Jaroslav Hašek og Švejks plads i den tjekkiske kulturkanon

Jaroslav Hašek og hans roman ”Den gode soldat Švejk´s eventyr” indtager i dag en fuldstændig central plads i den tjekkiske litteratur- og kulturkanon. Romanen regnes som et af hovedværkerne i tjekkisk litteratur og nævnes ofte sammen med Karel Čapeks værker og endda med Kafka, selvom Kafka skrev på tysk og havde en lidt anden kunstnerisk tilgang.

12 udgaven på orginalsproget

”Švejk” er blevet et nationalt ikon — et humoristisk, skeptisk og til tider kynisk billede på den tjekkiske folkesjæl, der gennem historien har været underlagt fremmede magter som Habsburg-monarkiet, det nazistiske Tyskland og senere Sovjet-blokken. Romanens humor og latterliggørelse af autoriteter og militarisme er blevet opfattet som dybt tjekkiske reaktionsformer på ydre pres.

Samtidig har Hašek også en ambivalent position i nationalkulturen: han var boheme, anarkist, satiriker og i perioder stærkt alkoholiseret. Hans respektløse spot med patriotisme og heltemod gjorde, at han i starten ikke altid blev indlemmet i en officiel, højtidelig nationalkanon. Men netop denne respektløshed er i dag blevet set som et symbol på den tjekkiske overlevelsesevne: ironien og humoren som skjult modstand mod undertrykkelse.

I dag er Hašek og Švejk ikke blot del af den litterære kanon, men også dybt indlejret i hverdagskulturen i Tjekkiet. Der findes utallige Švejk-statuer og værtshuse opkaldt efter ham, og replikker og situationer fra romanen er blevet en del af sproget som idiomer, ofte brugt til at beskrive bureaukratisk idioti eller dum loyalisme.

Kort sagt står Jaroslav Hašek i dag som en af de allerstørste i tjekkisk litteratur, hvis værk ses som både litterær klassiker, skarp samfundskritik og humoristisk spejl af, hvordan tjekkerne har håndteret historiske tragedier og magthavere — med latter, list og en slags skjult trods.

Den gode soldat Švejk som antikrigsroman og samtidens modtagelse

Jaroslav Hašeks roman ”Den gode soldat Švejk” er i dag anerkendt som en af verdens vigtigste antikrigsromaner, men på en helt særlig måde: ikke gennem tragiske skildringer af døde og sårede soldater, men ved at afklæde krigen og soldaterlivet med humor, grotesk satire og latter. Hašek viser hvordan hele militærsystemet, autoriteterne og det multietniske kejserrige Østrig-Ungarn fremstår som et absurd teater, hvor regler, kommandoveje og nationalistisk pompositet blot dækker over meningsløshed og dumhed.

Hovedpersonen Švejk, med sin blanding af naiv lydighed og undergravende logik, afslører den militære disciplin som noget dybt latterligt. Selv de etniske modsætninger i dobbeltmonarkiet bliver gjort komiske, fordi ingen helt forstår hinanden, hverken sprogligt eller politisk. Dermed bliver romanen en slags latterens pacifisme — den afslører krigens og autoriteternes hulhed ved at gøre grin med dem. På den måde er det i højeste grad en antikrigsroman.

Da romanen begyndte at udkomme i dele fra 1921, var modtagelsen dog temmelig blandet. I det nydannede Tjekkoslovakiet mente mange nationalt sindede, at Hašek latterliggjorde den nationale frihedskamp mod Østrig-Ungarn, og at Švejk var en alt for passiv og lavkomisk figur til at være en værdig repræsentant for den tjekkiske folkesjæl. Andre — især i boheme- og litterære kredse i Prag — så straks romanen som et genialt satirisk værk, der afslørede både det gamle kejserriges og al krigsførelse absurditet.

Internationalt blev romanen hurtigt populær blandt antiautoritære og antimilitaristiske kredse, især i Tyskland og Østrig, selvom den samtidig gjorde mange utilpasse, fordi den punkterede forestillingen om krigen som noget heroisk. Senere er den blevet stående som en klassiker i verdenslitteraturen, netop fordi den tør gøre grin med alt det, som traditionelt har fået folk til at marchere i krig: fædrelandskærlighed, hæder, disciplin og blind lydighed.