Sevjan Israilevitj Vajnstjein (1926–2008)

Sevjan Israilevitj Vajnstjein (1926–2008) var en af de mest fremtrædende russiske etnologer. Han var arkæolog, orientalist og turkolog, samt ledende videnskabelig medarbejder ved Det Russiske Videnskabernes Akademis Institut for Etnologi og Antropologi. I løbet af et halvt århundrede stod han i spidsen for omfattende etnografisk og arkæologisk forskning i Sibirien. Han helligede ti år af sit liv til studiet af tuvinernes historiske etnografi og gjorde dette område til et felt for international forskning.

En ung  Vajnstjein på feltarbejde 

Gennem cirka 300 videnskabelige arbejder formåede Vajnstjein at rekonstruere udviklingsforløbet for en række af Eurasiens vigtigste nomadekulturer – fra oldtiden til nutiden. Han udviklede en frugtbar forståelse af folkekultur som et kompleks af historiske og genetiske lag og var med til at grundlægge en ny videnskabelig retning: etnokulturgenese – en syntese mellem etnografi, arkæologi og historie. Hans metoder danner grundlag for adskillige monografier, som regnes blandt de fineste værker i både russisk og international etnologi.

I sine bøger udbyggede Vajnstjein en hypotese om, at hele den eurasiske rensdyrnomadisme har én fælles oprindelse. Han fremlagde nye tilgange til forståelsen af nomadekulturernes oprindelse og deres materielle kultur. Derudover beskæftigede han sig indgående med sibirisk shamanisme og dokumenterede arvefølge som en central mekanisme i shamanernes udvælgelsessystem – et afgørende aspekt i udviklingen af denne spirituelle kultur.

Vajnstjein blev født den 12. april 1926 i Moskva som søn af filosofiprofessor I. J. Vajnstjein. Hans mor, F. I. Litvin, var tyskunderviser og flyttede i 1925 til Moskva fra Riga. Han studerede etnografi ved Moskva Statsuniversitet (MGU) og deltog i 1948–49 i en etnografisk ekspedition til keterne – et jæger-samlerfolk i den nordlige tajga. I 1950 afsluttede han studiet og havde blandt sine lærere prominente forskere som B. O. Dolgikh, M. G. Levin, S. A. Tokarev og S. P. Tolstov. Kort efter rejste han til Tuva, en dengang ufremkommelig og uudforsket region i Centralasien, som netop var blevet en del af den Russiske Føderation. Her indledte han sit langvarige feltarbejde blandt tuvinske etniske grupper og identificerede flere ukendte arkæologiske kulturer.

Vajnstjein på feltarbejde i en moden alder 

I en årrække ledede han det videnskabelige arbejde på lokalhistorisk museum i Kysyl, før han blev ansat ved Tuvas Forskningsinstitut for Sprog, Litteratur og Historie. Han forsvarede sin kandidatafhandling i 1956 og sin doktordisputats – Det tuvinske folks oprindelse og historiske etnografi – i 1969. Fra 1959 var han tilknyttet det Etnografiske Institut i Moskva og fortsatte sine ekspeditioner til Tuva frem til 1983.

Vajnstjeins arkæologiske ekspeditioner førte til opdagelsen af en af Asiens ældste palæolitiske bopladser (Ijme), samt ukendte gravpladser fra bronzealderen og fra skythisk, gunno-sarmatisk og oldtyrkisk tid. Fra 1959–61 ledede han udgravningen af Kokel-gravpladsen, et af de største monumenter fra den gunno-sarmatiske periode. Han identificerede oldujgurerne som en særskilt kultur og udgravede blandt andet et palads fra 800-tallet ved søen Tere-Khol, tilhørende khanen Mojun-Tjur. Han fastslog også, at den såkaldte ”Djengis Khans gådefulde vej” i virkeligheden var en ujgursk forsvarsvold mod jenisej-kyrgysere.

Han opdagede og dokumenterede også klippemalerier, oldtyrkiske runemonumenter og skabte det første specialiserede tidsskrift om Tuvas arkæologi.

Vajnstjein dokumenterede etnografiske genstande, herunder en stav anvendt af shamanen i forbindelse med sine ritualer

Hans vigtigste monografier tæller blandt andet:

Sidstnævnte værker er oversat til flere europæiske sprog, herunder Nomads of South Siberia: The Pastoral Economies of Tuva (Cambridge University Press, 1980) og Die Welt der Nomaden im Zentrum Asiens (Berlin, 1996).

Som den første gennemførte han en omfattende analyse og beskrivelse af tuvinsk shamanisme i værket Tuvinsk shamanisme (Moskva, 1964). Hans forskning blev blandt andet portrætteret i Leonid Kruglovs dokumentarfilm Syede Pile (1998).

Vajnstjein var medforfatter til det internationale referenceværk Etnografiens grundlæggende begreber og termer, som har haft stor betydning for udviklingen af det etnografiske begrebsapparat. Han udgav desuden artikler om tidligere opdagelsesrejsende og forskere i Sibirien, såsom G. F. Miller, V. V. Radlov og N. F. Katanov. Under hans redaktion blev V. V. Padlovs værk Fra Sibirien oversat og kommenteret for første gang, og han stod også bag udgivelsen af G. F. Millers trebindsværk Sibiriens historie.

Vajnstjein forelæste på universiteter i Moskva, Leningrad, Novosibirsk og i lande som England, Tyskland, USA, Sverige, Finland, Frankrig og Japan. Han deltog desuden i udformning og gennemførelse af akademiske udstillinger i en række lande.

I 2001 blev han tildelt Den Russiske Føderations videnskabelige fortjenstmedalje ved dekret fra præsident Vladimir Putin. Tidligere havde han modtaget Den Tuvinske Republiks videnskabelige fortjenstmedalje, og i 2003 blev han nomineret til den russiske statspris.

Oversat fra russisk af Anne Faartoft.

Eksempel på monografi af Vajnstjein

(bogens indhold)