Det Tredje Sted – Den Gyldene Freden

 Den Gyldene Freden – Stockholm

Ned ad de brostensbelagte gader i Gamla Stan i Stockholm ligger Den Gyldene Freden – værtshus og institution siden 1722. Her er væggene mættet af historier, vers og viser. Det er Sveriges ældst fungerende restaurant i uforandrede lokaler, og endnu i dag samles Det Svenske Akademi her til middag hver torsdag.

Men det var ikke akademikere alene, der gjorde stedet berømt. Det var visesangerne. De tørstige, følsomme og ofte rebelsk-poetiske stemmer, som generation efter generation satte sig ved bordene, stemte op og lod tankerne flyde med snapsen.

Carl Michael Bellman, 1700-tallets store svenske skjaldekonge, nævnes som en åndelig stamgæst, selvom han døde længe før navnet Freden blev kendt. Hans ånd lever videre i hvert klirrende glas og hver improviseret sang. I det 20. århundrede kom Evert Taube, Cornelis Vreeswijk, Fred Åkerström og Olle Adolphson – trubadurer, der blandede samfundskritik, kærlighed og druk i verslinjer, som fandt deres naturlige hjem i værtshusets mørke træpaneler.

Carl Michael Bellman ved morgen snapsen tegnede af   Johan Tobias Sergel (1740-1814)

Væggene er i dag dekoreret med malerier af Evert Taube selv, som udover at være trubadur også var billedkunstner. Hans bløde og farverige pensel supplerer visens musikalitet – Freden blev både lyd- og billedrum.

Poeterne kom også: Nils Ferlin sad ofte i baggrunden med sin sorte hat og skarpe pen. Hans vemodige digte passede ind i værtshusets stemning af alkoholisk eftertænksomhed og klarsyn i rusen. Det siges, at han skrev nogle af sine bedste vers her.

Og der var drama. En kendt fortælling går, at Cornelis Vreeswijk én aften i 1960’erne trådte ind og overrakte Evert Taube et album med egne fortolkninger af Taubes viser – det album, der havde givet Cornelis Taube-prisen. Men Taube modtog ham køligt. Han havde håbet, at hans egen søn, Sven-Bertil, ville modtage prisen. Mødet mellem to giganter forblev et ømt sår.

Kvindelige stemmer fandt også vej til Freden – om end mere diskret. CajsaStina Åkerström, datter af Fred, har siden markeret sig som en stærk arvtager i visens ånd. Og i årene omkring Cornelis’ storhedstid deltog stærke sangerinder som Ann-Louise Hanson og Marie Bergman i visemiljøet, og selvom de ikke blev fast inventar på Freden, var de en del af det kunstneriske netværk, der trak gennem dørene.

Her blev sangen ikke opført, men delt. Her var ingen scene, kun stemmer i rundgang. Inspirationen kunne komme fra en serviet, en krøllet tanke, en andens blik over glasset. Den Gyldene Freden var ikke bare en ramme – den var et instrument.

Stemningen var løssluppen, men aldrig ligegyldig. Visen – og værtshuset – blev et sted for at tænke med hjertet og føle med tanken. Et tredje sted i svensk kulturliv, hvor det uhøjtidelige og det sublime skålede med hinanden.

En af de mest rørende viser med forbindelse til stedet er Cornelis Vreeswijks "Cool Water – på Den Gyldene Freden". Den handler om at sidde på værtshuset – tørstig og længselsfuld – men på antabus. Cornelis synger med sit sædvanlige lune og sin bundløse melankoli om at skåle i mineralvand, mens minderne om alkohol og kærlighed flimrer. Visen bliver en kommentar til både hans eget liv og værtshuskulturens dobbelte natur – glædens og afhængighedens rum.

Link: Cornelis Vreeswijk Cool water på den gyldende freden