Sigurd Hoels ”Møte ved milepelen” og Djingis Ajtmatovs ”Moderens Mark

Sigurd Hoels ”Møte ved milepelen” og Djingis Ajtmatovs ”Moderens Mark” er ved første øjekast meget forskellige romaner: den ene er et psykologisk og moralsk opgør med skyld og ansvar under den tyske besættelse af Norge, den anden en poetisk og tragisk fortælling fra Kirgisien under Anden Verdenskrig. Men begge er de i dybeste forstand krigsromaner, der ikke foregår ved fronten, men i baglandet — i landsbyen, i familien, i sindet.

Hos Hoel er det den moralske krigszone, der trækkes op. Hans roman undersøger, hvorfor mennesker vælger som de gør under pres: hvorfor nogen bliver landsforrædere, andre modstandsfolk, mens de fleste forsøger at navigere i gråzoner mellem fejt tilpasning og farlig idealisme. Krigen udspiller sig i relationerne, i samtalerne, i selvransagelsen — og efterlader dybe psykologiske ar.

Hos Ajtmatov er scenen en kirgisisk landsby, hvor mændene er draget i krig, og kvinderne nu må overtage arbejdet i markerne, drive ploven og sørge for slægtens overlevelse. Det er en dyb skildring af kvindernes styrke og tavse slid, men også af den sorg, der rammer hovedpersonen, når hendes søn endelig kommer hjem — i en soldaterkiste. Krigen er fysisk fraværende, men allestedsnærværende i savnet, i håbet, i det endelige tab.

Begge romaner viser, at krigen ikke kun kæmpes med geværer og kanoner. Den lever også i de valg mennesker træffer, i de sociale mønstre der brydes, og i de tomrum som døden skaber. Så forskellige som de er — Hoels roman køligt analyserende og psykologisk indadskuende, Ajtmatovs varm og lyrisk, knuget af moderens sorg — belyser de sammen, hvordan krigen forvandler hjemstavnen til et stille slagfelt, hvor ingen går fri.