Postkolonial analyse: Thea von Harbou – ”Det indiske Gravmæle”

 1. Om bogen og oversættelsen

Romanen ”Das indische Grabmal” (1918) af Thea von Harbou blev allerede i 1925 oversat til dansk med titlen ”Det indiske Gravmæle” og udgivet af Steen Hasselbalchs Forlag. Den danske oversættelse blev udført af Clara Hammerich (1894–1972) og udkom som en del af forlagets populære romanserie. Den danske udgave indeholder ca. 140 sider og var tænkt som underholdningslitteratur, men bogen rummer også rige lag af kulturel fantasi og kolonial symbolik.

Thea von Harbou th. sammen med sin mand  filminstruktør  Fritz Lang der filmede flere af hendes romaner

 2. Har Thea von Harbou været i Indien?

Nej, der findes ingen dokumentation for, at Thea von Harbou har besøgt Indien. Hendes viden om Indien var formidlet gennem europæisk orientalistisk litteratur, tidens fascination af østlig mystik og måske samtaler med datidens intellektuelle. Hendes fremstilling af Indien er tydeligvis præget af fantasifuld eksotisme snarere end direkte erfaring eller dybere forståelse.

 3. Postkolonial analyse

Orientalistisk iscenesættelse
Romanen foregår i et overdådigt og mystisk Indien, hvor en tysk arkitekt sendes for at opføre et gravmæle for en indisk maharajas døde hustru. Fortællingen benytter sig af klassiske orientalistiske troper: farverige paladser, dansere, fakirer og magtfulde mænd med hævnmotiver. Indien bliver fremstillet som en scene for europæisk fantasi – mystisk, erotisk, dragende og farlig.

Magt og arkitektur som kolonial metafor
Arkitektens opgave – at bygge et gravmæle – bliver en metafor for europæisk magtudøvelse i det koloniale Østen. Byggeri, viden og teknologi fremstår som vestlige dyder, og deres anvendelse i Østen bliver en måde at underlægge sig det fremmede på.

Kulturel appropriation og tavshed  
Indiens egne stemmer er næsten fraværende. De indiske karakterer bliver typiserede figurer – maharajaen som hævngerrig og mystisk, danserinden som erotisk og gådefuld. Der er ikke tale om en egentlig dialog mellem kulturer, men om en europæisk monolog, der bruger Østen som kulisse.

Sammenligning med filmatiseringer
Romanen blev filmatiseret flere gange, blandt andet af Fritz Lang i 1921 og igen i 1959. Særligt i den sidste version bruges "brownface", og filmens visuelle stil forstærker de orientalistiske elementer fra bogen. Filmen visualiserer bogens fantasier og gør dem til et spektakulært kolonialt blik.

4. Konklusion

”Det indiske Gravmæle” er et klassisk eksempel på europæisk orientalistisk litteratur fra mellemkrigstiden. Thea von Harbou brugte Indien som scenografi for en fortælling om vestlig rationalitet, begær og kontrol – uden at kende landet personligt. Romanen er ikke uden æstetisk kraft, men den bør læses kritisk og i postkolonial kontekst, hvor dens fantasier og stereotyper synliggør den kulturelle asymmetri, som prægede datidens litterære fremstillinger af Østen.