Evgenij Jevtusjenko: "Граждане, послушайте меня..."

("Borgere, hør på mig...")

FORORD

Evgenij Jevtusjenko (1932–2017) indtager en særlig plads i russisk litteraturhistorie som en poet, der kritiserede det sovjetiske system „indefra“. I modsætning til dissidenter, der stillede sig uden for det ideologiske rum, forsøgte Jevtusjenko at genvække det socialistiske projekt indefra – med moral, patos og kunstnerisk samvittighed. Han var medskaber af det såkaldte "tøbrud" under Khrusjtjov i 1950–60'erne, hvor ny generation af forfattere trådte frem med en ærligere stemme. Digtet her, skrevet i 1963, er et stærkt eksempel på hans metode: deltagelse og kritik.

Dampskibet "Friedrich Engels" i digtet er ikke tilfældigt valgt. Det symboliserer den kommunistiske arv, som Jevtusjenko ikke forkaster, men reflekterer kritisk over. Han befinder sig ombord – med andre ord: han er del af projektet – men han ser og føler ting, de andre ombord fortrænger. Digtet udtrykker frustration over kollektiv ligegyldighed og frygten for, at selv det mest inderlige kald på menneskelig opmærksomhed vil blive overhørt eller forvansket. "Borgere, hør på mig" er ikke blot et ønske – det er en etisk fordring.

Original russisk tekst og ny dansk oversættelse

Russisk tekst	Dansk oversættelse
Граждане, послушайте меня...	Borgere, hør på mig...
Я на пароходе «Фридрих Энгельс»,	Jeg er ombord på dampskibet "Friedrich Engels",
ну, а в голове — такая ересь,	men i mit hoved – et vrøvl, en vildtvoksende vrimmel,
мыслей безбилетных толкотня.	en trængsel af tanker uden billet.
Не пойму я — слышится мне, что ли,	Jeg ved ikke – hører jeg det, eller drømmer jeg?
полное смятения и боли:	En stemme, fuld af smerte og forvirring:
"Граждане, послушайте меня..."	"Borgere, hør på mig..."
Палуба сгибается и стонет,	Dækket stønner og bøjer sig i rytmen,
под гармошку палуба чарльстонит,	danser charleston til harmonikaens bælg,
а на баке, тоненько моля,	og oppe i stævnen, spinkelt og bedende,
пробует пробиться одичало	prøver en stædig sang at bryde ud –
песенки свербящее начало:	kløende, dirrende i sin begyndelse:
"Граждане, послушайте меня..."	"Borgere, hør på mig..."

Evgenij Jevtusjenko (1932–2017) POET

Om Erik Horskjærs oversættelse (1967)

I den danske samling ”Mellem byen Ja og byen Nej” (Grafisk Forlag, 1967) gengives digtet i en fri oversættelse, hvor skibet omdøbes til "Majakovskij" og Jevtusjenkos systemnære symbolsprog erstattes af en mere generel poetisk tone:

Jeg sejler her på skibet ”Majakovskij”
men i min sjæl ser jeg Jesénins birke
og toldfrie tanker har jeg bragt ombord
Hører jeg sangen? Fatter jeg den er rigtig –
så indtrængende, og fyldt af ve og smerte
”Medborgere så hør dog mine ord”

Denne version forskyder fokus fra ideologikritik til eksistentiel refleksion. Navnet ”Friedrich Engels” – som i originalen fremhæver Jevtusjenkos placering i en marxistisk tradition med kritisk bevidsthed – er her erstattet af ”Majakovskij”, den revolutionære digter og selvmorder, som er blevet symbol på det tabte håb. Samtidig indføres Jesénin og landskabet – en russiskhed af anden art. Det bliver mere lyrisk, men mindre præcist.

Her er så hele digtet:

✴︎ Borgere, hør på mig…

Jeg er ombord på dampskibet Friedrich Engels,

men i mit hoved – et virvar, en vildtvoksende vrimmel,

en trængsel af tanker uden billet.
Jeg ved ikke – hører jeg det, eller drømmer jeg?
En stemme, fuld af smerte og forvirring:
"Borgere, hør på mig…"

Dækket stønner og bøjer sig i rytmen,
danser charleston til harmonikaens bælg,
og oppe i stævnen, spinkelt og bedende,
prøver en stædig sang at bryde ud –
kløende, dirrende i sin begyndelse:
"Borgere, hør på mig…"

Der sidder en soldat på en trætønde.
Han har bøjet sig mod guitaren med pandelok,
finder akorder med tøvende fingre.
Han slider på strengene og på sig selv,
og fra hans læber pibler smertefuldt frem:
"Borgere, hør på mig…"

Borgerne vil ikke høre på ham.
De vil hellere drikke, spise,
danse – alt andet er sludder!
Eller endnu hellere: de vil sove.
Hvorfor gentager han igen og igen:
"Borgere, hør på mig…"?!

Én sylter tomater med velbehag,
én sidder og fingrer ved fedtede spillekort,
én slider gulvet med tunge støvler,
én flår harmonikaen op og i.
Men hvor mange gange har ikke dette
blevet råbt, hvisket – som begyndelse:
"Borgere, hør på mig…"

Engang blev de heller ikke hørt.
Noget inde i dem, der vred deres ribben,
fik aldrig sagt sin sandhed.
Nu, med sjælen lukket inde,
vil de ikke høre det, der kommer udefra:
"Borgere, hør på mig…"

Åh, soldat med guitar på tøndens låg –
jeg er som dig, bare uden guitar…
Gennem floder, bjerge, have
vandrer jeg og rækker hænderne ud
og gentager, hæs af stemmen:
"Borgere, hør på mig…"

Det er skræmmende, hvis ingen vil lytte.
Skræmmende, hvis de begynder.
Tænk hvis hele sangen er flad –
hvis kun én ting rummer sandhed og vægt:
denne blodige, smertefulde bøn:
"Borgere, hør på mig…"

📌 Kommentar til oversættelsen:

Skibets navn Friedrich Engels er bevaret – det fastholder forbindelsen til ideologisk arv.
Tone og rytme er bevaret så vidt muligt i fri form, med respekt for originalens spænding mellem desperation og stilfærdig vished.
Borgerne oversættes ikke som “medborgere” (som i Horskjærs version), men beholdes i den mere neutrale, anonyme form, der spejler sovjetisk kollektivitetsbegreb.
Stemmen, soldaten og “jeg” er alle udtryk for digterens tvivl og trang til at tale fra systemets indre – ikke imod det udefra.

🔹 Afrunding

Jevtusjenko står med én fod i traditionen, én i oprøret.
Han beder ikke kun om at blive hørt – han råber, fordi tavsheden i sig selv er farlig.
Skibet Friedrich Engels symboliserer en idé – og digtet spørger:
Er vi stadig ombord som mennesker? Eller kun som passagerer?

NB: digtet i Erik Horskjærs oversættelse kan læses i : "Jevtusjenko "Mellem byen ja og byen nej"