af klostrene, hvor han levede i bøn og stilhed. Hans lysende nimbus vidner om delagtighed i det uskabte lys — selve Guds nærvær, som ifølge beretninger også strålede synligt omkring ham. Ikonet forener ortodokse og gamle slaviske forestillinger om lys og hellighed: det strålende er det hellige.