Ivan Jakovlevitj Koreisha – hellig tosse, profet og kontroversiel skikkelse i Rusland

Ivan Jakovlevitj Koreisha (1783–1861) fremstår som en af de mest gådefulde og dragende skikkelser i russisk religiøs kulturhistorie. I sin samtid blev han betragtet både som sindssyg og som en hellig mand – en ”Kristi dåre” (jurodivyj), der gennem frivillig ydmyghed og tilsyneladende vanvid bar sandheden frem for både folk og fyrster.

Hans liv og eftermæle belyser med sjælden klarhed den dobbelthed, som prægede russisk fromhed og folkelig religiøsitet i 1800-tallet: mellem ærefrygt og frygt, mellem mystik og rationalitet, mellem helgen og psykiatrisk tilfælde.

Velsignede  Koreisha er aldrig blevet helgenkåret så der findes ingen officielle ikoner med ham. Imidlertid har en venlig IA konstrueret et vellignende ikon af ham med glorie (deltager i det gudommelige lys) 

Opvækst og pilgrimsrejser

Koreisha blev født i Smolensk-guvernementet som søn af en landsbypræst. Han fik en grundig teologisk uddannelse og begyndte en karriere som lærer. Efter en dyb religiøs omvendelse drog han til Nilovaklostret, hvor han levede som munk i askese.

I stedet for at blive i klosteret begav han sig ud på lange pilgrimsrejser, bl.a. til Optina Pustyn. Allerede i 1808 svor han ikke at vende hjem, før han havde besøgt Nilova – men blev syg undervejs og helbredt ved klosterets relikvier. Rygtet om hans fromhed og visioner voksede, og folk begyndte at søge ham for råd og forbøn.

Indlæggelse på Forklarelseshospitalet

I 1822 blev Koreisha indlagt på Forklarelseshospitalet i Moskva (Preobrazhenskaya bolnitsa), beliggende på Matrosskaya Tishina-gaden. Hospitalet er i dag kendt som Psykiatrisk hospital №3 V.A. Giljarovskij. Det var Ruslands første store specialiserede psykiatriske hospital.

Indlæggelsen skyldtes både hans stadigt mere excentriske optræden og myndighedernes frygt for den folkelige tilstrømning omkring ham. Han blev isoleret, men opfattede selv sit ophold som en askese – en frivillig martyrvej.

Historisk udvikling af hospitalet:

• 1820’erne: Forklarelseshospitalet (Preobrazhenskaya) – Ruslands første moderne psykiatri.

• 1800-1900-tallet: Omtalt også som Krestovozdvizhenskij i kirkelige sammenhænge.

• I dag: Psykiatrisk hospital №3 V.A. Giljarovskij i Moskva.

Livet på hospitalet – toturkammer og katedral

Hospitalet var præget af barske forhold: patienter blev holdt i lænker, fik sparsom kost og boede i kolde celler. Koreisha kaldte sig “Student af kolde vand” og knuste dagligt glas og sten som tegn på åndelig kamp. Hans celle blev et valfartssted for op mod 100 besøgende om dagen. Rige og adelige donerede, og pengene gik til at forbedre hospitalet. Koreisha tog aldrig selv penge.

Koreisha tegnet af Kirnev

En folkelig kult og hospitalets mærkelige helligdom

Der opstod i hans levetid en veritabel kult omkring hans person. Op til 100 besøgende om dagen – fattige og rige, adelige og bønder – kom for at modtage hans velsignelse eller høre hans spådomme. Hospitalet indrettede en skål ved indgangen til hans celle, hvor de velhavende kunne lægge penge, som gik direkte til drift og forbedringer.

Hans hospitals værelse blev på den måde både et åndeligt valfartssted og et konkret grundlag for hospitalets videre udvikling. For de syge og for fattigfolk var han et levende symbol på håb og Guds nærvær midt i sygdom og død. For andre – embedsmænd og kritiske byboere – var han en pinlig påmindelse om overtro og irrationalitet.

Koreishas hospitals værelse hvor han modtog gæster liggende i sengen (en konstruktion efter skriftlige beretninger)

Kirkelig og intellektuel modstand og opbakning

Ivan Koreishas rolle som hellig tosse vakte både dyb respekt og alvorlig skepsis i samtidens Rusland.

Metropolit Filarèt: anerkendelse og velsignelse

Moskovas metropolit Filarèt (Drozdoff), den øverste kirkelige autoritet, blev flere gange spurgt, hvad man skulle mene om Koreisha. Hans svar er bevaret i samtidsoptegnelser:

“Hvilken mening skal man have om Ivan Jakovlevitj Koreisha?”

— “Jeg ved meget godt om ham.”

“Kan man bede om hans hellige forbønner?”

— “Hvorfor skulle man ikke kunne det?”

Dette viser tydeligt, at metropolitten betragtede Koreisha som en mand, hvis forbøn kunne være virksom, og som var værdig til at blive betragtet som uofficiel helgen.

Biskop Ignatij (Briantjaninov): dæmoniske kræfter?

Ikke alle kirkelige ledere delte dog denne vurdering. Den kendte asket og biskop Ignatij Briantjaninov udtalte, at nogle af Koreishas ekstatiske syner og profetier var:

“åbenlyse forbindelser med faldne ånder.”

