Bernina – hvor ungdommen brændte

På Bernina summede der af liv — unge med blækede fingre og viljer brændende. Johannes V. Jensen, hvis drøm, ja, må have været jysk, med rå kraft og rå virkelighed, skabte poesi ud af alt. Ved hans side sad Sofus Claussen, der med et glimt i øjet sagde:

“Heller et kys af hundrede piger end hundrede kys af én.”

Claussen - Vin, kvinder og kunst

Clausen var vitalist, nydelsesmenneske og ordkunstner, med livets skønhed som sin kampplads. Johannes Jørgensen, den følsomme, så hen i skyggerne og begyndte en rejse mod det mystiske og katolske. Stuckenberg flakkede mellem det romantiske og det fortvivlede. Hamsun rasede, elskede og sultede, mens Brandes hang som en intellektuel glorie over det hele – den gamle, som indførte det moderne gennembruds ideer og som ingen kunne undsige sig forholdet til.

Bernina var ikke bare et værtshus. Det var laboratoriet for fremtiden. Her blev dansk ånd moderniseret over bajere, skænderier og kys. Herfra spredtes nye tanker ud i litteraturen, filosofien og måske livet.

Ved frokosten

Af Johannes V. Jensen (1906)

Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
finder Stangen under det med Fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.
Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.

Fritz Syberg: Ved frokosten 1906

På Memphis Station

Et andet af Johannes V. Jensens digte, skrevet i prosaform, men med poetisk rytme og modernitet. Her skildrer han rejsens og maskinens verden, som bliver et billede på tidens fremmedgørelse og storhed:

“Jeg står i Memphis Station. En sort Kuldrager gaar forbi mig i det samme Tempo som en Panter. Der er Musik i hans Gang. Det store Lokomotiv fnyser, en Hest i Maskinens Skikkelse. Jeg er ikke i Danmark. Jeg er i Tidens Strøm.”

Kuldrageren er ikke kun sort af kul – han er afroamerikaner, et symbol på det moderne Amerikas rytme, fremmedhed og styrke. Jensen peger med poetisk kraft på mødet med det andet, det nye, det industrielle menneske.

Ingeborg Stuckenberg – stemmen i skyggen

Ingeborg Stuckenberg (1866–1904) var en central figur i det moderne gennembruds yngre kreds. Hun elskede at spille klaver, især Grieg, og var dybt engageret i sin samtids kunst og litteratur. Hun skrev selv, men ofte i mandens skygge. Hendes mand, Viggo Stuckenberg, udgav tekster, hvor dele af indholdet i dag regnes for hendes værk – især passager i romanen *Fagre Ord* og novellen *Balsampopler*.

Hun var en muse for kredsens unge mænd og inspirerede både Johannes Jørgensen og Claussen. Ingeborgs liv blev tragisk. Efter flere års konfliktfyldt ægteskab emigrerede hun til New Zealand med Hans Dines Madsen. Men drømmen bristede. Få år senere begik hun selvmord – næsten glemt af samtiden, men senere genopdaget som stemme og medskaber af dansk modernisme. I dag udgives hendes breve og noveller under eget navn.

Efterskrift – Hvad blev der af dem?

- Johannes V. Jensen (1873–1950): Nobelpris i 1944; modernistisk digter og forfatter.

- Sofus Claussen (1865–1931): Vitalistisk digtning, sanselig og livskraftig.

- Johannes Jørgensen (1866–1956): Symbolist og katolik, bosat i Assisi, skrev bl.a. om Frans af Assisi.

- Ingeborg Stuckenberg (1866–1904): Forfatter i skyggen, senere anerkendt; musisk begavelse, tragisk død.

- Viggo Stuckenberg (1863–1905): Digter præget af følsomhed og melankoli. Delte sin kunst med Ingeborg, mere end han selv vidste.

- Knut Hamsun (1859–1952): Banebrydende modernist med kontroversiel politisk skæbne.

- Georg Brandes (1842–1927): Kritiker og åndelig fader for det moderne gennembrud. Intellektuel ledestjerne, senere patriark som de unge måtte overvinde – men aldrig undsige.

Michal Ancher portræt af  Georg Brandes