De sataniske vers af Salman Rushdie

Et postkolonialt storværk overskygget af kontroversen

Da Salman Rushdies roman ”De sataniske vers” udkom i 1988, blev den hurtigt fanget i en global storm af vrede og censur, primært som følge af dens drømmeagtige og satiriske skildringer af islams profetiske traditioner. Men bag den politisk og religiøst ladede debat gemmer sig en roman, der i sin dybeste substans er et af senmodernitetens vigtigste postkoloniale litterære værker.

Romanens to hovedpersoner, Gibreel Farishta og Saladin Chamcha, er indiske migranter i England, og deres indre og ydre forvandlinger bliver billedet på den hybriditet og splittelse, som mange oplever i det postkoloniale rum. Gibreel bliver engelagtig, Saladin dæmonisk – men ingen af dem forbliver, hvad de var. De er fremmedgjorte både i Storbritannien og i deres oprindelsesland, hvilket peger direkte på den migrationsbetingede rodløshed og identitetskrise, som mange postkoloniale subjekter lever med.

Saladin Chamcha har, i Homi Bhabhas forstand, udviklet en mimisk adfærd: han forsøger at efterligne og tilegne sig det britiske som ideal, i sprog, manér og selvforståelse – men ender netop derfor med at afsløres som fremmed. Mimikry, skriver Bhabha, er aldrig perfekt; den skaber en næsten-lighed, der fremkalder både hån og trussel. Chamchas dæmonisering bliver en fortælling om mimikkens pris.

Rushdie lader romanen udspille sig i et felt mellem realitet og myte, hvor det kollektive og det personlige blandes. Det britiske samfund er ikke et neutralt sted, men et rum præget af imperialismens efterdønninger, racisme og kulturel hierarkisering. Saladin Chamcha forsøger at gøre sig "engelsk" i sprog og opførsel – men mødes alligevel med mistro og vold. Hans skæbne fremstår som en metafor for assimilationens pris, og for den koloniseredes ulige adgang til identitet og værdighed.

Sproget i romanen er en anden vigtig arena for postkolonial refleksion. Rushdie skriver på engelsk – det gamle imperiesprog – men han forvrider og blander det, tilføjer hindi, urdu, og arabiske vendinger. På den måde underminerer han idéen om sproglig renhed og skaber i stedet en lingvistisk palimpsest, hvor flere lag af historie, kultur og erfaringer ligger oven i hinanden.

Religion spiller også en vigtig rolle i bogen, men mindre som trosbekendelse og mere som et kulturelt og identitetsskabende fænomen, ofte i kamp med modernitet og sekularisering. Rushdies leg med profetiske figurer og mytologiske narrativer bliver en måde at stille det åbne spørgsmål: hvem har retten til at fortælle historien?

De sataniske vers er derfor ikke kun en provokerende roman – det er et dybt reflekteret værk om migration, tilhørsforhold og den koloniale arv, skrevet i en form, der både udfordrer læseren og verdensordenen. Den er en postkolonial roman i sin kerne, og det er på tide, den bliver læst og anerkendt som sådan.