Melnikov-Petcherskij: I skovene og På bjergene

Resumé af «I skovene» («В лесах»)

Romanen udspiller sig i midten af 1800-tallet i skovområderne ved Volga og Oka. Her lever bønder, handelsfolk, gammeltroende og ortodokse side om side.
Vi følger Stepan, Vasilisa, Kozma og de gammeltroende familier i et net af kærlighed, tro og sociale prøvelser.

I begyndelsen hører vi om skovens hekse og lëshije, og kvinder samles for at advare unge piger mod steder, hvor heksene danser.
De gammeltroende mødes i skjulte bedehuse med dybe jordebuk og lange bønner, mens præsterne i landsbykirkerne ofte er mere interesserede i penge.
Høsttiden bringer dans og musik på engen, hvor gamle griner af ungdommens kækhed.

Stepan forelsker sig i Vasilisa, men hun vælger klosteret. Han bliver syg og tager på pilgrimsfærd, ser mirakler og møder processioner i skovene.
Romanen slutter stille: livet fortsætter mellem trolddom og ortodoksi, dans og jordebuk, med naturen som evig baggrund.

«I skovene» («В лесах»)

Resumé af «På bjergene» («На горах»)

Denne roman er en slags fortsættelse og parallelt værk. Handlingen udspiller sig i højdedragene ved Volga, hvor gammeltroende og ortodokse fortsat lever tæt.
Vi ser igen hemmelige messer, ikoner og lys i mørket. Kvinder søger klosterlivet for at undslippe patriarkalske ægteskaber og finde fred i søsterfællesskab.

En ung kvinde går barfodet tre verst hen over skarpe sten til en hellig kilde, grædende ikke af smerte men af glæde over at nærme sig Guds Moder.
Melnikov skildrer også høstfester og danseringe, og scener hvor folk under bryllupper synger smådrillende om forskellene på de gammeltroende og præsternes folk.

Romanen viser et samfund, hvor menneskers karakterer ikke udvikles psykologisk men fremstår ikonisk – som Anninskij beskrev det:
de afslører deres “tema” og “skæbne” gennem prøvelser, i en rytme som minder om ikoner og fresker.
Nesterov - På Bjergene 

Afsluttende bemærkning

Begge romaner dokumenterer og idealiserer et Rusland, hvor folklore, tro, klosterliv og sociale ritualer
smelter sammen til et univers, som har præget både billedkunst og den russiske idé om et “åndeligt landskab”
— fra Nesterov til Roerich. Melnikov skabte et kulturhistorisk testamente, som stadig læses som både litteratur og mentalitetshistorie.Se også Folkloren i russisk litteratur

Se også Folkloren i russisk malerkunst