At vælge sig selv i et mimet liv – V.S. Naipauls

 “Et halvt liv”

Hvordan lever man et liv, når ens identitet er splittet mellem flere kulturer, sprog og historiske forventninger? Hvordan ved man, hvad der er ens eget? V.S. Naipauls roman “Et halvt liv” (2001) giver et lavmælt, men urovækkende svar på disse spørgsmål gennem fortællingen om Willie Chandran – en mand, der tilsyneladende forsøger at leve sig gennem andres forestillinger, indtil han til sidst måske tager det eksistentielle skridt: at vælge sig selv.

Naipaul, nobelpristager i 2001 og født i Trinidad af indisk afstamning, har ofte skildret postkoloniale livsformer. Ikke med det aktivistiske anliggende, man kender fra forfattere som Ngũgĩ wa Thiong’o eller Arundhati Roy, men snarere som en observerende, undertiden kynisk stemme, der beskriver tab, tomhed og kulturel forvirring. “Et halvt liv” rummer mange af disse temaer og kan læses både som et billede på mimicry – den postkoloniale tilpasningsgestus – og som en eksistentiel fortælling i Kierkegaards ånd.

Allerede i romanens første sider konstruerer Willie Chandran en identitet. Han forsøger i England at fremstå som kristen inder og spiller rollen som eksotisk forfatter med kulturelt interessante rødder – selvom han i virkeligheden er usikker på sit ophav og sine egne fortællinger. Han skriver historier, som han ikke helt forstår, men som "de" gerne vil læse.

Denne strategi passer præcist med det postkoloniale begreb “mimicry”, som især er udviklet af teoretikeren Homi Bhabha. Her beskrives den tidligere koloniseredes situation som én, hvor man imiterer den koloniale norm – sprog, stil, vaner – men altid med en lille forskydning. Man bliver næsten som den Anden, men aldrig helt. Mimicry er derfor både en strategi for overlevelse og en ubevidst subversion, fordi det aldrig bliver fuldendt.

Willies efterligning er ikke direkte kritisk eller bevidst modstand – det er snarere en overlevelsesmekanisme. Men den fører også til en voksende tomhed: Hvem er han egentlig selv, når alle hans valg er gjort i andres blik?

Willie møder senere Ana, en kvinde af blandet portugisisk og afrikansk baggrund, som han følger til et unavngivet land i Afrika. Her lever han i årevis som en slags medfølgende skygge, uden egentlig beskæftigelse og uden at tage livtag med sin egen situation. Han lever, som han selv siger, hendes liv.

Det er først i romanens sidste sider, at Willie bryder ud af denne tilstand og fortæller Ana, at han vil skilles, fordi han ikke har levet sit eget liv. Det overraskende er hendes svar: måske var hendes liv heller ikke hendes eget.

Begge personer er vokset op i flerkulturelle samfund. Deres identiteter er "hybride" – et andet af Bhabhas begreber – hvor flere kulturelle og sproglige lag lever side om side uden klar forankring. Hybriditeten gør dem åbne, men også sårbare. De har begge forsøgt at passe ind, tilpasse sig og være det, der forventes af dem. Men til sidst må de se i øjnene, at det liv de har levet, måske ikke var valgt, men snarere accepteret – eller snarere: udholdt.

Willies ønske om at forlade Ana kan tolkes som en eksistentiel vending. I en Kierkegaardsk forstand handler det om at vælge sig selv – at tage ansvaret for sin eksistens, i stedet for at leve på andres præmisser. Det er ikke nødvendigvis et sympatisk valg, men det er et valg.

Søren Kierkegaard skriver i “Enten-Eller”, at den største menneskelige opgave er at blive sig selv i sandhed. Dette indebærer en erkendelse af ens liv som mulighed og et ansvar for den retning, man vælger. I “Et halvt liv” er det netop fraværet af dette valg, der har præget Willies tilværelse indtil nu. Han har mimet, han har tilpasset sig, han har skrevet og levet for de andres blik. Men nu – måske – tager han skridtet ind i sig selv.

Det ironiske og tragiske er, at Ana samtidig oplever den samme følelse. Hun har måske også levet for en anden. Det postkoloniale bliver her ikke kun et spørgsmål om struktur og historie, men også om eksistens og ansvar.

V.S. Naipaul placerer sig i en særlig position i forhold til postkolonial teori og litteratur. Hvor mange forfattere fra tidligere kolonier har brugt litteraturen som kritik og modstand, har Naipaul snarere været iagttager. Han har ofte udtrykt skepsis over for de nye nationalstaters evne til at forvalte deres selvstændighed og har haft en udtalt fascination af vestlige institutioner og rationalitet.

Derfor anklages han undertiden for at være mere emigrant end postkolonial, og for at reproducere vestlige blikke frem for at udfordre dem. Men man kunne også sige, at han med sin dobbelthed og ironi netop peger på de vanskeligheder, der følger af at leve efter imperiet, uden at have fået et klart hjem eller en entydig identitet i stedet.

Hans personer er rodløse, søgende, og præget af en næsten antropologisk distance til både sig selv og deres omgivelser. De er mennesker i transit, der lever halvt – uden forankring, uden overbevisning, og ofte uden modstand.

“Et halvt liv” er en lavmælt, men skarp roman. Den handler om mimicry, hybriditet og postkolonial tvetydighed – men først og fremmest om at leve uden at have valgt. Willies rejse ender måske ikke i selvstændighed, men i erkendelse af fraværet af valg.

På den måde rummer romanen en vigtig pointe for alle, uanset kulturel baggrund: at livet ikke kan imiteres, det må vælges. Og at selv et halvt liv, måske, kan være begyndelsen på noget helt.

V.S. Naipaul

NB: Er Bhabha påvirket af Naipaul – eller omvendt?

Det er ikke dokumenteret, at Homi Bhabha direkte er påvirket af V.S. Naipaul. Men:

Så: de spejler hinandens tematikker, men de former ikke hinandens tænkning direkte. Det er snarere to forskellige måder at forholde sig til det samme tomrum – livet efter kolonien.