Peredelkino – Et tredje sted for poesi og gensidighed

✴️ En samtale ved skrivebordet – hvordan det hele begyndte

En aften i 1931, mens Moskvas kulde sneg sig ind mellem murstenene og verdenskrisen truede med at nå Sovjetunionens grænser, sad to mænd i et oplyst kontor i Kreml: Josef Stalin og Maksim Gorkij.

Stalin røg sin pibe, langsomt og uden hast. Gorkij, syg og træt, havde netop vendt hjem fra sin lange eksiltilværelse i Capri og Sorrento. Han havde set den fascistiske fremmarch og følte, at revolutionen – trods alt – stadig var menneskehedens håb.

“Vi har brug for noget,” sagde Stalin. “Noget, der holder forfatterne i nærheden af os. Et sted, hvor de kan skrive… og hvor vi kan læse dem.”

Gorkij nikkede langsomt. “Et fristed?”

“Et tredje sted,” svarede Stalin. “Hverken hjem, arbejdsplads… eller eksil. Et landsbyparadis med dachas, varme brændeovne og adgang til Moskva, men tæt nok på til, at vi kan høre dem , før de skriger.”

“Lad os kalde det… Peredelkino.”

Navnet lød som noget trukket op af russisk folklore – en blanding af noget venligt og noget hjemligt. Det betød egentlig bare "det omdelte" eller "det genopdelte". Og sådan blev det.

Portræt af A.M. Gorky.  Af den danske kunstner: V. Haagen-Müller. 1927

Inden året var omme, havde de første planer set dagens lys: en forfatterlandsby sydvest for Moskva, med små træhytter og store forventninger. Her skulle Sovjetunionens digtere, romanforfattere, kritikere og dramatikere bo – i komfort og med alle muligheder for at udvikle sig gennem fælleskaber.

Herfra skulle den nye sovjetmenneskelighed udfordres. Med pen og papir, med masser af vodka, kærlighed og gensidig omsorg. Og det gjorde den. Med alt, hvad det indebar.

Peredelkino var fra 1930’erne og frem Sovjetunionens svar på et kunstnerisk fristed: en koloni med dachas  i skovens skygge omkring Moskva, skabt til forfattere og digtere som Boris Pasternak, Bella Akhmadulina, Jevginij Jevtusjenko, Andrei Voznesensky og Bulat Okudzhava. Her boede de ikke isoleret i avantgarden; de boede sammen – naboer, venner, rivaler og elskende – i en form for poetisk by.

Boris Pasternak  træhytte i dag museum

Bella Akhmadulina og Jevtusjenkos ægteskab i 1950’erne var kunstnerisk katalyserende og følelsesmæssigt kompliceret. Hun blev beskrevet som den lyriske stemme i deres generation, han som stadionpoet med politisk kant. Jevtusjenko blev centrum for stadions-digte som “Babi Yar”, mens Akhmadulina havde sin poetiske klarhed i mere stille, lysende samlinger. Voznesensky og Pasternak stod i noget nær lærlinge–mester forhold: Voznesensky læste oplæsninger fra husets veranda og udviklede sin flamboyante performansstil.

Det var ikke idyl hele tiden. Konflikter om offentligheden: var Jevtusjenkos poetiske populisme kompromitteret? Ville Akhmadulinas lyrik miste tyngde? Og var Voznesensky for karismatisk og mindre dyb? Men trods divergerende valg arbejdede de sammen med poetiske oplæsninger og viste gensidig respekt og sund ydmyghed som kunstnere.

fra venstre  Okudzhava,  Jevtusjenko,  Voznesensky og   Rozhdestvensky på   Peredelkino     

Babi Yar

Jevtusjenkos digt “Babi Yar” (1961) opstod efter et besøg til ravinen i Kiev – en aktuel poetisk handling mod antisemitismens skjulte tilstedeværelse i samfundet. Da digtet udkom i Literaturnaya Gazeta, blev exemplaret revet væk i kioskerne.  Jevtusjenko havde været nervøs hele natten; da det blev læst, følte millioner sig set for første gang. Ikke kun jøder, men også russere, ukrainere og andre, som genkendte tavsheden og fortrængningerne omkring dette nazistiske massemord på jødiske medborger i Ukraine.

Jødiske skolepiger venter på at blive skudt ved Babi Yar

Digteren nævner ikke blot nazisternes massemord, men også eftertidens tavshed – og afslutter: “For jeg er ægte russer. Derfor kan jeg ikke være antisemit.” Det er ikke en ideologisk provokation, men en moralsk insisteren: at menneskelighed og identitet kan vandre sammen.

Dmitrij Sjostakovitj brugte digtet i sin 13. symfoni “Babi Yar”, og kompositionen blev til i et frugtbart samarbejde med  Jevtusjenko.

Musikken 

Vysotsky og Okudzhava – barderne – gav poetisk frihed til folket med guitar og lyrik, mens den klassiske verden udfordrede idéen om, hvad der kan opfattes som kunst. Sjostakovitj, værker  nævnes med beundring af digterne, selvom han ikke boede i Peredelkino. Artemjev, der komponede til Tarkovskij, arbejdede med drone og lydportrætter i film som Solaris – et ekko af de kreative cirkler i Peredelkino. Kombinationen af musik og poesipolitik mindede om, at kunstformen mødtes i fællesskabet.

I 1988 fik Peredelkino status som historisk kulturreservat; museer blev åbnet i pasternak‑, okudzhava‑ og Chukovsky‑dachas. Digtere som Akhmadulina døde i deres barndomsby, men omgivet af litterær respekt – en fysisk overgang fra fristed til mindeområde.

