Vladimir Solovjov: Eskatologi, Sofia og Åndens Enhed

Indledning

Den russiske filosof og teolog Vladimir Solovjov (1853–1900) indtager en særegen og central position i det moderne russiske åndsliv. Som brobygger mellem ortodoks tradition og vestlig filosofi forsøgte han at formulere en helhedsvision, hvori eskatologi, sophiologi og kristen enhed fletter sig sammen. Hans tænkning åbnede nye horisonter for russisk religiøs filosofi og udøvede stor indflydelse på både samtidige og efterfølgende skikkelser som Sergej Bulgakov, Nikolaj Berdjajev og Pavel Florenskij. I denne artikel behandles tre hovedaspekter af Solovjovs tænkning: hans eskatologi, hans sophiologi samt den modtagelse han fik blandt russiske eksilteologer, herunder vurderinger fremsat af Nicolas Zernov, som forfatteren har haft personligt møder med.

Vladimir Solovjov 1892 Af: Nikolay Yarochenko

1. Eskatologi: Menneskehedens prøve og det endelige valg

Solovjovs eskatologi kulminerer i hans allegoriske fortælling "Prædiken om Antikrist" (1900), en del af samlingen ”Tre samtaler”. Her fremstiller han Antikrist ikke som en djævelsk karikatur, men som en kultiveret, moralsk og rationel verdensleder, der tilbedes for sin humanisme, men mangler ægte kærlighed og gudstro:

”Han troede på menneskeheden – ikke på Kristus. Han ville frelse verden – uden Gud."

Antikrist indfører en verdensorden, som forener politik og religion under hans autoritet. De fleste kristne samfund underkaster sig, men tre figurer – en ortodoks, en katolsk og en protestantisk teolog – afslører ham. I den afsluttende konfrontation afsløres Antikrists bedrag, og Kristus træder frem som kærlighedens levende magt. Solovjovs vision bærer præg af både klassisk kristen apokalyptik og moderne ideologikritik: verdens forløsning afhænger ikke af fremskridt og enhed alene, men af den enkeltes valg mellem Kristus og hans skygge.

2. Sophiologi: Sofia som guddommelig visdom og kosmisk bro

Solovjovs sophiologi er forsøget på at udtrykke, hvordan Gud forholder sig til verden gennem Sofia – den guddommelige visdom. Sofia er ikke en fjerde person i Treenigheden, men Guds evige forestilling om verden, skabningens ideelle form og det sted, hvor guddom og kosmos mødes. Hun er en mystisk, feminin skikkelse, som optræder i Solovjovs visioner og digte som både elsket og elskende:

"Gud elsker Sofia, og i hende elsker han hele skabelsen."

Guds Visdom/Sofia. Traditionel Ikon 

Sofia repræsenterer den sophianske menneskehed – mennesket i harmoni med Guds vilje og visdom. I eskatologisk forstand bliver Sofia det billede, hvori hele skabelsen genforenes med Gud. Dette perspektiv blev videreudviklet i Sergej Bulgakovs ”Sophia, Guds visdom” og blev genstand for heftig debat i eksilteologien.

3. Modtagelse i eksilteologien: Zernov og modpolerne

Nicolas Zernov, som forfatteren mødte personligt ved flere lejligheder, betragtede Solovjov som en af de tre store profetiske skikkelser i russisk åndsliv, sammen med Dostojevskij og Khomiakov. I ”Three Russian Prophets” (1944) fremhæver han Solovjovs forsøg på at forene ortodoks mystik med vestlig åbenhed og kalder ham en ”sjælden visionær, som så enhedens mulighed i troens dybder, ikke i institutionernes magt.” Zernov anerkender Solovjovs dybde og skønhed, men noterer også, at hans pavepositive holdning og sophiologiske spekulationer forblev kontroversielle.

Melitza og Nicolas Zernov (Мелица и Николас Зернов) Foto: Claus Oreskov

I den mere konservative del af eksilkirken (ROCOR) var vurderingen mere reserveret. Her så man ofte Solovjov som en „brillant men farlig skikkelse”, hvis åndelige romantik og sympati for katolicismen truede ortodoksiens kanoniske grænser. Georgij Florovskij kritiserede Solovjovs sophiologi som en gnostisk overbygning og advarer mod at forveksle mystik med dogmatisk sandhed.

Konklusion

Solovjovs eskatologi og sophiologi er radikale forsøg på at besvare det moderne menneskes åndelige krise med en teologi, der fastholder Kristus som historiens og hjertets midtpunkt. Hans billedrige, grænseoverskridende sprog og hans forsøg på åndelig enhed har både inspireret og foruroliget russisk teologi. Som Nicolas Zernov skriver, er Solovjov en stemme, der ikke søger kompromis, men sandhedens forening. Hans vision er fortsat en kilde til refleksion over, hvad det vil sige at forene tro, skønhed og sandhed i en splittet verden.

Litteraturhenvisninger

” Solovjov, V.: ”Tre samtaler og en fortælling om Antikrist” (1900)

” Zernov, Nicolas: ”Three Russian Prophets: Khomiakov, Dostoevsky, Soloviev”, 1944

” Bulgakov, Sergej: ”Sophia, The Wisdom of God”, 1937

” Florovskij, Georgij: ”Ways of Russian Theology”, 1937

” Oliver Smith: ”Vladimir Solovyov and the Spiritualization of Matter”, 2011

” David J. Dunn: ”Sophiology in Context”, i ”St. Vladimir's Theological Quarterly” (udvalgte artikler)