Joseph Heller: Punkt 22

Joseph Hellers roman ”Punkt 22” (originaltitel ”Catch-22”, 1961) er en af det 20. århundredes mest markante og originalt formede antikrigsromaner. Den banede vej for en ny måde at skrive om krig på: ikke som tragedie eller heroisk fortælling, men som absurd komedie, hvor latteren bliver det eneste værn mod galskaben.

Romanen følger Yossarian, en amerikansk bombefly-navigator under Anden Verdenskrig, der desperat forsøger at undgå de livsfarlige missioner. Han bliver dog fanget af militærets egne regler: punkt 22. Denne regel siger, at man kan fritages for at flyve, hvis man er sindssyg — men hvis man aktivt ønsker at slippe for at flyve, er det bevis på sund fornuft og derfor et tegn på, at man ikke er sindssyg. Resultat: vil man ikke flyve, skal man flyve. Det er en perfekt bureaukratisk fælde, som illustrerer krigens indbyggede logiske og moralske sammenbrud.

”Punkt 22” markerede et brud med tidligere krigsromaner. Hvor bøger som Hemingways ”Farvel til våbnene” eller Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten” skildrede krigens rædsler med tragisk alvor, valgte Heller i stedet at gøre krigen latterlig, grotesk og absurd. Det blev et litterært chok for mange læsere i begyndelsen af 1960’erne. Romanen åbnede døren for en hel generation af sorte satirer og antiautoritære fortællinger, som frem mod Vietnamkrigen blev stadigt mere relevante. Den satte også sproget fri: dialoger og beskrivelser er kendetegnet af cirkler, gentagelser og selvmodsigelser, der spejler krigens logikløse univers.

Romanen blev i 1970 filmatiseret af Mike Nichols med Alan Arkin i hovedrollen som Yossarian. Filmen er blevet kult for sin loyale genskabelse af Hellers absurde univers, men den er også blevet kritiseret for at være for tro mod romanens fragmentariske og cirkulære struktur, så publikum ofte mister tråden. Hvor romanens ordspil og indre monologer kan dvæle ved galskaben, fremstår filmens tempo til tider manisk og forvirrende. Men på godt og ondt blev filmen en del af 1970’ernes voksende antikrigskultur, hvor både ”Punkt 22” og fx Robert Altmans ”M”A”S”H” gjorde krigen til sort komedie og viste, at latter måske er den sidste menneskelige reaktion, når verden er blevet helt meningsløs.

”Punkt 22” står i dag som et hovedværk i efterkrigslitteraturen. Det er ikke blot en anti-krigsroman, men en skelsættende udforskning af hvordan bureaukrati, kapital og magt gør krigen til et absurd teater, hvor den enkeltes liv og død styres af regler uden mening. Både roman og film har været med til at forme, hvordan vi i dag taler om krig som systemisk galskab — ikke bare som individuel heltemod eller tragedie.