Han så altså hans åndelige oplevelser som potentielt dæmoniske, ikke guddommelige.

Pylyajev: anklage om komedie

I det verdslige, dannede miljø blev Koreisha ofte set med endnu større skepsis. Forfatteren og kulturhistorikeren Michaël Pylyajev skrev, at Koreisha var:

“en moskovitisk profet, men med en uregerlig komediantisk opførsel, som var frastødende for ethvert fornuftigt menneske.”

Dermed står han også som symbol på splittelsen mellem folkelig religiøs tilbedelse og bykulturens dannede, rationelle foragt.

Begravelse og eftermæle

Ilja Proroka-kirken i Cherkizovo, hvor Ivan Koreisha ligger begravet.
Foran kirken ses hans grav overdækket af en åben baldakin — et lille tagbærende monument, der både beskytter graven og markerer stedet som et sted for bøn og ærbødighed.

Koreisha døde i 1861, og hans død udløste en religiøs folkebevægelse. Over 200 parakliser – små tidebønner og forbønsliturgier – blev læst ved graven i de første dage. Mennesker strømmede til fra hele Moskva og omegn for at tage afsked med “Guds tosse”.

Metropolit Filarèt tillod, at han blev begravet i jorden ved Ilja Proroka-klostret i Cherkizovo, et sted som Koreisha selv angiveligt havde set i syner før sin død. Ved begravelsen sagde Filarèt:

“Ihukom ham, Herre, i dit rige.”

Hans grav blev hurtigt et pilgrimssted, hvor folk bad, græd og tog jord med hjem som velsignelse.
Det står i skarp kontrast til det sted, hvor han levede størstedelen af sit liv — hospitalscellen i Forklarelseshospitalet — der på én gang var en af Ruslands første psykiatriske behandlingsinstitutioner og samtidig et åndeligt samlingspunkt, hvor folket søgte profetier, trøst og helbredelse.
Således blev både hans celle og hans grav steder, hvor tro og overtro, håb og lidelse vævede sig sammen på paradoksal vis.

En dobbelt arv: galskab eller hellighed?

Ivan Jakovlevitj Koreisha står i dag som et spejl på den russiske religiøse sjæl og dens tvetydigheder. For de troende var han en Kristi dåre, der ved at aflægge al jordisk ære bar Guds sandhed frem. For lægevidenskaben var han en patient med kronisk psykose. For dele af intelligentsiaen var han nærmest en latterlig overdrivelse af folkelig mystik.

Netop denne dobbelthed – hellig og gal, elsket og latterliggjort, frygtet og opsøgt – gør ham til en af de mest fascinerende figurer i Ruslands åndelige historie.

Forfatteren til denne hjemmeside ved  Ivan Jakovlevitj Koreisha grav.

Gravstenen på Koreishas grav. 

På stenen står:

Блаженны изгнанные за правду, ибо их есть Царство Небесное.
Ев. Матф. 5:10

Det er fra Matthæusevangeliet 5,10, og oversættes til dansk som:

Salige er de, som forfølges for retfærdigheds skyld, for Himmeriget er deres.

Dette citat knytter sig meget stærkt til forståelsen af Koreisha som hellig tosse (Kristi dåre), netop fordi sådanne personer i den ortodokse tradition blev set som mennesker, der frivilligt tog skam og forfølgelse på sig — “for Kristi skyld”. Gravskriften fremhæver derved, at hans liv og lidelser (og eventuelle forfølgelse fra myndigheder eller skeptikere) blev betragtet som en salig og åndeligt værdifuld tilstand.

Ikonet på Koreishas grav viser ham knælende for Kristus uden glorie.
I den ortodokse tradition betyder dette, at han ikke er formelt kanoniseret som helgen, men stadig fremstilles i en dybt ydmyg og asketisk gestus som jurodivyj — en Kristi dåre.
Sådan bliver billedet et stærkt udtryk for troen på, at hellighed først og fremmest handler om selvfornedrelse og villighed til at bære skam for Kristi skyld, også uden officiel anerkendelse fra kirken.
Det er en visuel prædiken om, at det himmelske rige ofte er skjult i dem, verden betragter som uværdige eller foragtede.

På den åbne bog Kristus holder i hånden står på forkortede kirkeslavisk:

БЛАЖЕ

НИИЩЕ ДУ

ХОМъ ЯКО

ИХЪ ЕСТЪ

ЦРСТВО

НЕБЕСНОЕ

Det er den begyndelse af saligprisningerne fra Matthæus 5,3 på gammelkirkeslavisk:

Blazheni nishche dukhom, yako ikh est’ Tsarstvo Nebesnoe
(Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.)

📚 Kilder og videre læsning

Fishki.net: “Иван Корейша: психически больной или пророк?”

Толстой, Л.Н.: Юность (1857)

Достоевский, Ф.М.: Бесы (1872)

Pravenc.ru: Лексикон по православной культуре

Trashplanetdiy.com: “Ivan Koreisha – holy fool and healer”

Melissa-12.livejournal.com (citater om Filarèt, Ignatij og Pylyajev)

Wikipedia ru: Корейша, Иван Яковлевич

Азбука.ру: Жития и хроники русских юродивых