Gud, væren og spejlet – en refleksion over Logos, sufisme og Heidegger

Denne tekst udfolder forskellige forståelser af ”væren”, med udgangspunkt i kristen teologi, islamisk sufisme og Martin Heideggers filosofi. Spørgsmålet er, hvordan væren må forstås: som guddommelig grund, som spejlende erkendelse eller som menneskelig eksistensform. Heidegger fungerer her som et frugtbart modbillede til de metafysiske traditioner.

1. Gud som værenens grund (kristen teologi)

I klassisk kristen teologi – særligt hos Augustin og Thomas Aquinas – forstås Gud som væren selv: ikke som et væsen blandt andre, men som selve værenens grund (ipsum esse subsistens). Gud er evig, uforanderlig, og eksisterer af sig selv (aseitas). Al anden væren er afledt og opretholdt af Gud.

Dette er ikke en poetisk tanke, men en ontologisk påstand: Gud er ”den, som er” (2 Mos 3,14), gengivet i ikoner med de græske bogstaver Ο Ω Ν (ho ōn), som betyder: den værende, den, som er.

Kristus som Logos (Joh 1,1) gør denne væren nærværende og kærlig: ”Ordet blev kød” – Gud bliver menneske, og viser værenens dybeste grund som kærlighed og barmhjertighed.

2. Gud og spejlet (sufisk mystik)

I den islamiske sufisme, særligt hos Ibn ʿArabi, udtrykkes en beslægtet, men anderledes metafysik:

"Jeg var en skjult skat og ønskede at blive kendt; derfor skabte jeg skabelsen."

Dette overleverede citat udtrykker, at Gud ikke skaber ud af nødvendighed, men ud af trang til selv-erkendelse. Verden er skabt som et spejl, hvor Gud kan se sig selv. Det mest gennemsigtige og klare spejl er det fuldkomne menneske (al-insān al-kāmil), fordi det alene kan elske, kende og gengive Guds navne.

Men denne tanke er ikke hovmodig. Den forudsætter – som hos Al-Hallādj (”Jeg er Sandheden”) eller Rūmī (”Rens dit spejl...”) – total ydmyghed og selvudslettelse. Mennesket bliver spejl ikke ved at være noget i sig selv, men ved at gennemspejle Gud uden modstand.

Denne tanke kan kaldes panenteistisk (Gud er i alt, men overskrider alt), og adskiller sig fra egentlig panteisme.

3. Heidegger: Væren som åbenhed og historie

Martin Heidegger gør op med den metafysiske tradition. I Sein und Zeit (1927) siger han ikke, hvad væren ”er”, men spørger om meningen med væren. Væren er ikke en substans, men en åbenhed, hvori væsener træder frem. Denne åbenhed sker i og gennem Dasein: det væsen, som forholder sig til sin væren.

Mennesket er ikke væren i absolut forstand, men det sted, hvor væren kan vise sig. Væren åbenbares i sprog, og Heidegger siger senere:

“Sproget er værenens hus. I dets bolig bor mennesket.”

Væren er altså ikke Gud, men det, der gør væsener mulige, og det viser sig i tid, i historie og i menneskets åbenhed.

4. Sammenligning og begrebsskitse

5. Skal Sartre inddrages?

Jean-Paul Sartre har et radikalt andet syn: For ham er der ingen værenens grund, og mennesket er kastet ind i eksistensen uden mening. Væren er det, der er, men uden grund, uden formål, uden åbenhed.

”Eksistensen går forud for essensen.”

Hos Sartre er mennesket alene og frit, og må skabe sin egen betydning. Dette står i modsætning til den guddommelige forankring hos de metafysiske traditioner, men det kan – i en stram disposition – tjene som yderpunkt:

Hvis Gud er værenens grund, er alt forankret. Hvis væren er uden grund (Sartre), er mennesket selv skaberen.

Sartre kan således bruges som modpol i samme måde som Heidegger, men hans analyse er mere etisk-eksistentiel end ontologisk.

Konklusion

Væren kan forstås som:
- Guddommelig grund og ophav (teologi)
- Kærlighedens spejling og selv-erkendelse (sufisme)
- Historisk og sproglig åbenhed (Heidegger)
- Meningsløs eksistens uden grund (Sartre)

Disse perspektiver belyser ikke blot begrebet væren, men også menneskets rolle som spejl, vidne, modtager eller skaber. At sætte dem i spil åbner ikke for en endelig definition, men for en åben refleksion over, hvad det vil sige at være.

"Værenens hus" – i Paul Klees ånd

Et kredsløb af former, linjer og brudt geometri: I centrum svæver ordene Ο Ω Ν – den som er – som et ikon uden billede, en tilstedeværelse uden figur. Det er væren selv, stillet til skue gennem farve, spænding og rytme. Her mødes det metafysiske og det eksistentielle: Guds navn og menneskets åbenhed.

Som Paul Klee skrev: "Kunst gør ikke det synlige – den gør synligt."
Dette billede gør værenens paradoks synligt:
Den, der er alt – og dog skjuler sig i det uformede.

Litteratur

- Augustin: Bekendelser og De Civitate Dei
- Thomas Aquinas: Summa Theologiae
- Johannesevangeliet, kap. 1
- Ibn ʿArabi: The Bezels of Wisdom (Fuṣūṣ al-Ḥikam)
- Al-Hallādj: Diwan
- Jalal al-Din Rumi: Mathnawi
- Farid ud-Din Attar: Fuglenes konference (Manṭiq al-Ṭayr)
- Martin Heidegger: Væren og tid ( Sein und Zeit)
- Jean-Paul Sartre: Væren og Intet (L’Être et le Néant)