Khon: Thailandsk Maskedans som Kulturarv og Identitet

1. Introduktion

Khon er en klassisk thailandsk scenekunst, der kombinerer dans, mimik, musik og maskespil i en stærkt formaliseret form. Det er en levende tradition, som både udtrykker kosmologisk orden og thailandsk nationalidentitet. Khon formidler centrale episoder fra Ramakien – Thailands version af det indiske epos Ramayana – og blev i 2018 optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Denne tekst samler både historisk, performativ og antropologisk viden om Khon og præsenterer udvalgte analyser og litteraturhenvisninger.

2. Historisk ramme og Ramakien

Khon opstod i Ayutthaya-perioden (1351–1767) og blev først opført ved kongehuset som en rituelt ladet ceremoni. Formen blev systematiseret under kong Rama I og II og betragtes som en moralsk og national fortælling. Ramakien – med Phra Ram, Sida, Tosakanth og Hanuman – udgør grundlaget for Khons narrativer. Karaktererne er opdelt i guder, mennesker, aber og dæmoner, og deres egenskaber og roller i dramaet udtrykkes gennem kostumer, masker og dansestil.

3. Performative elementer

Masker (Hua Khon): Maskerne er hellige og fremstilles efter særlige ritualer. Dæmoner og aber bærer masker, mens guder og mennesker oftere har ansigtsmaling. Musik: Ledsages af piphat-ensemble med instrumenter som ranad ek (xylofon), pi (oboelignende blæseinstrument), klong (trommer) og ching (bækkener). Musikken styrer bevægelse og stemning. Recitation (Kon Phak): Optrædende danser og mimer; det er recitatorer, der fremfører tekst og replikker – ofte i poetisk, rituel form. Koreografi: Symbolsk bevægelsessprog med faste positurer. Stiliserede kampdanse, kærlighedsscener og guddommelige møder udfoldes i et kodesystem med 108 grundpositurer. Kostumer: Brokade, spejlglas og guldtråd indikerer karakterens rolle og rang. Hver farve og detalje har betydning.

4. Træning og overlevering

Uddannelse i Khon begynder ofte i barndommen. Uddannelsen foregår på konservatorier som College of Dramatic Arts i Bangkok og Bunditpatanasilpa Institute. Eleverne lærer positurer, danseteknik, rytmisk koordination og karaktertyper. Vejen til at mestre en hovedrolle går ofte gennem roller som aber og dæmoner.

5. Antropologiske perspektiver

Dans som rituelt udtryk analyseres fx af Judith Lynne Hanna, som viser hvordan dans fungerer som social, æstetisk og kosmisk orden. Khon er en synteseform, hvor dans, fortælling og musik forener sig som kropslig og kulturel transmission. Feltstudier i Central-Thailand har afdækket, hvordan elever og undervisere kæmper med ressourcer og overlevering. En stærk konklusion er, at Khon bevares gennem levende netværk, praksisfællesskaber og statslig støtte. Sammenlignende antropologiske studier (fx med Lao-traditioner) fremhæver Khon som udtryk for national identitet gennem karaktertyper, kostumedesign og mytologisk struktur. Nogle studier ser også, hvordan Khon integreres i moderne high-end mode og populærkultur uden at miste sin rituelle kerne.

6. Udvalgte litteraturhenvisninger

7. Konklusion

Rama i grønt fra dramaet  Ramakien

Khon er en kompleks og levende kunstform, som forbinder ritual, æstetik og national identitet. Gennem dans, masker og fortælling bliver thailandsk kulturarv kropsliggjort og videreført. Antropologisk set er Khon både et redskab til kulturel bevarelse og et felt for forandring og nyfortolkning.