Om at vende hjem med åbne øjne

Refleksioner over Hermann Hesses "Peter Camenzind"

Hermann Hesses roman Peter Camenzind er den af hans værker, jeg har vendt tilbage til flest gange. Jeg er dybt fascineret af hovedpersonens dannelsesrejse — den vej, der fører ham fra barndommens bjergverden ud i den moderne storbys mangfoldighed og åndelige uro.

Det er ikke en flugt fra det enkle, men en søgen. Peter drives af en dyb nysgerrighed og en vilje til at forstå den store verden udenfor — dens kunst, dens idéer, dens menneskelige dramaer. Det er et hårdt arbejde, og det koster ham meget. Alligevel er det nødvendigt. For at kunne vende hjem, må man have været væk.

Det gribende i romanen er, hvordan Camenzind vender tilbage — ikke som den samme, men som én, der nu ser det enkle liv med et nyt blik. At indse, at også den store verden kan være en tomhed, kræver ikke resignation, men mod. Og det er netop denne stille præstation, Hesse skildrer så fint: at evne at vende hjem med åbne øjne og med en vunden fred, som ikke er uvidenhed, men erfaring.

Romanen er ikke blot en skildring af en fiktiv rejse, men bærer også tydelige spor af Hesses egne erfaringer og idealer. Han skrev Peter Camenzind i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af 1900'erne — en periode, hvor han selv søgte at trække sig bort fra byens kunstige liv og i stedet finde ro i naturen og det enkle.

Flere gange i sit liv bosatte Hesse sig i landlige omgivelser, og hans drøm om det enkle liv var ikke bare et motiv i hans romaner, men en personlig livslængsel. Man fornemmer, at han faktisk gerne ville have været en bondeknold fra bjergene — ikke som et romantisk ideal, men som en eksistentiel mulighed: et liv i harmoni med naturen, med arbejdet, med det nære.

Hesse var dog alt for bevidst og reflekteret til at forfalde til idyllisering. Peter Camenzind rummer netop denne dobbelthed: en erkendelse af, at man må kende kompleksiteten og føle fremmedheden, før man med ægthed kan vælge enkelheden. Det er ikke en naiv flugt, men en eksistentiel hjemkomst.

Et par citater fra romanen fanger denne stemning:

„Der er en lykke i det enkle og rolige liv, som den rastløse ikke aner noget om.”

Og et andet sted: „Man rejser ud for at finde sig selv – men det glemmer de fleste, når de møder verden.”

Den unge schweiziske grafiker Max Bucherer, født i Basel i 1883, var en af Hesses kunstnervenner i Basel, gennem hvem han udviklede et "livligt forhold til billedkunsten". Bucherer, der studerede i München og Paris og underviste på Münchens Kunsthøjskole fra 1909 og fremefter, blev særligt kendt som træskærer - hans træsnitportræt af Hesse blev skabt omkring 1948. Bucherer boede og arbejdede i Gaienhofen mellem 1904 og 1909. Han bosatte sig senere i Zürich. Han døde i 1974.

Litteraturhenvisning:

Hesse, Hermann (1904). Peter Camenzind. Diverse udgaver, f.eks. Suhrkamp Verlag (originaltysk) eller Gyldendal (dansk oversættelse).

Yderligere kontekst og analyse findes i:

Freedman, Ralph (1978). Hermann Hesse: Pilgrim of Crisis. Pantheon Books.

Ziolkowski, Theodore (1965). The Novels of Hermann Hesse: A Study in Theme and Structure. Princeton University Press.