Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende (1932)

Célines hovedværk ”Rejse til nattens ende” er ikke en pacifistisk roman i traditionel forstand. Men i bogens begyndelse, hvor hovedpersonen Bardamu sendes til fronten i Første Verdenskrig, leverer han en bemærkelsesværdig og rystende indsigt i krigens absurditet. Midt i ildkampen tænker han:

"Pourquoi qu’on me tire dessus ? Qu’est-ce que j’ai fait aux Allemands, moi ? Ils me connaissent pas !"

"Hvorfor skyder de på mig? Hvad har jeg gjort tyskerne? De kender mig jo ikke!"

Det er en enkelt sætning, men den rummer hele krigens meningsløshed: Vold og død kommer ikke fra personligt fjendskab, men fra systemer, ideologier og kommandoer, der sætter ukendte mennesker op mod hinanden.

Céline selv blev senere en kontroversiel og politisk tvivlsom skikkelse, men i ”Rejse til nattens ende” skriver han med en enestående rå og sort humor, der flår fernissen af civilisationen. Krigen skildres ikke som heltemod, men som lidelse, vanvid og overgreb – en moderne helvedesvision, hvor mennesket reduceres til krop og kulde.

Selv om bogen ikke prædiker fred, er dens virkning afklædende: Krigen fremstår som tom og ødelæggende – og netop derfor fortjener Célines roman en plads i enhver samling af antikrigslitteratur.

Louis-Ferdinand Céline: "Rejse tl Nattens Ende" (Arena og Rosinantes Klassikerserie )