Heinrich Böll: Hvor var du, Adam?

En roman om krig, uden helte – kun overlevende

Der findes krigsromaner, og der findes antikrigsromaner – Hvor var du, Adam? er uden tvivl det sidste. Heinrich Böll, selv krigsdeltager på Østfronten, skrev sin debutroman kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, men den blev først udgivet i 1951. Det er ikke helteepos eller modstandsfortælling – det er en fragmenteret, urovækkende og usentimental skildring af, hvordan mennesker langsomt opsluges af krigens destruktive maskineri.

Romanens hovedperson, sanitetssoldaten Feinhals, bevæger sig gennem det tyske sammenbrud i Østeuropa – fra Italien til Ukraine – men han er ikke en handlende helt. Han er snarere et blikfelt, en registrerende bevidsthed i en verden i opløsning. Omgivelserne forandres, mennesker dør, men Feinhals forbliver underligt passiv – som en slags moralsk bedøvet tilskuer til krigens absurditet.

Krigens meningsløshed – i stil og indhold

Bölls stil er lavmælt, undertiden ironisk, ofte præget af sort humor og fortvivlelse. Der er ingen forløsning, ingen storslåede slag, ingen glorificering af våben eller mod. I stedet ser vi, hvordan soldater dør af tilfældigheder, af overmod, af dumhed eller af rent uheld. Præsten, der afholder messe i det sønderbombede kloster, møder døden som de andre. Jøden, der skjules af tyske soldater, er ikke et offer for idealisme, men en medsoldat, der blot forsøger at overleve.

Krigens 'logik' fremstår absurd og uden retning. Soldaterne taler om hjem, om mad, om kvinder – men alt smuldrer mellem fingrene. Døden er nærværende, men ikke ærefyldt. Den er snarere mekanisk og uigennemskuelig.

Mennesket går under – uden store ord

Romanens titel refererer til det bibelske spørgsmål til Adam: 'Hvor var du?' – efter syndefaldet. Det stilles her implicit til læseren, og måske til forfatteren selv. Hvor var du, da dette skete? Hvem bar ansvaret? Har nogen ansvar, når verden er i krig? Det er en rystende konfrontation med menneskets moralske svigt og eksistentielle tomhed.

Bölls fortælling er en nekrolog over det menneskelige i mennesket. Den viser, hvordan man langsomt mister sin identitet, sin værdighed og sin moral – ikke nødvendigvis gennem ondskab, men gennem tilpasning, apati og frygt.

1942 – Heinrich Böll og Anne Marie Cech foran Kölns rådhus på deres bryllupsdag

En moderne antikrigsroman

Hvor var du, Adam? placerer sig i rækken af store europæiske antikrigsromaner – ved siden af Remarques Intet nyt fra vestfronten og Célines Rejse til nattens ende. Men hvor Remarque skildrer skyttegravskrigen som helvede og Céline som et eksistentielt mareridt, så gør Böll det tyske nederlag til et grånende, desillusioneret landskab, hvor mennesket gradvist forvitrer.

Det er en roman, der nægter at forføre læseren. Den lader os ikke håbe, men tvinger os til at se. I det ligger dens etiske styrke – og dens nødvendighed.

Ingen forklaring – ingen løsning

Man leder forgæves i Hvor var du, Adam? efter refleksioner over krigens årsager eller efter en vision for fred. Romanens personer taler aldrig om ideologier, fjendebilleder eller politiske skyldsspørgsmål. I stedet bevæger de sig gennem ruinerne med en tilvænnet apati. Krigen er, som naturen eller vejret – en destruktiv normaltilstand, hvor individet reduceres til overlevelsesdrift.

Det er karakteristisk for Heinrich Böll, at han netop undlader at forklare eller moraliserer. Der gives ingen opskrifter på, hvordan krigen kunne være undgået. Til gengæld stiller romanens titel et tyst og uafrysteligt spørgsmål – ikke kun til soldaterne, men til læseren: 'Hvor var du?' Det er en eksistentiel dom uden dommer, en samvittighedens ransagelse uden belæring.

Krigens civilofre – og den tyste ødelæggelse

Selvom Hvor var du, Adam? primært følger soldaters oplevelser, er der også glimt af civilbefolkningens lidelser. Vi møder ukrainske bønder, kvinder, præster og flygtninge, der alle er fanget i krigens hvirvelvind. Men disse figurer står i udkanten – de bruges ikke til at fremhæve moralske pointer, men snarere til at vise, hvor langt væk enhver orden eller beskyttelse er.

Et særligt gribende eksempel er scenerne i det kloster, hvor nogle civile har søgt tilflugt. Her forvandles det hellige rum til kampplads, og den civilisatoriske maske falder. Præsten dræbes. Munke tvinges til tavshed. Det, der engang var et tilflugtssted, bliver en station i krigens logik.

Böll viser, hvordan krigen gør alle til tabere – også dem, der ikke bærer våben. Men han gør det uden sentimentalitet. Der er ingen store, tragiske taler, kun tavshed, ruiner og folk, der forsvinder.