Peredelkino var ikke en café i åben forstand – men det var et socialt laboratorium. Her samledes generationer bag facader af træ og lyrik, kæmpede med ånd og kærlighed, og fandt frihed i poetisk tale. Det var et tredje sted – midt mellem hjem og offentlighed, mellem kollektiv skabelse og individuel skaben – hvor digte, venskaber og nationale spejlinger fandt form i fælles rum.

🖋️ Galina Serebriakova – "Den sovjetiske valkyrie" i Peredelkino

Galina Iosifovna Serebriakova (1905–1980) var journalist, forfatter og en markant figur i Peredelkino-kolonien. Hendes kombination af fysisk skønhed, intellektuel mod, og markante politiske ståsted gav hende øgenavne som “den sovjetiske valkyrie” blandt kolleger og “Dark Beauty” hos vestlige læsere 

Galina Iosifovna Serebriakova

🧬 Liv og tumult

• Serebriakova voksede op i en revolutionær familie: begge forældre deltog aktivt i 1917-revolutionen og borgerkrigen. Hun blev tidligt medlem af Kommunistpartiet og blev sendt på reportagerejser i Kina, Genève og Paris 
• Hun blev gift med prominente bolsjevikledere og skrev allerede i slutningen af 1920’erne engagerende reportager og ungdomsromaner, ofte inspireret af kultur og politiske tænkere som Marx og Engels 

• Hun rejste til Prag, Paris og Genéve som aktiv feminist, kulturkritiker og skribent – ofte med moderat kommunistisk sympati til systemet 

• 🏡 Peredelkino – fællesskab og kamp

• Serebriakova blev en del af Peredelkino-skribentkolonien i begyndelsen af 1960’erne og købte et lille hus ved Lermontova-gaden i 1963 
• Hun var central i den litterære konservatisme: blandt andet deltog hun i kampagner mod værker, hun mente var for liberale eller "dekadente". I 1957 markerede hun sig mod romanen Ne khlebom jedinym, værende trofast mod revolutionens idealer 

📚 Værker og stærk stemme

• Serebriakova skrev både historiske romaner og et memoiristisk panorama: blandt andre Pisem sank i Det forgange år (1963), trilogien Prometheus, og biografier om Marx og Engels 
• I Sovjet blev hun anset som beslægtet med ikke kun Pasternak, men også bevaringsværdig tradition og retfærdig kamp i den sovjetiske intelligentsia.

Serebriakovas bog om  Marx og Engels

🌍 Indtryk og eftermæle

• Vestlige avisers omtaler kaldte hende “Dark Beauty” – i vægt af både hendes estetik og hendes intense, kompromisløse skriftstil 
• Hendes hus i Peredelkino fungerer i dag som et af de eneste kvindemuseer i landsbyen – åbent for rundvisninger og litteraturhistoriske arrangementer 

🌿 Lilya Brik – Majakovskijs muse, kultur -  demimonde og død i Peredelkino

Lilya Yuryevna Brik (1891–1978) var en nøglefigur i russisk avantgarde – muse for Vladimir Mayakovsky, selvstændig kulturelt centrum og magtfelt midt mellem kunst, seksualitet og kommunistisk ideologi.

🎭 Fra boheme til dacha

Efter Majakovskys selvmord i 1930 forblev Lilya offentlig figur og fortalte ofte, hvordan digteren havde sagt til hende i en drøm:

“Engang vil du gøre det samme.”
Denne forudanelse blev tragisk aktuel – Lilya endte med at begå selvmord den 4. august 1978 i sit hjem i Peredelkino, efter at være blevet invalideret af en faldulykke .

Hendes dacha var både fysisk og symbolsk tæt på kernen af det sovjetiske tredje sted – samme landsby, der havde båret Pasternak, Voznesensky og Jevtusjenko. Hun ønskede ikke at blive begravet, og hendes aske blev efter ønske spredt nær Moskva med et enkelt mindemærke – et råt symbol på hendes kompromisløshed.

🔗 Lilya Brik og Peredelkino – betydning og paradoks

• Som Mayakovskys muse introducerede hun futuristen til  Eisenstein og Rodchenkos kreds og fungerede som kulturel facilitator, der støttede unge som Voznesensky og Paradjanov.

• Hun boede i en periode også i Peredelkino, tæt på Pasternaks dacha, og symboliserer den kulturelle overlappede plads mellem boheme og system. Hendes hjem var en del af landsbyen med dachas til forfattere og kulturpersoner   

• Hendes død markerer en dramatisk afslutning på en fortælling – om en kvinde, der levede intenst og troede på kunst og frihed, men som endte med at vælge at forlade livet i samme landsby, hvis kulturelle grundlag hun havde båret.

Link:  Mere om Lilya Brik og Majakovskij

Nogle af digternes digte på dansk

Aleksej Parsjtjikov ”Intuitionsfigurer” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Andrej Veznesenskij ”Jeg brænder – altså er jeg” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Bella Achmadulina: ”Efterårsuret” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Bulat Okudzjava: ”Men tænk også lidt på mig” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Ilja Kutik ”Sansernes femkamp” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Ivan Zjdanov ” Tavsheds hvide frugt” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Jevtusjenko ”Mellem byen ja og byen nej” (Grafisk Forlag)

Marina Kundinova ”I pauserne i provinsen”  (Husets Forlag/ S.O.L.)

Oleg Chlebnikov ”Lokal Tid” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Pasternak ”Digte” (Gyldendal)

Vladimir Vysotskij ”til marv og ben” (Husets Forlag/ S.O.L.)

Vladimir Vysotskij ”26 Sange” (Brøndum)

Prosa:

Boris Pasternak ”Doktor Zivago”

Boris Pasternak ”Den Sidste Sommer”

Jevgenij Jevtusjenko ”Vilmarkens bær”

Jevgenij Jevtusjenko ”Dø ikke før din død”