Jenny Erpenbeck: “Kairos”

– 359 sider. Romanen er fra 2021 og kom på dansk 2024.

Jenny Erpenbecks “Kairos” er en bemærkelsesværdig roman om et kærlighedsforhold, der fra begyndelsen synes dømt til at mislykkes. Midt i 1980’ernes Østberlin – en tid præget af uro og systemets snarlige kollaps – mødes to mennesker tilfældigt ved Alexanderplatz: den nittenårige Katharina og Hans, en mere end 30 år ældre forfatter.

Efter Hans’ død modtager Katharina flere papkasser fyldt med breve, postkort, fotografier og andre optegnelser fra deres tid sammen. Kasserne er et fragmenteret og kaotisk efterladt arkiv over et forhold, der både var præget af fortrolighed og fortielser. Da kun Katharina er tilbage til at fortælle, er hendes version den eneste direkte – men den må tages med et gran salt. Som læser forstår man hurtigt, at sandheder og løgne er tæt vævet sammen.

Forholdet mellem Katharina og Hans er i begyndelsen præget af intens lidenskab og en fælles passion for kunst og kultur. Langsomt åbnes fortællingen op for flere personer: venner, kollegaer, Hans’ kone og søn – og ikke mindst det samfund, der danner bagtæppe for det hele. Skellet mellem Øst- og Vesttyskland dukker op med stigende vægt, og Erpenbeck formår at flette små private katastrofer ind i den store historiske omvæltning.

En scene bliver skelsættende: under et ophold uden for byen indleder Katharina et kort forhold til en yngre mand. Da Hans opdager det, overvældes han af jalousi. Det bliver begyndelsen på et psykisk nedbrydende opgør, hvor Hans i stigende grad forsøger at kontrollere og dominere Katharina. I takt med DDR-statens opløsning, smuldrer også deres forhold – og det bliver tydeligt, at det handler om langt mere end almindelig mandschauvinisme.

Efter min opfattelse rummer “Kairos” endnu et lag: fortællingen om at blive mentalt kidnappet af en person med tydelige psykopatiske træk – og vejen ud af dette greb. Fra starten er det Hans, der definerer alting: hvilken musik de hører, hvilken litteratur der tæller, hvilken vin de drikker. Men efter Katharinas sidespring, intensiveres hans kontrol. Han forsøger at opløse hendes personlighed, og Katharina begynder at se sig selv med hans fordømmende blik. Hun fanges i hans manipulation, og først gradvist formår hun at løsne grebet og genfinde sig selv – nu som et mere helstøbt og erfarent menneske.

Det er dog ikke en nem proces. Hun når ikke frem til nogen fuld erkendelse eller forløsning, tror jeg. For hvordan skal man kunne indse, at man har taget grundlæggende fejl om kærlighedens væsen, helt fra begyndelsen?

“Kairos” er en medrivende og usædvanlig roman. På overfladen handler den "bare" om et forhold, der går i stykker – men under den fortælling gemmer sig en kompleks og dybt foruroligende historie, som de færreste af os har oplevet på egen krop.

"Mit forfatterskab," forklarer Erpenbeck i sit essay fra 2018 Kein Roman: Texte und Reden, "begyndte med refleksioner over, hvad identitet er, og hvor meget vi kan miste, uden at miste os selv." Siden da har hun utrætteligt fortalt om livet før og efter DDR – blandt andet fordi mange vesttyskere, efter hendes mening, stadig misforstår hvad DDR var. "Idéen om landet var bedre end landet selv," sagde hun i et interview med The New York Times. Alligevel, tilføjer Erpenbeck, "var der nogle former for frihed i Østtyskland, som man ikke ville forvente at finde – (...) som for eksempel ikke at være tvunget til at iscenesætte sig selv og hele tiden råbe op om, hvor vigtig man er, og hvad man har opnået, for at kunne sælge sig selv."