Det menneskelige modstykke i Henri Barbusses "Ilden"

 og sammenligning med Vonnegut og Owen

I Henri Barbusses roman ”Ilden. Et korporalskabs dagbog” (1916) findes der små øjeblikke, der fungerer som et modstykke til krigens og dødens verden. Soldaterne drømmer om kvinder, familieliv og kærlighed, og de deler minder om koner og piger derhjemme. Disse sanselige og kropsnære længsler står som en stille protest mod krigens brutalitet.

Portræt af Barbusse fra Lettre aux intellectuels (Rom, 1921)

Man finder også scener, hvor soldaterne deler mad, ryger sammen eller næsten ømt hjælper hinanden med at vaske sig i mudderet. Dette kammeratskab bliver en form for modvægt til dødsmaskineriet, en påmindelse om et menneskeligt fællesskab, der ikke handler om at dræbe.

Men hos Barbusse er disse øjeblikke aldrig helt uforstyrrede. Familielivet og det erotiske står som en fjern længsel, gennemsyret af bevidstheden om, at de måske aldrig vender hjem. Selv det nære kammeratskab skygger døden: man ved, at den ene kan blive sprængt i stykker i morgen.

Sammenligner man med Wilfred Owens digte, som fx "Dulce et Decorum Est" eller "Anthem for Doomed Youth", ses et beslægtet tema: her viser Owen drenge og unge mænd, hvis menneskelighed og fremtid bliver kvalt i mudderet og giftgassen. Hos Owen er der endnu mindre håb — han skildrer kun sporadiske erindringer om livet før krigen, mest for at vise, hvad der er tabt.

Kurt Vonneguts ”Slagtehus 5” stiller hele spørgsmålet på hovedet: her er der næsten ikke et menneskeligt modstykke overhovedet, andet end i Billy Pilgrims absurde opbrud i tid og rum. Krigens traumer er så altgennemtrængende, at det normale liv ikke kan genfindes eller holdes fast — det forsvinder ud i science fiction og sort humor.

Kurt Vonnegut

Her kan Bob Dylans ord i "Let Me Die in My Footsteps" tjene som et fælles poetisk motto for dem alle: "There's been rumors of war and wars that have been, the meaning of life has been lost in the wind." Hos Barbusse, Owen og Vonnegut bliver krigen ikke blot et spørgsmål om liv og død, men om meningen selv, som blæses bort og efterlader mennesket råt, sårbart og uden fast grund under fødderne.

Analyse af forsiden til Barbusses "Ilden"

Ernst Hansens forside til den danske udgave af Henri Barbusses ”Ilden” viser i en enkel, næsten plakatagtig stil en stor sort flamme og en lys fugl, der hæver sig op over flammerne. Kontrasten mellem mørket og fuglens lyse krop gør billedet stærkt og symbolsk ladet.

Ved første blik kunne fuglen minde om en fredsdue, men det er værd at huske, at fredsduen som politisk symbol først for alvor blev cementeret efter Anden Verdenskrig med Picassos tegninger. I stedet ligger det nærliggende at læse fuglen i lyset af den langt ældre mytiske tradition om Fugl Føniks — fuglen der rejser sig af sin egen aske efter at være brændt op. Således kan forsiden tolkes som en allegori: flammerne symboliserer krigens altfortærende ødelæggelse, mens fuglen over dem bliver et billede på håbet om genfødsel eller overlevelse, trods alt.

Samtidig står billedet i spænding til Barbusses roman, som kun rummer få og tvetydige tegn på genopstandelse. I ”Ilden” er håbet knap nok levende — soldaterne længes hjem, men ved at de sandsynligvis ikke overlever. På den måde kan fuglen også ses som et tragisk eller ironisk symbol: en vision om noget, der hæver sig over ilden, uden garanti for at finde fred eller nyt liv.

Forsiden fanger dermed både den arketypiske drøm om at noget kan opstå af ødelæggelsen og romanens dybere tvivl om hvorvidt der overhovedet er en genfødsel at håbe på.

Bob Dylan - Let Me Die In My Footsteps