Hermann Hesses opgør med elitetænkning og dannelsens pris

Hermann Hesses roman ”Glasperlespillet” (”Das Glasperlenspiel”, 1943) er ofte blevet læst som en hyldest til den åndelige dannelse og en idealisering af en højtudviklet, næsten monastisk kultur. Men denne læsning overser romanens dybereliggende kritik. ”Glasperlespillet” er ikke et selvudviklingsværk i borgerlig forstand – det er derimod et radikalt opgør med eliteinstitutioner og en advarsel mod en kulturel afkobling fra livet og verden.

Romanens hovedperson, Josef Knecht, gennemgår en dannelsesrejse inden for det akademisk-asketiske orden Castalia, hvor glasperlespillet – en fiktiv syntese af musik, matematik, filosofi og åndshistorie – står som et symbol på ren og ophøjet tænkning. Men Knechts udvikling fører ham gradvist bort fra ordenens afsondrethed og mod en længsel efter konkret livserfaring. Han vælger til sidst at forlade eliten og træde ind i verden som opdrager – ikke som elitens repræsentant, men som den, der har indset nødvendigheden af forbundethed med det almindelige og menneskelige.

Denne kritik har rødder i Hesses egen biografi. Han gik selv på Maulbronn-klosterets kostskole og havde traumatiske erfaringer med autoritær og konform dannelseskultur. Hans tidlige roman ”Under hjulet” (1906) vidner om dette. Her knuses den begavede dreng Hans Giebenrath under presset fra skolens og samfundets forventninger. Romanens titel bliver en metafor for det system, der kværner alt levende i sin stræben efter præstation og tilpasning.

I ”Glasperlespillet” forstærkes denne samfundskritik af de tre såkaldte "levnedsbeskrivelser", der følger efter hovedteksten – novellelignende skildringer af tidligere inkarnationer af Josef Knecht. De foregår i vidt forskellige tider og steder: som en meditativ yogi i det gamle Indien, som en kristen mystiker og munkeledsager i middelalderen og som en kinesisk taoistisk vismand. Disse tekster sætter hovedværket i et universelt og spirituelt perspektiv og peger på Hesses søgen efter tidløse livsformer hinsides institution og konvention. De er ikke kun litterære eksperimenter, men eksistentielle spejlinger af det spørgsmål, Knecht selv står overfor: Hvordan lever man sandt?

”Glasperlespillet” blev det værk, der indbragte Hesse Nobelprisen i litteratur i 1946. Prisen blev tildelt "for hans inspirerede forfatterskab, der med stigende dristighed har givet udtryk for klassiske humanistiske idealer og høj åndelig søgen". Akademiet lagde især vægt på romanens filosofiske og etisk-eksistentielle kvaliteter – men måske blev det dybt kritiske element ofte underbelyst i samtidens reception. I dag fremstår romanen som både et kunstnerisk mesterværk og en advarsel mod den type åndelig eksklusivitet, som fjerner sig fra det levede liv.