Det Tredje Sted – Caféportrætter

1. Café de Flore & Les Deux Magots – Paris

Midt i Saint-Germain-des-Prés, under kastanjernes skygge og med boulevardens pulserende rytme i ryggen, ligger to af verdens mest berømte caféer: Café de Flore og Les Deux Magots. De er ikke blot arkitektoniske monumenter over det 20. århundredes Pariserliv – de er intellektuelle ikoner.


Her mødtes Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir hver dag. De skrev, diskuterede, iagttog, levede. Sartre insisterede på, at caféen var hans kontor. Filosofien om eksistensens frihed, ansvar og absurditet blev født ved disse borde. Men det var ikke kun eksistentialisterne. Albert Camus, Juliette Gréco, Giacometti, Boris Vian, Pablo Picasso – de kom og gik i samme ånd.

Caféen fungerede som et mellemrum mellem hjemmet og offentligheden, mellem individet og kollektivet. Her kunne man både være alene og sammen, og samtalen blev kunstens og tankens motor. Det tilfældige møde – en ny stemme, et opgør, en idé – var selve pointen.

De, der kom her, blev snart stemplet som bohème – for bedsteborgeren et skrækscenarie, men for mange unge, som ville noget andet med livet, blev caféen et sted for frihed, tankeudveksling og livskvalitet. Her kunne man være kynisk og idealistisk på samme tid. I Simone de Beauvoirs roman ”Mandarinerne” beskrives netop dette miljø, hvor en hel generation forsøger at finde mening efter verdenskrigen:

“Man føler sig ikke ensom på en café. Man føler sig delagtig i en summen af menneskelig uro.”

Krigen havde sat sine spor i både krop og tanke. Mange bar rundt på oplevelsen af sammenbrud – ikke kun af civilisation, men også af sprog og mening. Ud af ruinerne blev et nyt menneskesyn født. Cafébordene blev vidner til disse genforhandlinger af etik, politik og kærlighed.

Drama og intrige var heller ikke fremmed i disse kredse. Én af Sartres og de Beauvoirs nære venner, som senere viste sig at være model for den kyniske ”Scriassine” i ”Mandarinerne”, var i virkeligheden Arthur Koestler – en tidligere kommunist og senere MI5/6-påvirkningsagent. Ingen i kredsen vidste noget dengang. Skrøbeligheden i efterkrigstidens åbenhed gjorde caféen til både fristed og farezone.

Bruddet mellem Sartre og Camus kulminerede i 1952 og rev hele miljøet midt over. Det var ikke blot en personlig konflikt, men en grundlæggende ideologisk sprængning: Camus ville ikke underkaste sig marxismens voldelige midler, mens Sartre forsvarede det nødvendige opgør. Deres polemik udspillede sig i tidsskriftet ”Les Temps Modernes”, hvis redaktion næsten dagligt var samlet på Flore. Camus blev isoleret, og samtalerne blev koldere. Det tredje sted blev ikke kun et sted for fællesskab – men også for udelukkelse.

Caféerne trak ikke kun filosoffer og forfattere, men også teaterfolk, kunstmalere og sangerinder. Juliette Gréco, ofte kaldt eksistentialismens stemme, optrådte i de mørke kælderlokaler og var samtidig elsket af både filosoffer og poeter. Hun udtalte:

“Caféerne var mit universitet. Der lærte jeg at lytte, tænke og tro på min stemme.”

Juliette Gréco (1927-2020)

Jean Genet skrev dramatik, mens han sad i Flore, omgivet af skuespillere fra Théâtre de l’Atelier. Maleren Giacometti kom næsten dagligt og talte med Sartre om, hvordan eksistensen kunne formes i bronze. Mange unge billedkunstnere kom der i håb om at blive set, læst, hørt – eller blot være til.

Jean Genet  (1910-1986)

Caféen blev derved en arena for krydsende udtryk og tværæstetisk inspiration: hvor maleriet spejlede poesien, og stemmen bar filosofiens klang. Et ægte tredje sted, hvor ikke kun idéer, men også former og figurer tog skikkelse.

I dag lever caféerne videre, ikke som nostalgi, men som stadige rum for samtale og eftertanke.

Som en ramme om det hele står Simone de Beauvoirs ”Mandarinerne”, ikke blot som litterær afspejling, men som skarp kritik. Hun gennemlyser kredsens selviscenesættelse og de intellektuelles illusioner om forandring. For selvom de talte om arbejderklassen i tide og utide, havde mange af dem mistet kontakten til de virkelige mennesker, de ville befri. Cafébordet blev et spejl, men også en afstand. De blev, i hendes optik, tidens mandariner: højtuddannede, selvretfærdige og afsondrede – og netop derfor værd at konfrontere med skrift og stemme.

📜 Epilog – Et skilt i sidegaden

Lige om hjørnet fra Café de Flore, i en lille gade uden nævneværdig prætention, ligger en teforretning med det enkle navn: Mandarine. Den dag i dag bærer facaden navnet med en grafisk elegance, som næsten råber på litterær betydning.

Ifølge fortællingen – mundtligt og aldrig helt verificeret – solgte forretningen engang porcelænskopper med en mandarinfigur. Måske er det blot et tilfælde. Måske var det netop et sådant blik, Simone de Beauvoir kastede op en formiddag og lod ordet folde sig ud til en roman om elitens selvbillede, om en intellektuel klasse, der drikker sin te, mens verden brænder.

Jeg har selv forsøgt at opspore sådanne kopper antikvarisk – uden held. Og forretningen, som stadig sælger te, fører dem ikke længere.

Men skiltet hænger der endnu. En hilsen fra romanens rand. En visuel fodnote til et litterært opgør.

Link:  og her er ledt af stemningen fra dengang - Juliette Greco - Parlez-moi d`Amour