Mark Danner: The Massacre at El Mozote

Mark Danners ”The Massacre at El Mozote” er en gribende og veldokumenteret beretning om en massakre i El Salvador i 1981. Værket kombinerer undersøgende journalistik med historisk analyse og sætter fokus på, hvordan politisk benægtelse og amerikansk udenrigspolitik kan medvirke til at skjule grove overgreb.

Selvom befolkningen i El Mozote ikke var oprindelige i snæver forstand, tilhørte de en marginaliseret mestizisk landbefolkning, præget af kulturel udviskning og efterdønningerne af en voldsom assimilationspolitik. Deres skæbne indskriver sig i den bredere historie om oprindelige og blandede folks udsathed over for statsvold og usynliggørelse.

1. Baggrund: Borgerkrig og amerikansk støtte

I 1980’erne befandt El Salvador sig i en blodig borgerkrig mellem regeringen og venstreorienterede oprørsbevægelser. USA støttede det salvadoranske militær og højrefløjsregeringen med våben, træning og penge – som led i Den Kolde Krigs kamp mod kommunismen.

Massakren ved El Mozote fandt sted i denne kontekst. Landsbyen lå i Morazán-regionen, et område mistænkt for at støtte oprørerne. I december 1981 udførte den salvadoranske Atlacatl-bataljon – en elitestyrke trænet af USA – en såkaldt 'oprensningsoperation'.

2. Massakren: Et folk udslettet

Over få dage blev næsten hele landsbyens befolkning henrettet:
- Kvinder og børn blev skudt eller brændt ihjel.
- Mænd blev tortureret og henrettet.
- Landsbyen blev brændt ned, og ingen overlevende fik lov at flygte.

Omkring 700–1.000 mennesker blev dræbt – herunder flere hundrede børn. Myndighederne nægtede i årevis, at det var sket.

Mindesmærke for massakrestedet ved El Mozote, Morazan, El Salvador. Kilde: Efrojas, Wikimedia

3. Danners projekt: At afdække sandheden

Mark Danner rejste i 1990’erne til El Salvador for at undersøge, hvad der virkelig var sket. Han kombinerede:
- Interviews med overlevende, især kvinden Rufina Amaya, der skjulte sig og senere vidnede.
- Feltarbejde og retsmedicinske undersøgelser af massegrave.
- Dokumenter og udsagn fra amerikanske og salvadoranske embedsmænd.

Han dokumenterer i detaljer, hvordan USA – trods kendskab til massakren – valgte at benægte eller nedtone den, fordi man ville undgå at kompromittere støtten til den salvadoranske regering.

4. Benægtelse og mediestrid

Selvom The New York Times og The Washington Post allerede i 1982 bragte beretninger om massakren, blev rapporterne angrebet af Reagan-administrationen. Regeringen nægtede, at en massakre havde fundet sted – og hævdede, at journalisterne var blevet vildledt af guerillapropaganda.

Mark Danners undersøgelse viser, at USA kendte til sandheden tidligt, men bevidst valgte at undertrykke den. Det var et spørgsmål om geopolitik og image – ikke retfærdighed.

5. Centrale budskaber

- Politiske løgne og moralsk ansvar: Danner afslører, hvordan vestlige demokratier som USA kan medvirke til overgreb – ikke kun med våben, men også gennem benægtelse og fortielse.
- Journalistik som modmagt: Værket er et klassisk eksempel på undersøgende journalistik, der insisterer på at fortælle det, magthaverne forsøger at skjule.
- Vidnesbyrdets betydning: Rufina Amayas overlevelse og vidnesbyrd spiller en central rolle i at få sandheden frem – et eksempel på den undertryktes stemme som sandhedsbærer.

6. Sprog og stil

Danner skriver levende og præcist, i en stil der kombinerer narrativ fremstilling med dokumentarisk præcision. Det gør bogen læsbar og rystende, selv for læsere uden forudgående kendskab til El Salvador.

7. Relevans i dag

Bogen er stadig aktuel:
- Som case om krigsforbrydelser og internationalt ansvar.
- Som kritik af vestlig udenrigspolitik og propaganda.
- Som eksempel på menneskerettigheders pris – og nødvendigheden af fri presse.

8. Etnisk og religiøs baggrund for El Mozote

Befolkningen i El Mozote var overvejende fattige bønder af mestizisk baggrund – det vil sige en blanding af oprindelig (indigenous) og spansk afstamning. I modsætning til nabolande som Guatemala og Mexico, hvor oprindelige befolkninger stadig har stærke kulturelle og sproglige identiteter, var de fleste indfødte grupper i El Salvador blevet assimileret eller marginaliseret allerede i kolonitiden og især efter massakren i 1932 (La Matanza), hvor op mod 30.000 oprindelige og oprørske bønder blev dræbt. Som følge deraf var der i 1980’erne næsten ingen offentligt anerkendte oprindelige grupper tilbage i landet.

El Mozote var desuden religiøst bemærkelsesværdig. Mens størstedelen af El Salvadors befolkning var katolsk, var El Mozote en udpræget protestantisk landsby. De fleste indbyggere tilhørte evangelikale frikirker og var religiøst konservative. Det betød, at de holdt sig udenfor guerillabevægelsen (FMLN), som var præget af venstreorienteret ideologi. Mange i El Mozote så sig selv som lovlydige og apolitiske – og netop derfor troede de, at de ville være i sikkerhed.

Det tragiske paradoks er, at El Mozote formentlig var en af de mest regeringsvenlige landsbyer i regionen – og netop derfor blev dens ødelæggelse endnu mere meningsløs og brutal.

Konklusion

”The Massacre at El Mozote” er mere end en fortælling om én massakre. Det er en afslørende dokumentation af, hvordan politisk strategi, medieløgne og benægtelse kan holde sandheden skjult – og hvordan vedholdenhed, journalistik og menneskelig stemme kan trænge igennem mørket.

Marta Arcadia Ramírez ved opgravningen af fire familiemedlemmer, der blev dræbt af hæren, i oktober 2003.

LUIS ROMERO (ASSOCIATED PRESS)