Den listige – Djævelens skikkelser i russisk folklore og teologi

I forordet til P.D. Ouspenskys 'Talks with a Devil' fremhæver John G. Bennett, at ordet ’лукавый’ (lukhavyj) i gamle slaviske og russiske versioner af 'Fadervor' betyder 'den listige', og at man i bønnen altså beder 'fri os fra den listige'. I moderne oversættelser gengives dette typisk som 'den onde', og Googles automatiske oversætter gør det samme. Men i russisk og kirkeslavisk har 'лукавый' en mere flertydig betydning: snu, listig, forførerisk – ikke nødvendigvis rent ond.

Denne flertydighed åbner for en fortolkning af Djævelen som ikke kun destruktiv, men også opfindsom og teknologisk snedig – en, der giver mennesket viden og redskaber, som gør det uafhængigt af Gud. Dette billede findes ikke kun hos Bennett, men har rødder i østslavisk folklore, apokryfe tekster og folkereligiøse forestillinger.

Nogen  har skrevet 'fri os fra den listige' på en mur i Minsk 

Djævelen som teknologisk forfører

I slavisk folklore tillægges Djævelen ofte rollen som den, der lærte mennesket at bruge ild, smedejern, alkohol og skrift. Disse teknikker fremstilles i nogle legender som farlige, fordi de giver mennesket evner uafhængigt af Gud. Dette parallelliserer fx med Enoks Bog, hvor faldne engle lærer menneskene krigskunst og forførende kunst.

Folklorens forskellige figurer