Simplicius Simplicissimus – en af historiens første antikrigsromaner

Hans Jakob Christoffel von Grimmelshausens roman ”Der abenteuerliche Simplicissimus Teutsch” (1668)- På dansk udgivet som: Den eventyrlige Simplicissimus ,  regnes i dag for et af de tidligste og mest betydningsfulde litterære værker, der afslører krigens rædsler. Set med moderne øjne står romanen som en af de første egentlige antikrigsromaner, ikke fordi den proklamerer pacifisme, men fordi den hudløst og detaljeret viser, hvad krig gør ved almindelige mennesker.

Hans Jakob Christoffel von Grimmelshausen

Grimmelshausen skriver med baggrund i Trediveårskrigens kaos, hvor soldater fra skiftende hære plyndrer, voldtager og myrder, mens civilbefolkningen, især bønderne, er prisgivet. Romanen giver et rystende indblik i hvordan bønder må flygte fra deres gårde, leve i skovene eller selv ende som røvere for at overleve. Aldrig kan de vide, hvem der har magten næste dag — og hvem der kommer for at straffe dem. På den måde bliver ”Simplicius Simplicissimus” en afslørende skildring af krigen som et ufatteligt overgreb på folket, uden hensyn til ret eller retfærdighed.

Soldater plyndrer en gård under Trediveårskrigen af den flamske maler Sebastian Vrancx

Nogle har kaldt romanen nihilistisk, fordi den viser en verden, hvor moralske værdier synes helt opløst: alt er præget af overlevelsesdrift, tilfældigheder og vold. Men man kan også læse Grimmelshausens værk som en dyb advarsel mod hvad der sker, når verden falder fra hinanden — en slags rå, barok humanisme, der afslører meningsløsheden for at advare mod den.

Dermed kan Grimmelshausen også ses som en forfader til senere antikrigsforfattere som Erich Maria Remarque og Joseph Heller. Hvor Remarque viste den meningsløse død i skyttegravene under Første Verdenskrig, og Heller latterliggjorde krigens bureaukrati og absurditet i ”Punkt 22”, skildrer Grimmelshausen den totale opløsning af samfund og moral under Trediveårskrigens lange mareridt. Fælles for dem er, at de viser hvordan krigen især rammer de små mennesker, de fattige og forsvarsløse, som aldrig selv har valgt at blive en del af konflikten.

”Simplicius Simplicissimus” kan derfor læses som både en nihilistisk beretning om et moralsk kollaps og som en af historiens første store litterære afsløringer af, hvad krig reelt betyder for folket — og i den forstand en af de første sande antikrigsromaner.

Samtidig er romanens stil tydeligt præget af den barokke epoke, med dens overdrevne billeder, fantastiske og ofte groteske scener, moralske og religiøse refleksioner samt sprudlende sproglige energi. Denne barokke overflod gør, at læseren ikke kun konfronteres med rædslerne, men også med en næsten fabulerende og billedrig fremstilling, som understreger hvor vild og uforudsigelig verden er i Grimmelshausens univers.

Kort billedanalyse af forsiden til Simplicissimus

Forsideillustrationen til den oprindelige udgave af Grimmelshausens "Simplicissimus" (1668) viser en figur med gedehorn og pelsede ben, der minder om en faun eller satyr. Han holder et spejl op foran sig, mens han med den anden hånd rækker ud mod en bog eller et skjold. Rundt omkring ham ses små groteske detaljer og ornamenter, typisk for den barokke stil.

Ser man nærmere på figurens ben, fremstår de endda forskellige: det ene ligner et klovdyrs ben (som en ged eller ko), det andet har svømmehud som en fugle- eller andefod. Det gør figuren til et radikalt tvetydigt væsen, hverken helt dyr eller menneske, hverken landlevende eller vandlevende. Set i lyset af Mary Douglas’ idé om, at det som falder uden for faste kategorier, vækker både fascination og ubehag, bliver figuren et klart eksempel på et 'hverken-eller' og 'både-og'-symbol: et billede på moralens og verdens opløsning.

Spejlet kan læses som et emblem på selverkendelse eller sandhed — og dermed på romanens funktion: den holder et spejl op for samfundet og afslører dets sande, ofte dyriske og blandede ansigt. Bogen eller skjoldet kan stå for lærdom og moral, hvilket peger på romanens dobbelte natur som både underholdende skælmestykke og dybt moraliserende satire.

Det barokke, overfyldte og næsten karnevalske billede understøtter romanens temaer om en verden i opløsning, hvor grænserne mellem det civiliserede og det dyriske, det jordiske og det flygtige, konstant brydes ned. På den måde bliver forsidemotivet et stærkt billede på den barokke verdensorden i opløsning og Grimmelshausens vision af mennesket som både dyr og ånd i en tid uden faste grænser.